Vi bruger cookies!

amtsavisen.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.amtsavisen.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere

Mor mistede sit første barn: "Det, der skete, kan man ikke forberede sig på"

I Barnets Bog har Camilla Jakobsen gemt alle papirer og billeder fra Bastians fødsel og efterfølgende obduktion. Blandt andet finder man her et aftryk af hans bittesmå hænder og fødder. Foto: Lars Rasborg

Mor mistede sit første barn: "Det, der skete, kan man ikke forberede sig på"

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

For 27-årige Camilla Jakobsen fylder hendes døde søn Bastian ikke kun i tankerne, men også i lejligheden. For det er vigtigt ikke at gemme sorgen væk, mener hun.

Randers: På den hvidmalede væg i Camilla Jakobsens stue hænger der en stor indrammet plakat med konturerne af en lille baby. ´Skala 1:1 af Bastian', står der i bunden på den. En plakat der for uindviede ikke fortæller meget, men som for 27-årige Camilla Jakobsen bærer fortællingen om den søn, hun fødte 2. marts i år, men aldrig fik med hjem fra hospitalet.

At den hænger der, lige midt i stuen, er der flere grunde til.

- Jeg synes, det viser, at jeg ikke er bange for at snakke om det, eller for at folk stiller spørgsmål. Jeg har sagt lige fra starten, at folk bare skal spørge mig, hvis der er noget, de vil vide. Jeg tror, det ville gøre mig mere ked af det, hvis de ikke spurgte mig, men i stedet brændte inde med et eller andet. Jeg aner jo ikke, hvad de tænker, og omvendt er det heller ikke noget, som man sidder og plaprer løs om til alle mulige komsammener. Så derfor fylder han rigtigt meget her, fortæller Camilla Jakobsen.

Ingen hjalp kvindelig ekspedient: Hoppede ind i bil til røvere, mens hun råbte og skreg

Risiko for hjerneskade

Da Camilla Jakobsen sidste år fandt ud af, at hun var gravid, var hun og hendes daværende kæreste ikke i tvivl om, at de ville beholde barnet.

- Det var jo sådan en babyboble af lykke, man begynder at rende rundt i, husker hun.

Til parrets første scanning, hvor Camilla Jakobsen var 12 uger henne, så alt fint ud. Den samme besked fik de, da de otte uger senere tog til deres anden scanning på Regionshospitalet i Randers, hvor de også fik at vide, at Camilla Jakobsen ventede sig en dreng.

Men da scanningen viste, at drengen ikke var så stor, ønskede personalet at sende Camilla Jakobsen videre til Aarhus Universitetshospital, Skejby, for at undersøge, hvad årsagen var.

Her fik parret i første omgang at vide, at alting så fint ud, om end drengen lå udenfor sine skalaer. Så det var først da en overlæge også blev kaldt ind, at de fik den besked, der fik boblen til at briste.

Overlægen fortalte parret, at drengens hjerne var 14 dage underudviklet, og at det betød, at der ville være 50 procents chance for, at han ville blive hjerneskadet.

- Så vi skulle vælge, om vi ville stoppe graviditeten her, eller om vi ville tage chancen og så håbe på det bedste, fortæller Camilla Jakobsen.

Beskeden ramte parret som et lyn fra en klar himmel.

- Jeg kan huske, at jeg bare græd. Han (overlægen, red.) snakkede og fortalte alt muligt, men jeg kan faktisk ikke rigtigt huske, hvad han sagde. Og så gik det ligesom bare i stå derfra, fortæller Camilla Jakobsen.

På vej hjem i bilen var der stille. Først da parret kom hjem tog de hul på samtalen om, hvad de skulle gøre, og efter en længere snak, også med parrets forældre, om for og imod, traf parret en beslutning om at afbryde graviditeten med støtte fra familien.

- Vi var begge to enige om, at vi ikke ville byde hverken os selv eller en lille dreng at have sådan et liv, fortæller Camilla Jakobsen.

En rigtigt barn

Camilla Jakobsen mødte derfor efter aftale med hospitalet frem på Regionshospitalet i Randers, dagen før den planlagte abort, hvor hun efter at have skrevet under på en samtykkeerklæring fik to piller og et glas vand til at sætte graviditeten i stå.

- Jeg kan huske, at jeg sad og kiggede på det. Jeg var totalt i chok og gjorde bare, hvad jeg fik besked på, husker hun.

Efter lidt tid på sygehuset fik parret lov til at tage hjem igen, med en besked om Camilla Jakobsen skulle holde sig i ro og møde frem til den planlagte fødsel dagen derpå.

Dagen efter mødte parret og Camilla Jakobsens mor derfor frem på hospitalet igen, hvor Camilla Jakobsen blev lagt i en sygeseng.

- Jeg fik at vide, at enten så fungerede det, som det skulle, med presseveer og veer, eller også ville han bare, du ved, falde ud. Det kom an på, hvor stor han var, hvilket de ikke vidste. Så jeg kan huske, at jeg lå i sygehussengen og ventede. Jeg turde næsten ikke rejse mig eller røre på mig, fortæller hun.

Kort efter begyndte veerne, og efter en time var Bastian født.

- Jeg havde jo troet, at det var sådan et lille monster, der kom ud. Jeg havde jo ikke forventet, at det var en lille baby. Men det var det, fortæller hun.

- For mig lignede han en, der godt kunne have overlevet. Det har jo kun været alt det indvendige, der var noget galt med, siger hun.

Alligevel var oplevelsen for overvældende til, at Camilla Jakobsen ønskede at røre ved det dødfødte barn.

- Jeg havde sagt til personalet, at de skulle tage ham med ud. Jeg skulle ikke have ham op eller noget. Han skulle bare ud, så vi selv kunne få lov til at styre tempoet, fortæller hun.

Smerter som fødsel

Senere, da parret var kommet mere til sig selv, kom drengen ind i en krybbe, pakket ind i et tæppe og med hue på. Og så snart parret fik for meget, kunne de hive i en snor, og så kom personalet og hentede ham igen.

- Så han røg sådan lidt ind og ud, for det var også lidt mærkeligt, fortæller hun.

Alligevel var det også mærkeligt for Camilla Jakobsen at tage afsked med det lille barn, da parret efter fire timers tid på sygehuset besluttede sig for at tage hjem.

- Men jeg tror, det blev lidt for meget for min ekskæreste. Jeg kunne godt mærke på ham, at nu skulle vi hjem, husker hun.

Parret fik derfor drengen ind en sidste gang for at sige farvel. Og så tog de hjem.

Men selvom de ikke fik et barn med hjem, reagerede Camilla Jakobsens krop stadig som, hvis hun havde født et levende barn. Derfor fik hun blandt andet piller til at stoppe mælkeproduktionen og havde derudover smerter i underlivet efter fødslen.

- Hvis man nu havde fået noget ud af at have de her smerter, så havde det måske været noget andet. Så jeg kan huske, at jeg var meget uforstående overfor, at det skulle gøre så ondt, siger Camilla Jakobsen.

Ikke så slemt

Dagen efter fødslen blev Camilla Jakobsen sygemeldt fra sit arbejde. Og to måneder efter fødslen gik parret fra hinanden.

- Det min ekskæreste og jeg holdt hinanden op på var, at når vi havde fået svar fra sygehuset på obduktionen, så skulle vi prøve at få et barn igen. Det var det, han sagde til mig, når jeg var rigtigt ked af det. Så det skulle jo nok gå. Vi skulle bare have et nyt barn. Så da han valgte at gå fra mig, væltede hele min verden endnu engang, siger Camilla Jakobsen.

Omkring samme tidspunkt var hun vendt tilbage til arbejdet som frisør, i første omgang blot for at være på stedet uden at arbejde. Det begyndte hun så småt på efter endnu en måned. Og først 4,5 måned efter sygemeldingen kunne hun raskmelde sig for at arbejde fuld tid i salonen igen.

- Jeg var rædselsslagen for at vende tilbage. Jeg vidste jo ikke, hvordan folk ville reagere, hvad de ville spørge om, og hvad de ville sige, husker hun.

Men det viste sig hurtigt, at det for Camilla Jakobsen var langt bedre at tale om oplevelsen end at gemme den væk.

- Folk var meget forstående. Der var selvfølgelig nogle, jeg var tættere på end andre, der kunne spørge lidt mere ind til det. Men det var faktisk ikke så slemt, som jeg havde frygtet, fortæller hun.

Svar på obduktion

Derudover hjalp det væsentligt på sagen, at parret efter fire og en halv måneds ventetid endelig fik svar på nogle af de spørgsmål, de gik med, da obduktionsrapporten i august blev præsenteret for dem af en overlæge fra Regionshospitalet Randers.

- Jeg havde jo haft denne her tanke om, hvorfor jeg ikke havde mærket, at noget var galt, hvis han var så syg. Men det viste sig, at hverken han eller jeg fejlede noget. Det var simpelthen min moderkage, der var noget galt med, så den ikke fungerede, som den skulle, fortæller Camilla Jakobsen.

På mødet fik hun også svar på, hvad der ville være sket, hvis hun havde valgt at fortsætte graviditeten.

- De mente, at jeg lige så godt kunne have stået i Bilka, hvor vandet var gået en uge eller 14 dage til en måned efter, og ellers havde han bare været død inde i maven, fordi han ikke fik næring nok. Så efterfølgende har det været den rigtige beslutning, jeg har truffet, for os alle tre, tror jeg. Også selvom det var hårdt dengang, siger hun.

En dag ad gangen

Der nu er gået otte måneder siden, at Bastian blev dødfødt. Og selvom Camilla Jakobsen endnu ikke er helt ovenpå efter oplevelsen, har hun lettere ved at tackle sin sorg i dag.

- Nogle gange er jeg blevet spurgt om, hvordan jeg har kunnet komme mig over Bastians død. Og hvis der var nogen, der da jeg blev gravid havde fortalt mig, at jeg ville miste mit første barn, så havde jeg bedt dem om at indlægge mig på psykiatrisk afdeling, for det ville jeg da aldrig kunne overleve. Men det, der skete, kan man ikke forberede sig på. Man bliver bare nødt til at tage det en dag ad gangen. Og det er det, jeg har gjort, siger Camilla Jakobsen.

I hendes tilfælde har det hjulpet hende meget i sin sorgproces at gribe fat i forskellige folk for at tale om sin sorg og få svar på nogle af de spørgsmål, hun sad tilbage med efter oplevelsen.

Blandt andet har hun været i kontakt med en hospitalspræst, der har hjulpet hende med at få navngivet sønnen ved at skrive Bastian ind i den lokale sognebog og med at sætte et møde i stand med en af de jordemødre, der var til stede under fødslen. Derudover har hun har været i kontakt med Landsforeningen for Spædbarnsdød, der har hjulpet hende gennem samtaler og sat hende i kontakt med forældregrupper.

- jeg tror, det er vejen frem for de fleste at snakke om det, siger Camilla Jakobsen.

- Men det er stadigvæk noget med at tage en dag ad gangen. Nogle dage kan jeg godt vågne op og være glad, hvor alt går fint. Men jeg kan også have nogle dage, hvor jeg har drømt om det, og bare er dybt ulykkelig, fortæller hun.