Vi bruger cookies!

amtsavisen.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.amtsavisen.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Salg af slave-øer finansierede mursten til Randers Statsskole

Sugar-cake Marie kaldes kvinden her, der boede på Sankt Croix. Foto: Det kgl. Bibliotek

Salg af slave-øer finansierede mursten til Randers Statsskole

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Landets fornemste bygninger er finansieret af de enorme fortjenester, som danske handelsmænd tjente på trekant-ruten mellem København, Guldkysten og tidligere Dansk Vestindien. Danmark arbejdede sig op til at være syvende største slavehandlende nation.

Randers: Det var en fantastisk givtig forretning at sejle slavegjorte afrikanere fra Guldkysten og videre til Caribien, hvor de blev solgt som arbejdskraft i sukkerplantagerne.

Konceptet var genialt, set ud fra et merkantilt økonomisk synspunkt. For der var handelsmænd, der blev ufatteligt rige. Når man står og kigger på Det gule Palæ i København eller på det, der i dag hedder Odd Fellow Palæet eller på Molktes Palæ på Amalienborg, ja, så kan man sende slaverne på De vestindiske Øer en tanke. For der er en tydelig forbindelse mellem rigdommen og slaveriet.

Det var takket være slavernes umenneskelige arbejde og forhold, at de danske købmænd blev velhavende og kunne bygge de store huse, der også tæller herregårde som Lindenborg Gods i Himmerland, Dronninglund Slot, Hellebækgård, Lerchenborg Gods og mange flere.

Man fragtede våben og bomuldstekstiler til Guldkysten, hvor lokale stammer stod klar til at aftage varerne mod til gengæld at byde ind med mennesker, der blev gjort til slaver og sendt til de tre danske øer - Sankt Croix, Sankt Jan og Sankt Thomas. Her arbejdede de i sukkerplantagerne, og råmaterialet fra sukkerplanten blev fragtet til Danmark, hvor det blev raffineret på sukkerraffinaderierne og solgt som eksklusiv luksusvare. Danske slaveskibe bragte flere end 100.000 mennesker fra Guineakysten til slaveri i Caribien. Et af de mest kendte skibe bar navnet Den gyldne Ørn.

Statsskolen vil styre elektronikken i klasselokalet

Man solgte nogle øer og deres mennesker

Sædvanligvis plejer nyt land at være affødt af krige. Men ikke i tilfældet De danske vestindiske Øer.

De blev solgt for cool cash. 25 mio. dollars eller ca. 100 mio. kr. indbragte salget af øerne med alt - inklusive jord, mennesker. Alt. Køber var USA, der fik øerne overdraget 31. marts 1917. Forinden havde en dansk folkeafstemning i midten af december 1916 sagt ja til salget med stemmeflerhed på 64,5 pct. Ved den lejlighed stemte kvinder og tyende for første gang.

Dermed var 300 års dansk kolonisering i Caribien slut og et mørkt kapitel i historien færdigt. Men det var givetvis ikke på grund af de tidligere slavers forfærdelige forhold, at danskerne stemte for salget. Det var nok mere tilskyndet af, at det var blevet en dyr fornøjelse at have de øer, der ikke længere kunne bringe rigdom til København.

Derimod kunne de penge, den danske stat kradsede ind ved salget af De danske vestindiske Øer gøre gavn på forskellige egne af Danmark. En pæn del af pengene gik nemlig til en slags datidens egnsudviklingsstøtte, hvor især det genforenede Sønderjylland efter afstemningen i 1920 fik en pæn portion at gøre godt med. Men også andre steder i landet dryssede staten guldstøv over aktiviteter til fremme af udviklingen. Blandt andet i Randers, hvor staten spædede i kassen, da man besluttede at flytte sin latinskole op på Rådmands Boulevard og hyre den berømte arkitekt Hack Kampmann til at tegne det, der i dag hedder Randers Statsskole.

Da øerne blev solgt var handlen med slaver for længst blevet forbudt og endeligt knæsat i 1848 af den danske guvernør Peter von Scholten, der dette år erklærede slaverne på Sankt Croix for frie. Det skete i øvrigt uden konsultation med København.

Herpå fulgte en række sociale og økonomiske problemer på øerne og i særdeleshed med at skaffe rentabel arbejdskraft til sukkerplantagerne. Fra at have været en lukrativ forretning blev øerne en belastning. Og man forsøgte ved flere lejligheder at komme af med dem.

Men først under 1. Verdenskrig var der bid.

Solgt uden at blive spurgt

Amerikanerne var alligevel interesseret i de tre små øer i Caribien. For det første var de bange for tysk indflydelse i området, for det andet var Panama-kanalen åbnet i 1913. I den forbindelse blev havnen i Charlotte Amalie pludselig interessant, fordi den var knudepunkt for en stor del af handlen i Caribien. Og den måtte tyskerne endelig ikke få fingrene i. Amerikanerne frygtede, at tyskerne skulle besætte Danmark og dermed få adgang til Caribien.

Derfor kom der gang i forhandlingerne, der indebar, at Danmark fik 25 mio dollars, ligesom amerikanerne anerkendte Danmarks krav på Grønland.

De valgbare danskere stemte for, mens beboerne på øerne, dem det hele handlede om, end ikke blev spurgt.

I dag hedder øerne US Virgin Island. 100-året for ø-handlen blev fejret i marts i år, hvor bl.a. statsminister Lars Løkke Rasmussen deltog. Spørgsmålet om undskyldning for slavetiden var oppe at vende, uden at det blev effektueret fra officiel side. Til gengæld kunne statsministeren og de andre prominente gæster konstatere store sociale og økonomiske problemer på øerne, hvor krydstogtsejlads er vigtigste indtægtskilde.