Portræt: Fra håndboldtalent til Randers FC-træner

Olafur Kristjansson glæder sig til at sparke et nyt kapitel i trænerkarrieren igang, når det mandag går løs mod FC Midtjylland. Foto: Lars Rasborg

Foto: Lars Rasborg/Scanpix Denmark

Portræt: Fra håndboldtalent til Randers FC-træner

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Han har få gange fortrudt, at han ikke valgte håndbolden frem for fodbolden tilbage i 1986. 30 år senere
glæder Olafur Kristjansson sig dog over, hvad fodbolden siden har givet ham, og glæder sig til at tage hul på et nyt kapitel i den lange trænerkarriere, når han mandag for første gang sender Randers FC i kamp.

Det føltes som en evighed med Dr. Phil og masser af kaffe hjemme i sofaen i Farum, før telefonen ringede, og Olafur Kristjansson kunne skimte sit næste trænerjob.

Efter Tom Vernon og Right to Dreams overtagelse af FC Nordsjælland i vinterpausen var Kristjansson blevet fritstillet fra jobbet som cheftræner, men valgte at blive boende i Danmark. Både så hans hjemmeboende søn og datter kunne fortsætte skolegangen, konen beholde sit job og han selv kunne forfølge drømmen om at fortsætte trænertilværelsen i Danmark.

»Førsteprioriteten var at blive i Danmark, mens jeg også var åben for muligheder i Norge og Sverige. Vi var også så småt begyndt at overveje at flytte tilbage til Island som en mulighed. Det var ikke en scenarium, jeg ville have været utilfreds med, men jeg håbede på at kunne blive i Danmark. Heldigvis endte det med, at jeg fik chancen i Randers,« siger den nye Randers FC-træner.

»Når jeg kigger tilbage på vinteren og foråret nu, var det jo ikke særlig lang tid, jeg gik uden at have noget at lave. Jeg fik jo også nogle opgaver for det islandske fodboldforbund i forhold til at scoute op til EM-slutrunden, mens jeg også havde et par job for islandsk tv. Men da jeg sad i det, føltes det som enormt lang tid. Der kunne jeg virkelig mærke lysten og længslen efter at komme ud og træne et fodboldhold igen,« fortæller han.

Nu sidder han klar til at åbne et nyt kapitel i trænerkarrieren, når Randers FC på mandag åbner Superligaen med en udekamp mod FC Midtjylland.

»Lige nu er jeg glad for, at tingene gik som de gik i Nordsjælland. Hvorfor? Fordi ellers havde jeg ikke siddet her i Randers i dag,« konstaterer han.

Håndbold eller fodbold

De små fire ugers optakt, han ind til videre har haft til at gøre Randers-truppen sæsonklar er blot et lille udsnit af en lang trænerkarriere, der startede allerede, da den 48-årige fodboldtræner var 16.

Og mens trænergerningen de sidste mange år kun har handlet om fodbold, omfavnede han i de unge år også håndbolden. Dengang dyrkede han også begge idrætsgrene på højt niveau, og var en del af ungdomslandsholdet i både fodbold og håndbold.

Han husker stadig den dag, da han som 18-årig traf beslutningen om at satse på fodbolden. Og selvom han generelt ikke gør meget i at fortryde, men holder fast i at kigge fremad og gøre noget ved de ting, man kan gøre noget ved i stedet for at ærgre sig over det, man alligevel ikke kan ændre, har han i tidens løb alligevel ikke kunnet lade være med at tænke på, om det nu også var den rigtige beslutning at gå fodboldvejen.

Det kom som lidt af en trodsbeslutning op til U21-VM-slutrunden i håndbold i 1986.

»I løbet af de træninger, vi havde hen over sommeren, sagde U21-landstræneren til mig, at hvis jeg skulle med til VM, så skulle jeg stoppe med at spille fodbold. Det syntes jeg var lige hårdt nok, og jeg havde ikke tænkt mig at opgive fodbolden. Så det endte med at, jeg droppede håndbolden i stedet,« fortæller han.

»Det er noget, jeg ind imellem har fortrudt. Især i 1992, da jeg så flere af mine gamle holdkammerater løbe på banen ved OL i Barcelona. Der kunne jeg ikke lade være med at tænke på, om det kunne have været mig. Men når jeg kigger tilbage på det i dag, er jeg godt tilfreds, og synes, jeg har fået skabt mig en fin karriere inden for fodbolden. Især som træner,« lyder det fra Kristjansson, der dengang i 1992 kunne se de gamle holdkammerater tage fjerdepladsen i Barcelona.

Mens harpiksen blev lagt på hylden, fortsatte fodbolddrømmene - både som spiller og træner. Frem til 1995 i barndomsklubben FH Hafnarfjörður, inden turen gik et enkelt år til KR Reykjavik og endte i Aarhus, hvor AGF hentede ham til i 1997.

Og da fodboldalderen begyndte at trykke omkring årtusindeskiftet, spilletiden i AGF blev mere sparsom og muligheden for at komme ind over U19-holdet som træner, var der ingen tvivl.

»Det har altid været klart for mig, at jeg skulle være træner, når det var slut med at kunne spille fodbold. Det at træne eller undervise på en eller anden måde har altid ligget dybt i mig, så da jeg fik muligheden for at træne U19-holdet i AGF, så jeg det som en god chance,« forklarer Kristjansson, der dengang havde den senere Randers FC-træner Ove Christensen som chef på førsteholdet i AGF.

Tilbage til Island

Efter to år som U19-træner var det tid til at tage næste skridt, så islændingen kunne nu kalde sig assistenttræner på førsteholdet, inden hjemlandet i 2004 igen trak.

Første store træneropgave på Island blev som vulkanslukker i Fram Reykjavik, der i juni måned - midt på sæsonen - lå til nedrykning, men med Kristjanssons hjælp klarede sig fri. Andet år var knap så vellykket, og den foregående sæsons redningsmand måtte se sig gået som cheftræner efter en nedrykning.

Næste opgave blev i Breidablik, hvor Kristjansson fik en central rolle i bestræbelserne på at udklække spillere til at tage turen videre ud i den professionelle verden. Et spring, der tidligere havde været enormt for de islandske spillere, der var vant til en kort sæson og en tilværelse, hvor arbejdet kom før fodbolden.

»Et af mine mål i Breidablik var at træne spillerne så vidt muligt på samme niveau, som man ville gøre i Danmark, Sverige eller Norge. En af de store forskelle på Island og Danmark er bare de professionelle tilstande, hvor fodbold i Danmark kan være en levevej, mens det sjældent er muligt på Island,« fortæller træneren, der dog hurtigt fik opbygget en kultur, hvor spillerne mødte ind til individuel træning klokken 6.30 tre-fire morgener om ugen, inden arbejds- eller skoledagen begyndte. Når arbejdet så var overstået gjaldt det holdtræningen. Og mens de øvrige klubber holdt sig til sæsonen, der strakte sig fra maj til oktober, forsøgte man i Breidablik at gå igennem året, som hvis man spillede i en af de andre nordiske ligaer. Med en nybygget hal kunne man spille fodbold hele året, og i Breidablik sigtede man efter at spille mindst 10 kampe ud over de 22 plus pokalkampe, der var fastlagt i den ordinære sæson.

Efter tre år gav satsningen pote med klubbens første titel nogensinde., da man i 2009 tog pokalen. Årets efter hentede man mesterskabet til Breidablik, mens målet om at udvikle spillere til at rykke ud i den store verden også begyndte at lykkes.

»Fra 2008 til jeg stoppede i 2014, nåede vi at sælge 16 spillere, så det lykkedes i høj grad,« konstaterer han.

Dansk fodbold trak igen

Selvom han trivedes godt i Breidablik, hvor han i modsætning af spillerne bestred et fuldtids-fodboldjob med ansvaret for både førstehold og udviklingen af ungdomsafdelingen, trak minderne fra dansk fodbold stadig i ham efter 10 års fravær.

»Det er mest noget, jeg har tænkt over bagefter, men når jeg kigger tilbage, kan jeg se, at motivationen ikke længere var helt, hvad den havde været. Jeg længtes efter en fodboldsæson som i Danmark, hvor man spiller det meste af året. Det kunne jeg mærke, når vi gik til pause i september eller oktober måned, og vidste, at det først blev alvor igen til maj. Jeg vil ikke sige, jeg blev deprimeret, men det var tæt på. Det er lang tid at gå og arbejde med de individuelle færdigheder, og selvom det kan have sine fordele, så kunne jeg godt mærke, at jeg savnede de betydende kampe,« fortæller træneren, der derfor heller ikke skulle overveje det mange gange, da han i 2014 blev kontaktet af FC Nordsjælland, som han i forvejen havde haft enkelte scouting-jobs for.

»Jeg havde fine relationer til Nordsjælland, og selvom jeg stadig havde et år tilbage af min kontrakt i Breidablik, havde jeg også en klausul om at jeg kunne gå, hvis jeg fik et tilbud fra udlandet, så det passede mig rigtig fint at få den mulighed,« fortæller Kristjansson, der altså nåede halvandet år i FC Nordsjælland, inden det internationale konsortium med Tom Vernon i spidsen altså kom ind og sendte islændingen ud i kulden, mens man hev forgængeren Kasper Hjulmand tilbage på trænersædet i Farum.

Kedelig eller ej

Og så blev det tid til kaffe, Dr. Phil, et par jobs hos fodboldforbundet og det nationale tv, inden Olafur Kristjansson i maj måned kunne kalde sig kommende Randers FC-træner. Dermed er vi også tilbage til der, hvor denne artikel startede.

»Lige nu, er jeg glad for, at tingene gik som de gik i Nordsjælland. Hvorfor? Fordi ellers havde jeg ikke siddet her i Randers i dag,« siger cheftræneren, der i sine første uger som Randers-mand har levet et pendlerliv mellem familien i Farum og arbejdet på Viborgvej.

Det slutter dog 1. august, når han og familien flytter ind i et hus i Gammel Hornbæk - lidt væk fra fodboldspiller-ghettoen i Over Hornbæk.

»Jeg kan forstå, at Colin Todd boede i samme kvarter, som mange af spillerne også gjorde, men både for min egen og spillernes skyld, har jeg det bedst med at bo et andet sted. Det giver lidt mere personlig frihed til begge parter, at man ikke støder ind i hinanden hele tiden,« forklarer cheftræneren, der glæder sig til at falde helt på plads i Randers efter de første uger, hvor det udelukkende har handlet om at få styr på tingene i Randers FC.

Og så glæder han sig til, at Superliga-sæsonen endelig bliver sparket igang - for hans eget vedkommende på mandag - så han selv kan se, om holdet er så klar, som han føler, det burde være, og ikke mindst så han endelig kan blive bedømt på sin fodboldfaglighed frem for al den snak og gisninger jobbet som ny træner fører med sig.

En af de påstande han har måtte lægge ører til i ventetiden på den ny sæson, har været, at han skulle være en mere kedelig type, end så mange andre Superliga-trænere. En påstand han har valgt mest at trække på skuldrene over, men som han alligevel ikke kan lade være med at kommentere på.

»Min ældste datter er hjemme på besøg for tiden, og i aftes sad jeg og hørte en podcast fra et interview jeg havde lavet, hvor vi også kom ind på det med, at jeg skulle være kedelig. Hun spurgte, hvad det gik ud på, og da hun havde fået det forklarede, sagde hun: »Så skulle de da prøve at komme hjem og se dig, når du sad herhjemme ved køkkenbordet, eller når I får gæster«. Egentlig er det ikke noget, der rører mig, men jeg synes, det er et eksempel på, at man lægger vægt på så meget andet end det, jeg egentlig burde blive bedømt på. Jeg vil gerne bedømmes på mit arbejde på fodboldbanen, og så kan man selvfølgelig altid diskutere, om giver nok af mig selv. Men det er altså også begrænset, hvor meget, man kan nå at give i et kort interview lige efter en kamp,« forklarer han.

Og sjov eller ej, har Olafur Kristjansson ikke tænkt sig at lave om på noget bare for at glæde sit publikum.

»Jeg er en type, der kalder en spade for en spade, og jeg kan ikke bluffe mig til at være en anden end den jeg er. Jeg vil gerne give noget af mig selv, men jeg er ikke ansat i Randers FC for at underholde med andet end spillet på banen.«

Sammentømret trup

Den opgave føler han siger efter de første knap fire uger i Randers godt rustet til. Også selvom truppen inden sæsonstarten ser en anelse tynd ud efter spillerafgange og skader.

»Jeg har overtaget et hold, som er i god fysisk og spillemæssig forfatning, så der er en god base at arbejde ud fra. Derfor er jeg også optimistisk og tryg ved situationen,« fastslår han, men fortæller samtidig, at han også godt kan mærke, at han er kommet ind i en klub, hvor stormen først lige har lagt sig efter en turbulent sæson med interne intriger i form af Keller/Borring-dramaet, udskiftning af ledelsen og et kuldsejlet klubsalg.

»Det er klart, at det altid vil præge de ansatte i en virksomhed, hvor der har været så meget turbulens, men jeg går altid ind til tingene med den indstilling, at jeg hellere vil fokusere på de ting, jeg kan gøre noget ved, end det jeg ikke kan ændre på. Det godt være, at jeg har en holdning til Borring/Keller-sagen, men jeg har valgt kun at kigge på, hvad der fremadrettet vil være bedst for holdet og mig,« lyder det fra træneren, der ikke har følt det som en tung opgave at skulle samle holdet igen.

»Det har været en god oplevelse at komme ind på et hold, hvor der har været nogle spillere, som har været gode til at tage hånd om tingene og få samlet holdet. Så jeg føler, jeg står med en sammentømret trup, hvor folk stoler på hinanden. Tillid er vigtigt, og sammen med ærlighed og loyalitet, er det en af de værdier, jeg lægger stor vægt på.«

Sammenholdets første prøve bliver mandag klokken 19.00 i Herning. En kamp hvor Randers FC kun kan overraske positivt, hvis man kigger på statistikken, der fortæller om nederlag i de sidste syv betydende kampe mod midtjyderne.
Foto: Annelene Petersen/Scanpix Denmark
Olafur Kristjansson. Randers FC indleder træningen efter sommerferien. Vi sætter fokus på den nye træner Olafur Kristjansson - men også billeder af nye spillere etc. - de starter træningen klokken 10.30.20160620
Olafur Kristjansson. Randers FC indleder træningen efter sommerferien. Vi sætter fokus på den nye træner Olafur Kristjansson - men også billeder af nye spillere etc. - de starter træningen klokken 10.30.20160620
Foto: Lars Rasborg/Scanpix Denmark
Olafur Kristjansson. Randers FC indleder træningen efter sommerferien. Vi sætter fokus på den nye træner Olafur Kristjansson - men også billeder af nye spillere etc. - de starter træningen klokken 10.30.20160620
Olafur Kristjansson. Randers FC indleder træningen efter sommerferien. Vi sætter fokus på den nye træner Olafur Kristjansson - men også billeder af nye spillere etc. - de starter træningen klokken 10.30.20160620
Foto: Lars Rasborg/Scanpix Denmark

Portræt: Fra håndboldtalent til Randers FC-træner

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce