Annonce
Debat

Kronikken: Vi har været her før

Foto: Annelene Petersen

Det er på ingen måde første gang, menneskeheden har mødt epidemier. For 100 år siden slog den spanske syge mere end 50 millioner, fortrinsvis yngre, ihjel. I Danmark døde mere end 15.000 af den yderst smitsomme sygdom eller følger af den. Dengang indførtes også afstand og restriktioner, og skoler og forlystelsessteder lukkede. Kirkerne forblev åbne, men sporvognskørsel skulle begrænses. Værnemidler blev indført på de danske hospitaler. På kommunehospitalet i København indkøbtes cigarer, så personalet kunne ”ryge sig fri af smitte”. Hverken datidens værnemidler eller tung cigarrøg havde dog den store effekt.

Vi har været her før. Og afstanden til trods, så handlede vores formødre og forfædre sikkert som vi. De mødte modgangen på forskellige måder, når afstand til sygdom og død blev kort. Mange søgte trøst og håb i deres religion og tro. Kirkerne var ”trøstesteder”, da pesten hærgede, eller krige rasede. Det er vel ikke så underligt, at vi i krisetider søger mod steder, der peger på sandheder, der er større end vores små verdener. Når døden bliver nærværende, søger vi mod steder. Der har erfaringer med afsked, død og liv. Under besættelsen så vi, hvordan kirkerne blev både modstand- og håbs-steder.

Vi har været her før. Nabo til præstegården i Spentrup ligger en gammel kirkemose. I dag er mosen drænet landbrugsjord, men i fordums dage var den fugtig, sumpet og farlig. Her samledes vores asatroende forfædre til bøn om gudernes hjælp. Herud gik engang en kvinde med sit dyrebareste smykke for at give sit store spænde i guld til guderne. Hvorfor gjorde hun det? Uden skriftlige kilder kan vi ikke vide hvorfor, men holder dateringen, kan det have fundet sted i de frygtelige år midt i 500-tallet, hvor store vulkanudbrud havde gjort solen bleg og kold. Flere steder på kloden har vi fra den tid vidnesbyrd om, at solen var blegere end månen, fordi askeskyerne lå som en dyne på himlen. Afgrøderne slog på grund af det køligere klima fejl. Pesten fik fat. Flere moderne historikere peger på årene omkring 536 som de værste katastrofeår i menneskehedens historie. Solen, varmen og livet kom heldigvis igen, men begivenheden satte sig i vore forfædres fortællinger og religioner. På vore breddegrader finder vi sikkert rester af erfaringer fra den tid i fortællingerne hos den senere islandske digter Snorri Sturluson. Snorri fortæller, hvordan Fenrisulven slugte solen og indledte ragnarok. Uden sol, intet liv. Solvognen, som vi kender fra Nationalmuseet, var livsnødvendig. Solen skulle hver eneste dag trækkes hen over himlen fra øst mod vest. Om det var umiddelbart efter ofringen af kirkemosegård-smykket, at solen vendte tilbage, det ved vi ikke. Vi ved strengt taget ikke noget om, hvorfor ofringen fandt sted. Men hvis det hang sammen med den blege sol, så ”virkede” det at ofre et dyrebart smykke i mosen, i hvert fald kom solen igen.

Troen på hjælpen og trøsten deler vi i dag. Vi går ikke i mosen med vores arvesølv. Flere af os folder hænderne og læner os op ad de bønner, vores forældre eller bedsteforældre lærte os. Andre vender sig imod alternative fortællinger eller beroliger sig med, at corona slet ikke er så farligt, som myndighederne fortæller os. De fleste af os følger tæt med i smittetal, vaccineleveringer og håber, at videnskaben snart kan levere en slags normal tryghed. Samtidig er vi blevet mindet om vores skrøbelighed, at i dag er der én dag mindre tilbage at leve i, for vores livs afslutning ligger allerede i begyndelsen. Vi er dødelige, vi dør en dag, men indtil den dag kommer, lever vi. Den dobbelthed bliver særligt levende i krisetider.

Når vi tillidsfuldt læner os op ad sundhedsmyndighedernes anbefalinger, er det hverken blind tillid eller dumhed, men fordi vi stoler på, at dér, hvor vores egne evner og talenter ikke rækker, der har andre brugt deres talenter på at blive de bedste virologer og epidemiologer. Men vi ved godt, at videnskaben alene ikke fjerner usikkerheden. Selvom det er med viden og vacciner, vi kan nærme os det liv, vi kender og holder af, er det andre steder fra, vi henter modet og håbet. Mange af os har vel også erfaret, at håbet ikke bliver større og livslysten ikke mere nærværende af at se så mange nyhedsudsendelser som muligt.

Der er langt større håb at finde ved at gå ud under vores fælles himmel og glad undre sig over lyset, der vender tilbage. Håbe på foråret, der snart står på spring. Derfor søger vi ud på skovstier og til kysterne, mange har genopdaget glæden ved den natur og den verden, der ligger lige udenfor vores hoveddør. For der er håb i naturen, og der er håb i historien, for vi har været her før.

De gamle klarede kriser, der var langt værre end den, vi står i nu. Vi kan i tankerne rejse tilbage til kirkemosen og nikke til kvinden ved mosen. Vi kan lægge hånden på én af jættestuernes kolossale overliggere og mærke stenen fortælle om kampe og kriser. Vi kan stille sætte os ind på kirkebænken på landet eller i byen, vide os i slægt og folk med de, der håbede trods modgang og kriser, og håb smitter også på afstand.

Da digteren og præsten Kaj Munk i 1943 under besættelsestidens krise og mørke fandt håb til at kæmpe, var det i lyset af årstidens lysende anemoner, der efter frosten var på vej i skovbund og haver. Kaj Munk havde året forinden lejet en bil med gasgenerator for at tage fru Lise og de fem børn med fra præstegården i Vedersø til hans frugtbare hjemegn på Lolland. På Lolland blomstrede anemonerne. En anden familie på skovtur viste familien Munk, hvor de smukke anemoner voksede og lånte dem en skovl til at grave en klump op. Da det så mørkest ud i Danmark, plantede Kaj Munk sin hjemegns blomstrende håb i den sandede jord ved præstegården i Vedersø og ventede. Allerede året efter skete underet:

”Mit hjerte koldt og hårdt som kvarts / det smelter ved at se det” udbryder digteren, da han ser, at anemonerne fra Lolland blomstrer i Vedersø, hvad de i øvrigt stadig gør. Fuld af håb i en tid, hvor der var langt til håbet, skriver han sit digt, der kort tid før hans henrettelse trykkes og sendes ud i årets julebrev til venner og bekendte.

Efter Kaj Munks død gav ordene om den skabte anemone med de mange blå nuancer håb til mange, ligesom både naturen og poesien bringer håb og lys til os i dag. Vi venter og håber, at tiden med afstand og mundbind bliver et mellemspil i historiens gang. Fremtiden kender vi ikke, men som kvinden i kirkemosen ser vi håbefuldt ind i fremtiden, for det skal nok blive godt igen.

Glædeligt forår. Lærken synger i øvrigt allerede.


Der er langt større håb at finde ved at gå ud under vores fælles himmel og glad undre sig over lyset, der vender tilbage.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Debat

Kære Julie - tak fordi du gav mig væk

Danmark

Få overblikket over de nye rejseregler her: Hvornår må vi grænsehandle og rejse på ferie?

Randers FC For abonnenter

Næsten uanset, hvor Thomasberg kigger hen, kan han se folk, der leverer varen

Annonce