Søren Ryge Petersens mindeord om Anders Chr. Sørensen, 'Skuregården', Rostved,

Anders Christian Sørensen (f. 9. juli 1930 - 7. maj 2016[1]) og Julius Vestergaard Gregersen (f. 4. december 1919 - 25. juli 2005) var et brødrepar fra Djursland. De blev landskendte da Søren Ryge Petersen i 1984 flyttede til Djursland, og efterfølgende lavede en række programmer om de to ungkarle. Det første program blev sendt i 1990.


Søren Ryge Petersens mindeord om Anders Chr. Sørensen, 'Skuregården', Rostved,

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Anders Christian Sørensen (f. 9. juli 1930 - 7. maj 2016[) og Julius Vestergaard Gregersen (f. 4. december 1919 - 25. juli 2005) var et brødrepar fra Djursland. De blev landskendte da Søren Ryge Petersen i 1984 flyttede til Djursland, og efterfølgende lavede en række programmer om de to ungkarle. Det første program blev sendt i 1990. Her er Søren Ryge Petersens mindeord

Jeg har lavet fjernsyn i 37 år, og det er blevet til mange hundrede programmer, hvoraf de fleste er glemt for længst. Jeg ved dog med sikkerhed, at en håndfuld af dem vil blive husket i mange år endnu, og det er egentlig utroligt. At jeg over en periode på 15 år, fra 1990 til 2005 lavede syv programmer om Anders og Julius. Godt et halvt dusin små programmer á 28½ minut. De handler om to ældre brødre, der lever på en gård på Djursland. De har ikke vundet en million, de lider ikke af uhelbredelige, sjældne sygdomme, de har ikke udført store bedrifter - de lever bare et jævnt og virksomt liv på deres gård og deres jord. Men deres daglige gøremål, deres udstråling og ikke mindst deres sprog var af en sådan karakter, ægthed og styrke, at de brændte igennem skærmen, som man siger.

Det er uigenkaldelig slut nu. Julius døde i 2005, træt og mæt af dage. Anders døde den 6. maj 2016, 85 år gammel, og det gik ikke helt, som han havde håbet. Det blev faktisk ret træls.

For Anders og Julius har hele deres liv sat en ære i at passe sig selv og klare sig selv. Da Julius døde, blev Anders både alene og ensom, men han nægtede at gøre noget ved det. Enhver tanke om hjælp til f.eks. mad og rengøring blev afvist, og selv om helbredet blev dårligere og dårligere, kunne ingen få ham til at gøre noget som helst for at lette dagligdagen. Den eneste luksus, som kun blev til under stort pres, var at skifte det gamle brændefyr ud med et oliefyr, og enhver tanke om at flytte til noget mindre og nemmere blev afvist med 'jeg skal bæres herfra'. Anders kunne simpelthen ikke forestille sig at bo andre steder end på den gård, hvor han er født og har levet og knoklet hele sit liv.

Men den 29. januar skete katastrofen. Han havde i længere tid klaget over benet og foden, og nu kunne han næsten ikke gå mere, men den havde vi hørt før. Anders har haft ondt et eller andet sted i det meste af sit liv og har aldrig lagt skjul på det. Men den dag bad Ingrid, som var på besøg, om at se foden, og tæerne var sorte. Hun ringede efter lægen og ringede efter mig, og lægen sagde 'det er koldbrand, du skal på sygehuset.'

Anders ville ikke på sygehuset, hvorpå lægen sagde, at det var han nødt til, for ellers ville han dø. Da han en halv time senere blev båret ud i en ambulance, græd han højlydt, og han vidste ikke, at de næste tre måneder ville blive trælse ud over enhver forstand.

For de ville jo amputere hans ben. Han var skrækslagen og sagde nej. De sendte ham hjem, og han kom på det lokale rehabiliteringscenter. De sagde, at han kunne dø af blodforgiftning, og det forstod Anders godt, for de havde engang en ko, der pludselig var død af blodforgiftning, fordi den havde koldbrand i yveret. Så fik Anders savet benet af og var sikker på at dø. Så kom han tilbage til rehab. Så fik han trommesyge og røg på sygehuset. Tilbage til rehab. Så lungebetændelse og sygehus og tilbage igen. Og blærebetændelse og sygehus og tilbage igen. Hvorpå de 6 uger på rehab var gået, og han kom i plejebolig - dog med endnu en lungebetændelse og sygehus først.

Han nåede en uge i sit nye hjem, en hyggelig lille bolig med udsigt over en mark. Han nåede at tænde sin pibe og drikke en øl, helt lovligt. Han nåede et lille glimt af optimisme og en enkelt TV-avis. Så kom lungebetændelsen igen og sygehuset, og så sluttede livet for Anders - stille og fredeligt, uden angst eller smerter. Han drak sin sidste halve dåseøl med sugerør aftenen inden han døde.

Anders blev begravet på Bregnet Kirkegård ved Rønde torsdag den 12. maj, mens gøgen kukkede, og verden var et brus af lysegrønt. Han ligger ved siden af sin mor, og Julius ligger på den anden side. De var uadskillelige, så længe de levede, og sådan vil det stadig være.

Mindet om Anders og Julius vil leve længe endnu, for TV-programmerne blev klassikere. I 2010 blev de udgivet på DVD, og der blev solgt 50.000 styk på tre måneder. Året efter kom bogen om Anders og Julius, og den solgte lige så mange. Så da Anders kom på sygehus og plejehjem, var han ikke hvem som helst og blev genstand for stor opmærksomhed. Jeg købte det lille restoplag af bogen (udsolgt nu) og gav Anders en kassefuld. Det betød, at han i de sidste måneder af sit liv med stor fornøjelse forærede bogen til alle dem, der passede ham og var flinke. På gode dage kunne de endda få ham til at signere den, og da han døde, var kassen tom.

Søren Ryge Petersens mindeord om Anders Chr. Sørensen, 'Skuregården', Rostved,

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce