Den tykke dreng, kamelerne og den store plan

U21-EM i 2011 er et af de højdepunkter i Mikkel Andersens karriere, der giver gnisten til at fortsætte. Foto. Scanpix

Den tykke dreng, kamelerne og den store plan

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Hård kamp. Indtil videre har 80 procent af Mikkel Andersens målmandskarriere budt på hårde tider. Derfor gælder det om at knuge sig hårdt fast til de succesoplevelser, der gør det hele værd. Og med hårdt arbejde skal der nok komme mange flere af dem, er han sikker på.

Den storedrengedrøm: på kontrakt hos en engelsk fodboldklub allerede som 18-årig, sæsonens spiller for Bristol Rovers og på Årets Hold i League One - den tredjebedste engelske række - i 2009/10 og et af de store lyspunkter på det danske U21-hold ved EM i 2011.

Selvom han har stået i skyggen, og været udlejnings-yoyo for Reading FC stort set hele karrieren, har Mikkel Andersen ikke svært ved at finde klare højdepunkter i sit 25-årige målmandsliv. Og dem holder han godt fast på.

»Det kan godt være, at 70-80 procent af min karriere indtil videre har bestået af hårde perioder, men når man så pludselig står ved en U21-slutrunde - endda som en af de bedste - så er det det hele værd. Og jeg er sikker på, at der nok skal komme mange flere lyspunkter,« fortæller Mikkel Andersen, som for tiden frister en tilværelse som andenmålmand hos Randers FC.

Og når han kigger tilbage på de sidste 10 år, kan han ikke pege på én eneste ting, han ville have gjort om.

»Jeg kender ikke mange på min alder, der har fået de erfaringer og oplevelser, som jeg har. Drengedrømmen om at leve af at spille fodbold i England gik tidligt i opfyldelse for mig, jeg har spillet 100 liga-kampe i England og Danmark og jeg har været med til en U21-slutrunde. Det er det, jeg sætter mig ned og tænker på, når tingene engang imellem trækker tænder ud. Det, og så det faktum, at jeg som 25-årig målmand sagtens kan have 15 gode år endnu. Målmænd er tit ældre, før de topper, og 25 år som målmand svarer vel til en angriber på 19-20 år eller endnu yngre. Derfor regner jeg også med, at de næste par år fortsat kommer til at gå med, at suge til mig,« forklarer Randers FC-keeperen, der allerede som 11-årig valgte håndbolden fra for at satse helt på fodbolden.

»Det var et ret logisk valg. Der var nok flest piger i håndbold, men pengene var i fodbolden. Og hvis man havde penge nok, så ville pigerne jo også komme, kan jeg huske, jeg tænkte.«

Dengang stod det ikke skrevet i sol og måne, at målmanden allerede som 17-årige skulle vække interesse i både Premier League og Serie A, hvor det blev til prøvetræninger i både Tottenham, Udinese og Reading, mens han blandt andet blev nødt til at takke nej til invitation fra Liverpool. Der var formentlig heller ikke mange, der havde gættet på, at han skulle blive en af de yngste målmænd i 1. division nogensinde.

For indtil han blev junior-spiller, var Big Mac, som han blev kaldt (ja, han havde lidt mere på sidebenene dengang - en tyk knægt, kalder han sig selv), sjældent i betragtning til førsteholdet.

»Men jeg har altid haft en vilje til at være den bedste. Jeg ved godt, at jeg ikke var den, men jeg stræbte altid efter at blive det. Ligemeget, hvad det handlede om.«

Og en dag kom han i hænderne på målmandstræner Jens Petersen. Og selvom han siden er blevet opdraget i den hårde engelske fodboldskole, som han blev en del af allerede som 18-årig, da han skrev under på en kontrakt med Reading FC, ser Mikkel Andersen mødet med målmandstræneren i AB, som det største kulturchok i karrieren.

Han husker stadig dengang aftensmaden - en pastaret - vendte sig maven, inden den fandt tilbage, hvor den kom fra og måtte ud på græsset nede i hjørnet af Bane 3 på anlægget i Gladsaxe efter en hård opvarmning.

Efter den grin og hån, der følger med sådan en manøvre, hørte Mikkel Andersen dog til sin lettelse målmandstræneren sige, at de nok hellere måtte lave dagens planlagte træning om.

»Men da jeg så fandt ud af, at det betød, at keglerne blev fundet frem, elastikkerne bundet rundt om dem og at det ellers stod på en time med fald på maven, når vi skulle ud og bokse til boldene og godt med hårde løb, var jeg knap så begejstret. Han kørte os virkelig hårdt, men samtidig var der en god forståelse mellem os, og han var god til at forberede mig på, hvad der blev forventet af mig og hvad jeg selv kunne forvente. Når jeg tænker tilbage på det, var det en fantastisk tid, men også en tid jeg ikke rigtig har lyst til at opleve igen. Det var hårdt, og der skulle tit lidt overvindelse til, for at få pakket tasken og tage til træning. Men jeg gjorde det hver gang, og jeg er sikker på, at den tid har rustet mig til meget af det, jeg senere har været igennem,« fortæller målmanden, der hurtigt blev hevet op til ynglingene, selvom han kun var junior-spiller, og snart derefter, som kun 16-årig, kom med ind omkring ABs førsteholdstrup.

Som 17-årig kom første tilbud så fra det store udland. En træningslejr med kampe mod Reading og Norwich fik Reading til at tilbyde Mikkel Andersen at komme på prøvetræning. Og det gik godt.

Rigtig godt.

Snart lå der et kontraktudspil til den unge målmand, der over de seneste år havde smidt størstedelen af hvalpefedtet. Men selvom fristelsen var stor, valgte han at blive hjemme hos AB, hvor han lige var kommet ind omkring førsteholdet og begyndte at kunne lugte kampe i 1. division. Der skulle også lige gå et års tid, før han var klar til at forlade mors kødgryder.

»På det tidspunkt følte jeg mig bare ikke parat til at tage springet. Jeg tror heller ikke, jeg ville have klaret det så godt dengang,« fortæller Mikkel Andersen, der dog kun nåede syv kampe for AB, før der igen var bud efter den talentfulde keeper. Et tilbud han ikke kunne afslå. Pludselig havde både Udinese og Totteham set ham på nærmeste hold, og da Reading fik nys om, at Tottenham pønsede på at hive ham til England, gik det stærkt. Så 27. januar 2006 var han officielt en del af truppen hos League Ones førerhold og senere oprykkere til Premier League.

»På det tidspunkt havde jeg også et tilbud fra AB om en rigtig god kontrakt, men Reading trak mere. Ikke fordi jeg ville komme til at tjene særlig meget mere, men mest bare fordi, det var en stor drøm, at komme til udlandet og spille fodbold. Og så selvfølgelig også fordi Reading havde gode ambitioner på mine vegne - ligesom, de stadig har,« siger målmanden, der med glæde ser tilbage på sin start i England.

»Selvom det var den hårde vej, hele vejen igennem, så glædede jeg mig utrolig meget til det. Et år tidligere ville jeg have været mere spændt og nervøs. Nu var jeg mere euforisk og glad over at få muligheden. Og så vidste jeg jo, at træningen ikke kunne blive hårdere end den var hjemme i AB under Jens Petersen.«

Mikkel Andersen har dog efter syv år endnu sin første kamp for Reading tilgode.

Det tætteste han har været på spilletid, var da han allerede i sit første år hos klubben var blevet udtaget til at skulle sidde på bænken i en FA Cup-kamp mod Liverpool. Desværre faldt udtagelsen sammen med en bækkenskade, der var så slem, at den unge udlandsprof ikke engang var i stand til at komme til døren, når pizzamanden kom med aftensmaden.

Siden er det så blevet til optrædener for seks forskellige klubber i den næst- og tredjebedste engelske række, og nu altså på Randers FCs bænk. Og selvom det ikke har været lutter idyl, og til tider også gjort ondt, er Mikkel Andersen overbevist om, at erfaringerne er godt givet ud.

»Det har været nogle gode lærepenge, som allesammen har givet mig masser af ballast. Der er ikke noget af det jeg har oplevet, der ændret på det store billede af mine planer. Mit mål er stadig at blive den bedste, men det er selvfølgelig et vidt begreb,« erkender målmanden, der ikke har tænkt sig at spytte ud med mere konkrete planer.

»Jeg har ikke engang planlagt, hvad jeg skal have til aftensmad,« forsøger han sig med et smil.

»Jeg har en plan, men der er ingen grund til at gøre det sværere for sig selv, og slynge alt muligt ud, som jeg nok ville have gjort, da jeg var teenager og lidt mere åbenmundet.«

Hvad end målet er, er han dog ikke tvivl om, at vejen stadig er lang, og der formentlig er mange flere hurdler, der skal overvindes end den han lige nu er stødt på i Randers.

»Jeg har slugt mange kameler, og der bliver sikkert endnu flere. Men det har jeg accepteret. Jeg har aldrig fået noget forærende, og ved at der skal arbejdes hårdt, hvis man vil opnå noget. Det er jeg parat til. Og kamelerne, de bliver jo skidt ud igen på et eller andet tidspunkt. Det nytter ikke noget at gå og være bitter, frustreret og sur på andre. Det er kun ens kritikere, der får noget ud af det,« konstaterer han.

»Jeg er overbevist om, at hvis man er villig til at arbejde hårdt for noget, så skal det også nok lykkes. Heldigvis er jeg ikke udstyret med nogen tænd-og-sluk-knap, når jeg går på banen - ligegyldigt om det er træning, Superliga eller reserveholdskamp. Jeg giver mig 100 procent lige meget hvad. Og hvis det engang imellem bliver hårdt, så kan jeg jo kigge på mit fodbold-cv og tænke på, at jeg har opnået ting, jeg ikke ville have drømt om for 15 år siden.«

Den tykke dreng, kamelerne og den store plan

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce