Basket, børn og bombeangreb

Ifølge Eyad Kayali er det manges drøm i Syrien at spille basket, men man må starte tidligt, hvis man vil være god. Arkivfoto: PIERRE-PHILIPPE MARCOU / AFP PHOTO


Basket, børn og bombeangreb

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Asyl. Eyad Kayali er fra Syrien, hvor han brugte meget af sin tid på at træne børn i basket. Nu sidder han på asylcentret i Langå og savner sin familie, Syriens børn og basketball.

Mens bomberne falder i hjembyen Aleppo i Syrien, sidder 53-årige Eyad Kayali i asylcentret i Langå. I hjemlandet var han en respekteret træner hos byens to basketstoltheder, Al-Itihad og Al-Jalaa. Hans speciale er at lære børn at ramme kurven fra trepointslinien. Siden krigen brød ud i 2011, har han ikke haft mulighed for at følge sin lidenskab.

Der er langt fra Langås fredelige gader til krigen i Syrien og Aleppo. Arkivfoto: Aref Haj Youssef / Scanpix
Der er langt fra Langås fredelige gader til krigen i Syrien og Aleppo. Arkivfoto: Aref Haj Youssef / Scanpix
Foto: STRINGER/Scanpix Denmark

»Jeg savner at træne børnene. Jeg elsker børn, og jeg elsker basketball. Derfor var det en perfekt kombination for mig. Jeg bliver glad af at se lyset i øjnene på børnene, når noget, de har trænet på længe, lykkes,« fortæller han.

Efter krigen brød ud, stoppede børnene med at spille basket. Der var ikke nogen steder i området, hvor Eyad Kayali boede, der var sikre nok at spille i. Tiden var også en faktor. Militæret indførte udgangsforbud efter klokken 16, hvorfor det var umuligt at få tid til at træne.

Mens Syrien og Aleppo stadig var nogenlunde sikre at færdes i, kom børnene ofte til baskettræning. Børnene, Eyad Kayali trænede, var delt op i to aldersgrupper. De seks til otteårige var gruppe et og de ni til elleveårige var gruppe to.

Eyad Kayalis sørgmodige øjne glitrer let, når han taler om tiden som træner. En enkelt dreng skiller sig ud. Han havde et særligt talent til at ramme kurven. Han trænede hårdt og til sidst kunne han bogstavelig talt ramme kurven med bind for øjnene.

»Han skulle vide, hvor han stod i forhold til kurven. Når han gjorde det, kunne han så let som ingenting ramme kurven, selvom vi havde givet ham bind for øjnene. Det var fantastisk,« husker Eyad Kayali.

Den syriske asylsøger er ellers ikke meget for at fremhæve enkeltspillere. Basketball handler om sammenhold og ikke om individualister.

»Vil man være god til basket, skal man have et godt kendskab og forhold til sine holdkammerater. Derfor er det vigtigt for mig, at spillerne bliver bedre til at hjælpe deres medspillere, derefter kan de begynde at tænke på deres egne evner,« siger han.

Denne filosofi har han dyrket. Ved første træning spørger han hver af børnene, om de har nogle venner på holdet. Derefter sætter han spillerne sammen med deres venner.

»På den måde er jeg sikker på, at de er sammen med nogen, de godt kan lide. Dem har de automatisk lyst til at hjælpe. Derefter begynder de at hjælpe hinanden på tværs af venskaberne i truppen, og på den måde får man et godt baskethold,« lyder det fra Eyad Kayali, der efter eget udsagn kunne have drevet karrieren som baskettræner vidt.

»Jeg kunne være kommet langt, hvis jeg beskæftigede mig med basket hele tiden, men for mig vil det altid bare være en hobby, som jeg elsker højt.«

Selvfølgelig er det uretfærdigt at påstå, at det Eyad Kayali savner mest, er at træne børn i basketball. For der er ingen tvivl om, at selvom han siger, at han savner alle børn i Syrien, så er savnet til konen og de fire døtre størst.

Nogle gange bliver savnet til familien, som stadig befinder sig i Aleppo, så stort, at det går ud over hans fysik. Den er ikke den samme, som før han flygtede via Tyrkiet og Grækenland til Danmark.

»Før jeg kom til Danmark, var jeg ved godt helbred. Efter en måned heroppe fik jeg forhøjet blodtryk og jeg måtte begynde at tage medicin, hvilket jeg aldrig har gjort derhjemme,« siger han.

Nogle morgener vågner han tidligt, sætter sig ved sit bord og stirrer tomt ud i luften, mens de mørke natteskyer alt for langsomt fordufter over Langå.

Hans tale bliver langsommere, stemmen dybere og øjnene grå, når talen falder på situationen i Syrien.

Før krigen var han en succesfuld forretningsmand med fire job og et godt liv. Da krigen brød ud, valgte han at være tålmodig og vente på, at bombetogterne og de hakkende maskingeværsalver skulle drive over. Han ventede tre år og seks måneder, inden han tog flugten.

»Der kom ingen løsning. Mit håb om et bedre Syrien forduftede i takt med, at tiden gik,« siger han og fortæller om episoden, der endlig fik ham til at flygte.

»En dag sad min svoger i sit kontor og kiggede ud over gaden fra sit vindue. Pludselig så han et missil slå ned i asfalten foran bygningen. Flere mennesker blev dræbt. Nogle personer kom løbende i samme retning, missilet var kommet fra. Han styrtede ud af sit kontor for at advare dem om, at der kunne komme flere missiler. Han fik ret. Det næste missil tog også hans liv,« lyder det lavmælt.

»15 dage efter min svoger blev dræbt, flygtede jeg. Jeg kunne bare ikke mere,« siger han på gebrokkent engelsk, hvorefter han rejser sig fra stolen og forlader værelset med stive, langsomme bevægelser.

»Det er måske ikke så godt, vi snakker så meget om krigen. Han er syg, og jeg tror ikke, det er sundt for ham at tænke for meget på, hvad der sker dernede,« siger hans værelseskammerat, som også fungerer som tolk, når det engelske sprog bliver for besværligt.

Efter en tissepause sætter Eyad Kayali sig igen i stolen. Han smiler lidt forlegent, og hurtigt glider snakken igen over i yndlingsemnet, børn og basket.

For selv om hans liv er sat på stand by i Danmark, drømmer han om at genoptage trænergerningen. Lige nu går han med tanker om, hvordan basket kan forene mennesker.

»Jeg kunne godt tænke mig at arrangere en basketkamp, hvor syriske og danske børn spiller sammen. På den måde kunne de lære hinanden at kende, og de kunne se, at vi slet ikke er så forskellige fra hinanden,« siger han og håber, at nogen på et tidspunkt vil bruge hans evner her i Danmark.

»Det ville også være fantastisk for mig at prøve at træne nogen i basket heroppe. Det tror jeg, både jeg og de kunne lære meget af.«

Han rækker hånden frem, takker for interviewet, huden er kold og glat.

»Når du nu har hørt min historie, hvad tænker du så om mig?« spørger han.

Eyad Kayali har ikke ønsket at lade sig fotografere til denne artikel.

Basket, børn og bombeangreb

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce