Annonce
Redaktøren anbefaler For abonnenter

Vi geninvesterer vores penge i byens ældste arbejdsplads

Dagen i dag - grundlovsdag, Danmarks nationaldag - er kalenderårets vigtigste dag i vores demokratiske danske samfund. Det er dagen, hvor vi både markerer vores nationale selvstændighed og vores individuelle pligter og rettigheder som borgere i Danmark. Dagen i dag er vigtig for os alle og således også for alle os på Randers Amtsavis, hvis fornemste formål er at sikre demokrati og styrke sammenhængskraft i lokalsamfundet omkring os. Randers Amtsavis er en del af landets næststørste privatejede medievirksomhed, Jysk Fynske Medier, der er ejet af publicistiske fonde, der alene har som formål at sikre demokrati og styrke sammenhængskraft i de lokalsamfund, hvor virksomhedens lokale medier hører hjemme. Som virksomhed skal vi lave penge, akkurat som alle andre virksomheder, men vi sender ikke vores penge i retning af private ejere, aktionærer, kapitalfonde eller andre. Vi geninvesterer vores penge i videreudvikling af vores virksomhed, så vi også i fremtiden kan opfylde vores formål. Fra september 2018 geninvesterede vi i Randers Amtsavis ved fremadrettet at sende morgenavis på gaden 365 dage om året, og fra maj sidste år geninvesterede vi i vores virksomhed ved at flytte den i nye moderne lokaler ved Randersbro, Gudenå og Randers Havn, hvor det største byudviklingsprojekt i Randers nogen sinde vil finde sted i førstkommende kvarte århundrede. Byen ønskede at videreudvikle sig ved vandet. Byens avis ønskede at spille med. Hver dag året rundt arbejder vi redaktionel med at sikre demokratiet i vores lokalsamfund ved at dække politikernes arbejde og konsekvenserne af deres beslutninger. Vi giver dem modspil, kærligt og konstruktivt, fordi vi ønsker det bedste for det lokale samfund, som vi selv er en levende del af. Når demokratiet holder fest, fester vi med. Når der er valg, bringer vi vælgere og politikere sammen på vælgermøder ved en pølsevogn, hvor folk er på farten. Der er andre end os, der dækker det politiske liv i vores lokalsamfund, men der er ingen andre, der er her hver dag, 365 dage om året, og der er ingen andre, der kender hele historien. 3. juli har vi været her i 210 år.

Læserbrev

Trepartsaftale sikrer elever på erhvervsuddannelser i en krisetid

Læserbrev: Regeringen og arbejdsmarkedets parter har netop indgået en virkelig vigtig og god trepartsaftale. En aftale, der skal holde hånden under vores dygtige elever på erhvervsuddannelserne i den økonomiske krisetid, som vi befinder os i på grund af covid-19. Med aftalen sikrer vi 70.000 lære- og elevpladser i en tid, hvor virksomhedernes økonomi er presset til det yderste. Den kommer omkring 1500 elever med uddannelsesaftaler i Randers til gode. Vi afsætter mere end fem milliarder kroner til uddannelsesaftaler. De mange milliarder kommer fra en større opsparing i Arbejdsgivernes Uddannelsesbidrag (AUB) og skal holde hånden under lærlinge, elever og virksomheder. Det er helt afgørende, hvis vi skal passe på vores dygtige unge mennesker på erhvervsuddannelserne i en sårbar tid, men også fordi det er utvetydigt, at Danmark i fremtiden kommer til at mangle faglærte. Og hvad betyder det så, at vi holder hånden under elever og virksomheder? Aftalen indebærer blandt andet, at de virksomheder, der ønsker at ansætte lærlinge, året ud kan få dækket 75 procent af deres igangværende lærlinges løn. I de nye uddannelsesaftaler – herunder de knap 1500 i Randers – gives der løntilskud på 45 procent til korte aftaler og 90 procent til ordinære uddannelsesaftaler. Det handler om at sikre eleverne deres lærlingepladser i virksomheder. Også i en krisetid. Skulle nogle elever alligevel miste deres læreplads på grund af sundhedskrisen, så er der i aftalen også afsat penge til en lang række vigtige initiativer, som skal gøre, at eleverne langt nemmere får adgang til skolepraktik. Kvaliteten af praktikken skal der også investeres i. Det er ikke optimalt for en elev at havne i skolepraktik, men hvis det sker, så skal vi sikre, at eleverne opnår de nødvendige kvalifikationer. Randers og Danmark har brug for reelle investeringer i at dygtiggøre unge mennesker til en fremtid, hvor stærke kompetencer i meget højere grad vil blive efterspurgt. Vi skal hjælpe både dygtige elever og gode virksomheder med at komme godt ud på den anden side, og det gør vi med den her aftale. Arbejdsmarkedets parter har endnu en gang vist, at de løfter et stort samfundsansvar, og de fortjener en stor tak.

Annonce
Kronik For abonnenter

Pres på den lokale journalistik

1. juni kunne Niels Bo Mandrup fejre et imponerende 40-års jubilæum her på Randers Amtsavis. Når han ser tilbage på de 40 år, kan han se tilbage på et arbejdsliv med fokus på den lokale journalistik, men han kan også se et lokaljournalistisk miljø, der er voldsomt forandret. Niels Bo blev i 1981 Amtsavisens lokalredaktør i Auning, han var dog draget videre til andre opgaver på avisen, da jeg som folkeskoleelev fik lov at komme i praktik hos blandt andre John Pedersen og Lone Hammer Sørensen på den lokale avis i Auning. Fra hukommelsen var der dengang tre journalister på dagbladet, mens der desuden var to ugeaviser med egne journalister og fokus på livet i Rougsø og Sønderhald, som de lokale og små kommuner hed dengang. I dag er der ingen dagbladsjournalister med base i Auning eller Norddjurs i øvrigt, og områdets ene ugeavis dækker hele kommunen. Selv da jeg adskillige år senere som journaliststuderende begyndte mine 18 måneders praktik på Fyns Amts Avis, der dengang var under ledelse af min kronikkollega Jørgen Krebs og tidligere chefredaktør på Amtsavisen, Ole C. Jørgensen. Jeg begyndte i Faaborg, hvor vi på dagbladet var fire journalister, mens konkurrenterne fra Fyens Stiftstidende kunne mønstre tre. I dag har de to aviser én mindre fælles redaktion. Vilkårene for at drive lokaljournalistik i ikke mindst udkantsområderne har således ændret sig markant de seneste år. De klassiske lokale og regionale medier er presset på økonomi og oplagstal, og derfor har de naturligt fokuseret på de større byer, hvor antallet af abonnenter er flest. Ingen professionelle aktører har været klar til at tage over, i stedet er noget af det afløst af lokale grupper på Facebook, hvor borgerne bidrager med opslag og debat af varierende art. I eksempelvis Allingåbro har den lokale borgerforening desuden et lokalt medie, hvor de laver artikler om særligt det lokale handels- og foreningsliv. Alle disse tiltag er positive og bidrager til, at vi stadig i betydelig grad kan følge med i, hvad der sker. Et godt eksempel er netop Allingåbroportalen, som det føromtalte medie hedder, hvor særligt Poul Hovgaard lægger et betydeligt arbejde i at holde Allingåbros borgere opdateret. Men deres formål er også naturligt et andet end et dagblad med lokale journalister, der bearbejder, vinkler og stiller kritisk lys på begivenheder og ikke mindst politiske beslutninger. I stedet oplever vi i Norddjurs og andre kommuner uden faste lokale journalister, at de kommer dumpende fra medier som Jyllands-Posten, TV2 Østjylland og P4, når der som sidste år mangler penge i kommunekassen. De kommer ikke for at forstå og lave den ellers i journalistiske kredse hypede konstruktive journalistik. De kommer og skaber nogle skarpe overskrifter, og så er de væk igen. Når jeg nu skriver i disse spalter, vil jeg skynde mig at sige, at Axel Præstmark og hans journalister her på Amtsavisen forsøger at dække også Norddjurs Kommune på en god måde, men det er svært, når det økonomiske råderum er begrænset. For lokaldemokratiet er det en stor udfordring for Norddjurs og de efterhånden mange andre kommuner, der står uden lokale, kritiske journalister. For som Niels Bo også konstaterer i omtalen af ham, gør det en forskel for journalister at arbejde og leve i det lokalområde, man skriver om. Ydermere vil det være urimeligt at skyde på et medie som Amtsavisen, der jo driver en privat virksomhed, og derfor også skal være rentabel. Derfor giver det også nærmere anledning til at overveje, om vi kan bruge den offentlige mediestøtte bedre og til fordel for de kommuner, der i dag savner den for demokratiet vigtige lokale journalistik. Jeg kan da eksempelvis ikke lade være at tænke på, hvor meget god lokaljournalistisk man kunne lave for de aktuelt meget omtalte 65 millioner kroner, som politikerne årligt sender til den nye DAB-kanal Radio LOUD. Hvis Jysk Fynske Medier og andre aktører fik mulighed for at få et årligt tilskud, som skulle gå specifikt til lokalredaktioner eller journalister i mindre lokalområder, kunne vi måske igen få kritisk og professionel journalistik i alle danske kommuner. Den konkrete løsning har jeg ikke, og den består formentlig af en række forskellige tiltag fra både nye og etablerede medier, frivillige lokale og meget andet. Jeg håber derfor, at diskussionen kan komme i gang, så vi kan finde nogle gode løsninger for både lokalsamfund og mediehuse. Jeg havde for nylig besøg af en journalist fra journalisternes eget fagblad, og han var netop i gang med at skrive om udfordringen, og forhåbentlig vil mediemagasiner som Presselogen samt Mennesker & Medier også tage det op. I sidste ende tror jeg dog, at løsningen kræver politisk handling, fordi det desværre er svært at se medier løfte det på rent kommercielle vilkår, og lokaldemokratiet har ganske enkelt behov for god og kritisk lokal journalistik.

Læserbrev

Mere kollektiv til de fleste

Læserbrev: Byrådet har netop vedtaget en kollektiv trafikplan udarbejdet af det midlertidige § 17.4-udvalg. Hermed indføres minimumsstandarder, som forbedrer den kollektive trafik i byer i Favrskov Kommune, hvor der bor mellem 200 og 2000 indbyggere. I byer med 200-499 indbyggere, hvor der i dag er skolekørsel + flextur, kommer der fremover fem-seks busafgange på hverdage. I byer med 500-999 indbyggere kommer der fire ekstra busafgange på hverdage, og flextur erstattes af seks flexbusafgange både lørdag og søndag. Flexbus er i modsætning til flextur i køreplanen, så du er sikker på, hvornår du bliver afhentet på stoppestedet. Og bemærk, at du stadig også kan benytte flextur. I byer med 1000-1999 indbyggere kommer der tre ekstra busafgange både på hverdage og i weekender. Thorsø (1840 indbyggere) får på grund af byens størrelse tæt på 2000 indbyggere herudover tre ekstra busafgange på hverdage, og Voldum får på grund af beliggenhed og sammenvoksning med nabobyer forbedret betjening både hverdage og i weekender. Hvis du undrer dig over, at der ikke er forbedringer til byer med over 2000 indbyggere, skyldes det, at de allerede har et serviceniveau, som er langt over det serviceniveau, som trafikplanen lægger op til (og de fleste i tillæg togbetjening). Den gode nyhed er, at det høje serviceniveau fortsætter uændret i Hadsten, Hammel, Hinnerup og Ulstrup. Ændringerne træder i kraft i 2021 og koordineres med Midttrafik, som udover ovennævnte forventes at forbedre regionale ruter. Eksempelvis rute 221 (Randers-Voldum-Hornslet) og koordinering af ruter fra Thorsø til Jydske Haandværkerskole og Favrskov Gymnasium. Endelig arbejdes der med at udvide den populære flexturordning, så der bliver mulighed for at krydse flere kommunegrænser til Favrskov-priser.

Annonce
Kronik For abonnenter

Kronikken: Forfatter i en coronatid – en tilståelse

Forleden modtog jeg en anmodning om at deltage i et forskningsprojekt ved Region Hovedstaden. Det drejer sig om en undersøgelse af, hvordan folk over 65 år, som er eller har været bloddonorer i en længere årrække, reagerer fysisk og psykisk på den isolation, som et nedlukket og "smittefarligt" samfund har hensat mange af os ældre medborgere i. Er vi gamle blevet drænet for energi? Er vi blevet ensomme? Har vi mistet livslysten? For mig var det en underlig opgave at svare på de mange spørgsmål. Man gik ud fra som en selvfølge, at stort set alle på 65+ var pensionister med tilliggende "naturlige" gøremål: at tage sig af børnebørnene, at gå til foredrag og koncerter, at hygge sig med vennerne og at deltage i de utallige aktiviteter, der tilbydes gamle. Og da jeg er fra 1943, hører jeg jo ikke til de yngste, men nærmer mig udløbsdatoen med rivende hast. Men det ovennævnte pensionistliv har jeg endnu ikke prøvet. Jeg er stadig aktiv på arbejdsmarkedet og håber, at jeg kan være det mange år endnu. Inden jeg går videre, må jeg skynde mig at forsikre jer om, at jeg holder rigtig meget af min familie, og den er heldigvis talrig. Jeg elsker alle mine børnebørn, og jeg henter med glæde mine kære små aflæggere i både børnehave og fritidsordning. Og det hænder også, at jeg går i biografen med min mand eller til et foredrag, som jeg ikke selv holder, og jeg cykler da hver dag en tur i engen eller i skoven, og somme tider inviterer jeg også gæster, og det hænder, at jeg går i byen. Det er alt sammen godt nok. Men det, som jeg allerhelst vil bruge tiden på, er mit arbejde. I grunden er jeg vist ikke så lidt af en arbejdsnarkoman, og selv om jeg flere gange mere eller mindre frivilligt har været på afvænning, så sker det samme for mig som for alle andre narkomaner, jeg falder i gang på gang og kaster mig over et nyt projekt. Mit arbejde består i at læse rigtig mange bøger for at blive rigere (rigdom er ikke noget, man har i banken, men i hovedet og i hjertet) og klogere på tilværelsen og så skrive en lille smule ned om det hver dag. Og det kommer der så, hvis jeg er heldig og flittig nok, bøger ud af. Faktisk plejer jeg ikke at sige det højt, for det er i vore dage rigtig suspekt at være sådan, som jeg er. Og man vil jo nødig betragtes som en asocial særling. Jeg er da også flere gange gået i rette med mig selv, for eksempel når lysten til at være alene og arbejde koncentreret uden at se til højre og venstre tog så meget overhånd, at jeg glemte alt andet og kom for skade at kyle flæskestegen i vaskemaskinen og bleerne i fryseren. Men man kan jo lige så godt være ærlig, især i min alder, og nu fik spørgeskemaet mig altså til at tage problemet med tid og beskæftigelse op til revision. Og for resten vil jeg da tilføje, at min familie er yderst overbærende og (næsten) har accepteret mine særheder. Der har dog været perioder i mit liv, hvor jeg ikke kunne få den ro til at læse og skrive, som jeg gerne ville, for eksempel fordi jeg havde ansvar for mand og børn og elever og studier. Og på et tidspunkt, hvor disse bibeskæftigelser slugte mig, sagde jeg til min mand, at jeg ville lave et fingeret bankrøveri, så jeg kunne blive sat bag lås og slå i nogle måneder og så endelig få skrevet den bog, der bankede på og ville ud. Men han svarede: "Ja, gør endelig det, og så kommer du til at sidde og lave tøjklemmer hele dagen." Jeg opgav bankrøveriet. Men børnene blev store, eleverne slap jeg til sidst, og så en skønne dag var jeg endelig alene med et tastatur og en stak bøger og kunne gå i gang med at udleve mine drømme: At skrive de bøger, som jeg syntes, jeg havde i mig. Og jeg var heldig. De kom til verden uden alt for mange fødselsveer og var i mine egne øjne præcis, som de skulle være. Men nu kan jeg så ikke holde tilståelsen tilbage længere. Og hvisker nu til jer. Jeg har nydt coronatiden. Ja, men det har jeg altså. Ingen rejser, ingen foredrag, ingen besøg, ingen forstyrrelser. Kort sagt: Tid nok. Og lov til at være alene. Isolation uden tøjklemmer.

Læserbrev

Læserbrev: Begrænsede besøg på landets hospicer giver absolut ingen mening

Venstre, og partierne udenom regeringen, forsøger ihærdigt at få ændret de mange besøgsrestriktioner på landets hospicer. Beboerne, som opholder sig her, er her for at dø. De ved det, og deres pårørende ved det, så det giver ingen mening, at der er restriktioner for besøg og ophold sammen med den døende. I gennemsnit opholder beboerne sig 20 dage på hospice. Jeg er klar over, at der også er nogle, som, mod forventning, kommer hjem igen. Dem ser jeg bort fra i denne her sammenhæng. Når man indskrives på hospice, så er det, fordi man her får "den bedst mulige afsked" med maksimal smertelindring, rum til samvær i behagelige omgivelser, med pleje og hjertevarmende omsorg fra dem, som er omkring en. Havde man valgt at blive hjemme i egen bolig, plejehjem undtaget, så kunne man have sine nærmeste omkring sig, uden at nogen blandede sig lovligt i det. Men fordi man er så syg, at man har brug for 24 timers pleje, så er det ikke muligt. Det giver simpelthen ingen mening, det skal der hurtigst muligt laves om på, og det hellere i går end i dag. De politikere som har noget imod det, har ikke selv haft en pårørende på hospice. Så Mette Frederiksen og Christiansborg, få nu lavet de retningslinjer om nu, det går ud over deres livskvalitet, imens I tøver. Det gælder i øvrigt både for den døende men bestemt også for de efterlevende.

Redaktøren anbefaler For abonnenter

Lad os hjælpe hinanden med at lave bedre aviser

Randers Amtsavis og amtsavisen.dk er meget mere end lokale medier om Randers. Vores aviser er også regionale medier om kommunerne rundt om Randers, landsdækkende medier om resten af Danmark og globale medier om hele verden. Det lokale og regionale skriver vi i vores mediehus i hjertet af Randers. Det nationale og internationale samler vi i avisen Danmark, der ligger indeni 14 lokale dagblade, som Jysk Fynske Medier hver dag sender på gaden. Dækningen af regionen rundt om Randers - Kronjylland og Djursland - har vi for nylig forsøgt at styrke ved at lade faste journalister have fokus på hver deres område i oplandet omkring Randers. Vores journalister på Randers Onsdag og Mariager Avis, Niels Bo Mandrup og Frank Pedersen, skriver således også om Mariagerfjord i Randers Amtsavis. Vores kommunalpolitiske reporter i Randers, Karin Hede Pedersen, skriver også om det nordlige Favrskov, og journalist Helle Elgaard Kvist skriver om Norddjurs. Fra vores søsteraviser i Viborg og Aarhus bringer vi nyheder om Bjerringbro, det sydlige Favrskov og det sydlige Djursland, akkurat som vores søsteraviser bringer vores artikler om det vestlige Randers, det nordlige Favrskov og det nordlige Djursland. Det giver god mening. Vores læsere får god journalistik fra vores søsteraviser, og deres læsere får god journalistik fra os. Vi synes selv, at vi de seneste måneder har skrevet bedre journalistik fra den del af vores opland, som vi dækker fra Randers og ved at være på pletten i det kronjyske og djurslandske. Vi håber, at vores læsere synes det samme, og vi håber, at vores læsere vil hjælpe os med at skrive endnu bedre journalistik fra kommunerne rundt om Randers. Fortæl os alt det, vi ikke ved. Lad os hjælpe hinanden med at lave bedre aviser om Kronjylland og Djursland. Jo mere vores læsere fortæller os, des bedre aviser kan vi lave. Senere på sommeren styrker vi endnu en gang vores journalistik fra oplandet omkring Randers med et nyt og nærværende projekt for årene 2020-2022. Mere herom senere.

Annonce
Annonce
Læserbrev

Statsministeren optræder politisk umodent

Læserbrev: Tysklands Merkel og Frankrigs præsident har foreslået en genopretningsfond på 500 milliarder euro for at hjælpe EU-landene i gang igen, herunder ikke mindst landenes erhvervsliv. Tanken er, at de enkelte EU-lande skal have mulighed for at låne x antal euro til genopretning af deres land. De to landes ledere mener også, at det vil være ødelæggende, at nogle af de lande, der i forvejen kæmper med en stor statsgæld - for eksempel Grækenland og Italien - påføres yderligere gæld, og derfor foreslår de, at disse lande helt undtagelsesvist skal have del i fondens midler som et tilskud. Dette er blandt andet statsministeren imod og fastholder, at disse lande kun kan få del i fonden som lån. Men Merkel og Macron har med deres forslag vist sig som visionære politiske ledere, der har forstået situationens alvor, for ret beset står EU-samarbejdet og eurozonen på spil. Hvis ikke også sydlandene bliver genrejst, vil det få store problemer for euroen, og det vil samtidig få enorme konsekvenser for de øvrige EU-lande, når en naturlig EU-samhandelspartner ligger underdrejet - erhvervsmæssigt såvel som økonomisk. Det er derfor politisk umodent og udtryk for "sognerådspolitik" og helt på månen, når statsministeren sammen med "firebanden" går op imod Frankrig og Tyskland. Selv den tidligere "spareminister", finansminister i Tyskland, Wolfgang Schäuble støtter Merkel og Macron plan. Det i sig selv sender et klart signal om situationens alvor for EU. Statsministerens optræden er politisk tåbelig og kan skade Danmarks erhvervsliv - det erhvervsliv, hun så tit taler om at understøtte og holde hånden under. DK er dybt afhængig af en sund EU-zone - erhvervsmæssigt såvel som økonomisk - og derfor bør statsministeren og hendes "firebande" opgive modstanden mod Merkel og Macrons plan.

Annonce
Kronik For abonnenter

Kronikken: Hånden på hjertet

"Nå, nej, det må vi jo ikke mere." Hun trak sin fremstrakte hånd til sig, da jeg ikke rakte min frem. Smilede stift, måske lidt forlegent. Mødet med ni kolleger skulle til at begynde, og som den naturligste ting i verden ville hun give hånd. Det gør vi jo i vores kultur. Eller gjorde. Det var, før vi lærte ord som corona og kontaktsmitte. Men det er bare så svært at lade være at række sin hånd frem, når man hilser på et andet menneske. Hvor svært det er, viser et klip på YouTube, der er gået viralt. Den hollandske statsminister Mark Rutte holder pressemøde i coronakrisens første dage. Han taler om, at man i Holland nu skal stoppe med at give hånd. Lige da han er færdig med sine formaninger, kommer han selv til at give hånd til Jaap van Dissel, Hollands svar på Søren Brostrøm, der står ved siden af ham. Og da han opdager sin brøler, bliver han tilmed så perpleks, at han både klapper embedsmanden forsonligt på skulderen, dropper den fysiske afstand mellem dem og lægger sin hånd på hans ryg, da han ledsager ham ned af scenen. "Jeg gør det aldrig igen," siger han grinende, men pinligt berørt, på vej ud. Den ikoniske situation viser, hvor vanskeligt det her er. At vi ikke længere må give hånd til hinanden. Man skal bevidst undertrykke sin trang til at gøre det. Det er der ikke noget at sige til, for håndtrykket går langt tilbage i den vestlige civilisations historie, og det har flere betydninger. Dets præcise oprindelse kender vist ingen, men på nogle mønter kan vi for eksempel se, at antikkens romerne gav hånd. Her tolkes håndtrykket som et symbol på fred og fordragelighed. Den højre hånd, der rækkes frem, kan jo heller ikke samtidig holde et sværd eller et andet våben. Den er ufarlig og truer ikke den, man hilser på. Dengang som nu kunne man ligeledes give håndslag på en aftale. Det ser man eksempelvis i Bibelen. I Paulus’ brev til Galaterne, som formentlig er skrevet omkring år 50, kan man i det andet kapitel læse, at apostlene i Jerusalem, Jakob, Peter og Johannes, giver Paulus håndslag på, at han skal fortsætte med at missionere blandt ikkejøder. Deres aftale besegler de med et håndtryk. Et håndtryk signalerer også ligeværd og mildner den hierarkiske afstand, der kan være mellem to mennesker. Under den franske revolution samles i 1789 den borgerlige stand i et boldhus og indgår en aftale om ikke at skilles, før Frankrig har fået en fri forfatning. Kort tid efter samles de tre stænder da også i en nationalforsamling. På en berømt tegning af Jacques-Louis David fra 1790’erne, der i dag hænger på Louvre, skildres denne boldhused ved, at tre personer forrest i billedet giver hinanden hånden. Fred, enighed, ligeværd. I og med håndtrykket har vi i Vesten fundet en virkningsfuld symbolsk måde at omgås det magtforhold, der altid også er til stede i enhver menneskelig relation. Med vores hænder kan vi fysisk røre ved andre, men også røre dem socialt. Når vi fast og oprigtigt trykker den andens hånd, holder vi for en stund denne magt i ave og viser, at vi anerkender hinanden. At vi har tillid til hinanden, og at vi på en eller anden måde er afhængige af hinanden. Hånden er magtfuld. Det er eksempelvis også for længst indlejret i vores dagligsprog, at vores hænder har at gøre med magt. Når man siger, at hun har ham i sin hule hånd, mener man, at hun kan gøre med ham, lige hvad hun vil. Mere uskyldigt kan en datter måske sno farmand om sin lillefinger. Men håndens magt kan også være positiv. For man kan holde hånden under nogen, eller man kan tage hånd om deres liv og skæbne. Alt det kan vi, gør vi og siger vi, fordi vi er indbyrdes afhængige af hinanden. Ja, når vi mødes, behøver vi såmænd ikke engang at sige noget. Bare med vores holdning er vi med til at give hinandens verden dens skikkelse, som filosoffen Løgstrup er inde på. "Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd," skriver han således i Den etiske fordring fra 1956. Så meget desto mere er jeg overbevist om, at vi er nødt til at opfinde en ny måde at hilse på, hvis vi som følge af en langvarig sundhedskrise vitterlig ophører med at give hinanden hånd. Eksistentielt og socialt har vi brug for at blive rørt, når vi mødes, og så må vi se at finde en måde at gøre det på, hvor vi ikke rører ved hinanden. Det duer ikke, at vi bare er "sammen hver for sig". Det kan vi ikke håndtere, for vi risikerer, at den fysiske afstand mellem os, som er nødvendig lige nu, ligefrem går hen og bliver en social distance. Men jeg har et forslag, der indebærer, at vi end ikke behøver at holde hænderne i ro. For nylig hørte jeg om en præst, som var til et møde. Da mødet sluttede, hilste præsten på hver enkelt mødedeltager ved at stille sig foran vedkommende, lægge højre hånd på sit hjerte, nikke let og se den anden i øjnene. Det gjorde efter sigende et stort indtryk, og ingen behøvede at smile stift eller føle sig afvist. Hånden på hjertet, kunne det mon være en ide til en ny, coronasikker måde at hilse på hinanden på?

Læserbrev

Fordumsfulde Anders G. Christensen

Læserbrev: Overskriften burde vel være 'Fordomsfulde Anders G. Christensen', men jeg fastholder 'fordumsfulde', for det er jo intet andet end en fordummende kommentar, Venstre-manden fra Favrskov Kommune kommer med - set i et læserbrev onsdag, hvor Anders G. beskylder en SF'er for at være blevet radikal, underforstået SF'eren ikke kan bestemme sig. Jeg kan sige dig, Anders G., Radikale Venstre i Randers Kommune ved godt, hvad vi vil i vores politiske arbejde. Vi kæmper eksempelvis gerne for borgere, der svigtes, ligesom vi gerne deltager i politiske forlig. For år tilbage kæmpede radikale en kamp for en enlig mor, da hun og hendes barn fik en uanstændig behandling af kommunen. Radikale Venstre har for nylig taget kampen op for en uskyldig mand, som kommunen i den grad trådte på. Anders G., har du nogensinde haft modet til at tage kampen for den lille mand og kvinde i dit mangeårige politiske virke (her tænker jeg ikke på lobbyister), eller gemmer du dig helst bag forvaltningens trygge duggede ruder, som de fleste politikere vælger at gøre? I parentes bemærket skal det retfærdigvis påpeges, at forvaltninger her i Danmark på de længste stræk heldigvis gør det fornuftigt. Med hensyn til beslutsomhed kan jeg oplyse, at Radikale Venstre i Randers Kommune kun deltager i de politiske aftaler og beslutninger, som vi kan stå inde for med vores socialliberale grundholdninger. Vi tager bestik af situationen ud fra fakta og træffer endelig beslutning herudfra. Anders G., jeg kan kun se din fordummende/fordomsfulde kommentar om, at en lokal SF’er skulle være blevet radikal, som en bevisbyrde på, at du og Venstre mener, at andre partier skal lægge sig fladt ned og altid mene det, Venstre dikterer. Sådan er politik ikke for radikalere i Randers, kan jeg oplyse dig. Vi siger fra, og vi siger til. I øvrigt kender jeg radikales landspolitiske leder Morten Østergaard så godt, at jeg ved, at Morten heldigvis heller ikke lægger sig fladt ned for hverken Venstre eller socialdemokraterne. Hvorfor i alverden skal radikalere gøre det?

Læserbrev

Ja tak til pædagoger og pædagogiske assistenter

Læserbrev: Østjyske uddannelsesledere har netop henvendt sig til kommunerne med en klar appel: "Kære kommuner, husk de pædagogiske håndværkere". Det er tid for at indmelde studiepladser til Undervisningsministeriet. Og der skal mange uddannede pædagogiske hænder, hjerner og hjerter til den minimumsnormering (en til tre voksne i vuggestue og en til seks i børnehave), som lykkeligvis er vedtaget. På Djursland har vi stor gavn af VIA-pædagoguddannelsen i Grenaa. Denne lokalafdeling af pædagoguddannelsen har skabt et nært og inddragende studiemiljø og nogle resultater, vi er ganske stolte af. Norddjurs Kommune bidrager via praktikaftaler. Så VIA-lokalafdelingen giver en fødekæde, der har leveret mange uddannede pædagoger på Djursland. Institutioner i Norddjurs har lavet flere uddannelsesaftaler med FOA og har fået uddannet både dagplejere og pædagogmedhjælpere. Som så kommer tilbage til arbejdspladsen med højere fagligt niveau efter uddannelse på SOSU-skolen i Grenaas campusområde eller i Randers. Indtrykket er, at SOSU-skolen møder dem på en god måde og løfter rigtig meget på det år, uddannelsen varer. Også fordi de studerende møder ind med erfaringer fra deres arbejde i institution eller dagplejehjem. Der er også unge elever, der har glæde af en PAU-uddannelse og giver et fagligt løft til vore institutioner. Nogle har efter PAU-uddannelsen og en tid som udøvende pædagogisk assistent fået mod på at starte på at læse til pædagog (merit). I Norddjurs er vi på vej til minimumsnormering. "1000-dages puljen" med sigte på 0-2-årige børn giver os desuden yderligere mulighed for i tre år at styrke udvalgte daginstitutioner med uddannet personale. Vi går efter at øge andelen af uddannet personale til daginstitutionerne i Grenaa og Auning og i vore børnebyer i landdistriktet fra Ørsted i nord til Lyngby i syd i forbindelse med opnormeringen. Hertil kommer, at Djursland rummer ganske mange andre pædagogiske institutioner for både børn og voksne. Det er mit håb og min forventning, at vi til nytår kan få genoprettet PAU-uddannelsen på SOSU-skolen i Grenaa.

Læserbrev

Enhedslisten: Randers Kommune skal have en tilgængelighedsplan, der favner hele kommunen

Af Frida Valbjørn Christensen, Kirkegade 11, Randers, Kalle Nielsen, Karina Hjorth, Simon Hviid Justesen, Kristina Kittelmann Jensen og Anders Pedersen, Enhedslistens byrådsnetværk Læserbrev: I starten af december havde Enhedslisten et læserbrev i avisen omhandlende den manglende tilgængelighed - for mennesker med handicap - i midtbystrategien. Vi mente, at tilgængeligheden var overset. Da vi gjorde opmærksom på problematikken, som byrådsflertallet let og elegant afviste, måtte vi imidlertid indse, at tilgængeligheden ikke blot var en overset faktor men et aktivt fravalg. Samme situation stod vi i på byrådsmødet i denne måned. Byrådet skulle godkende det store udviklingsprojekt "Byen til Vandet", og her blev et lignende forslag fra Enhedslisten skudt ned. I Enhedslisten mener vi, at det er dybt problematisk, at tilgængeligheden gang på gang afvises. Denne problematik gælder såvel ligheden i vores samfund som turismen i vores by. Mellem 8,1 og 9,7 "turistovernatninger" bliver ifølge rapport om Danmark som tilgængelig feriedestination foretaget af mennesker med fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse. Det giver sig selv, at disse mennesker ikke vil tage på ferie, hvor det er vanskeligt at komme. Der er altså både et ligheds- og økonomisk aspekt i denne sag. Derfor vil Enhedslisten på næste byrådsmøde foreslå, at der udarbejdes en tilgængelighedsplan for hele Randers Kommune, så vi sikrer et højt tilgængeligt niveau i vores by.

Læserbrev

Noget om vise mænd og store stjerner

Læserbrev: For cirka 2000 år siden ledte en stor stjerne tre vise mænd, Kasper, Melchior og Balthazar, til et nyfødt barn i Betlehem. Spørgsmålet er, om de nu også var så kloge: De medbragte guld, røgelse og myrra, og det var ikke just det, som barnet - og moderen - havde mest brug for. Også netop nu kan vi over Christiansborg iagttage en stor stjerne, nemlig aftenstjernen alias Venus. Betyder det så, at vi får besøg af vise mænd? Vi har i alt fald fem mænd, Ellemann, Østergaard, Pape, Vanopslagh og Thulesen, som optræder som vise mænd. De taler meget om "guld og vækst", og jeg kan frygte, at de ikke har forstået, at verden har forandret sig, og at det hele bare gælder om "at komme tilbage på sporet". Imidlertid ser det ud til, at de fem vise mænd har fået en masse supportere, hvis væsentligste opgaver er at kritisere regeringen. Jeg kan godt forstå de mange, der mærker og føler, at deres levebrød er truet trods hjælpepakker. Det, jeg ikke kan forstå, er, at de vise mænd ikke ejer evnen og tålmodigheden til at lade åbningerne virke uden stigende smittetryk: De er knap nok kommet ud af forhandlingslokalerne, før de stiller nye krav, ja nogle af dem ønsker alt åbnet. Derfor, "vise mænd", hjælp med til at få gennemført en klog åbning.

Annonce
Annonce
Læserbrev

Venstre kæmper for patientrettighederne

Læserbrev: Coronapandemien har nu været i Danmark i mange måneder, og på grund af den håndtering, som alle partier i Folketinget har stået bag, så er vi nu klar til at åbne op, så danskerne kan få deres friheder og hverdag tilbage. Et af de forhold, som vi skal sørge for bliver normaliseret så hurtigt som muligt, er vores alles patientrettigheder. De patientrettigheder, vi har i dag, er i høj grad Venstres fortjeneste. Det var os, der gennem de seneste to årtiers sundhedsreformer fik indført både behandlingsgaranti, frit valg af genoptræningstilbud, ret til diagnose efter 30 dage og meget mere. Meget af det har vi dog været nødsaget til at sætte en brat stopper for for at sikre kapacitet i vores sundhedsvæsen til behandling af coronapatienter. I takt med at presset på vores sundhedsvæsen er faldet, er vi som politikere forpligtede til at se på genetableringen af de rettigheder, som vi suspenderede tidligere på året. Patientrettighederne eksisterer, fordi borgerne har brug for beskyttelse og sikring over for vores sundhedssystem. De er med til at garantere borgernes ret til hurtig og effektiv behandling, til gavn for både fysisk og mental velfærd hos den enkelte. Desværre har regeringen ikke villet se på en genetablering af rettighederne på den måde, som vi gerne ser i Venstre. Magnus Heunicke og co. har stadig til gode at udarbejde en detaljeret plan for patientrettighederne, på trods af at vi kontinuerligt har presset på for det ved forhandlingsbordet. Vi beder ikke om en konkret dato, eftersom vi er forstående over for situationens uforudsigelighed. Vi vil dog fortsat kæmpe for, at ministeren får klarificeret, hvilke kriterier der skal opfyldes, for at rettighederne kan genetableres. På den måde kan de borgere, som rettighederne er til for, få vished om de vilkår, der skal være til stede, for at de kan få dem tilbage igen. Regeringens håndtering af coronakrisen har fået bred opbakning i befolkningen. Den opbakning kan dog hurtigt smuldre, hvis borgerne får den opfattelse, at deres lovgivningssikrede rettigheder ikke respekteres af de, der er valgt til at beskytte dem. På mange områder har regeringen vist, at deres respekt for rettigheder ikke er så tilstedeværende, som man kunne ønske, herunder eksempelvis retten til europæisk mobilitet og at drive virksomhed forsvarligt. Det behøver ikke være sådan på sundhedsområdet. Magnus Heunicke: Lyt til, hvad vi siger. Forpligt dig til patientrettighederne. Det er det eneste rigtige.

Læserbrev

Søren Frandsen er blevet radikal

Læserbrev: Socialistisk Folkepartis byrådsmedlem i Favrskov Kommune, Søren Frandsen, har inden for kort tid haft to læserbreve i medierne om trinbrættet i Laurbjerg. Når jeg læser disse to læserbreve, må konklusionen være, at Søren Frandsen er blevet radikal. Først var Søren Frandsen ude med et læserbrev, hvori han med flammeskrift slog fast, at etableringen af trinbrættet i Laurbjerg er et prestigeprojekt, og at Socialistisk Folkeparti ikke kan støtte, at der bruges flere penge på dette projekt. Denne holdning fra en SF'er er i sig selv underlig, for er der noget, som SF hele tiden tordner om, er det, at vi skal have mere kollektiv trafik. Men det gælder åbenbart ikke for Søren Frandsen og Socialistisk Folkeparti i Favrskov. Men det kan jo godt være, at Søren Frandsen har fået kolde fødder, for efter det første læserbrev er Søren Frandsen nu ude med et budskab om, at SF da går ind for trinbrættet i Laurbjerg. Og herefter forsøger Søren Frandsen at finde et figenblad, der kan legitimere, at han har skiftet holdning, nemlig at en investering i trinbrættet i Laurbjerg ikke må gå ud over den borgernære velfærd og varme hænder. Her glemmer Søren Frandsen så bevidst, at en investering i trinbrættet i Laurbjerg er en anlægsinvestering og derfor ikke påvirker driften. Med et anlægsbudget på godt 100 millioner kroner i Favrskov Kommune er det nok muligt at finde fem millioner kroner ekstra til trinbrættet. Min konklusion på Søren Frandsens to læserbreve er, at enten er Søren Frandsen blevet radikal, eller også forsøger Søren Frandsen at lægge røgslør ud over, at han reelt mener, at trinbrættet i Laurbjerg er et prestigeprojekt.

Annonce
Læserbrev

Indsats for rigsfællesskabet

Debat For abonnenter

Ulrich Fredberg: Er patienterne taget som gidsler i en 'anden sags tjeneste'?

Læserbrev: Regionshospital Silkeborg har siden akutforliget i 2007 som Region Midtjyllands udviklingshospital haft til opgave at udvikle gode patientforløb i samarbejde med praktiserende læger og kommunen. Patienter, som praktiserende læger mistænker for lungekræft, henvises til Sundhedsstyrelsens lungekræftpakke, som inkluderer en højdosis-CT-skanning af lunger og øvre del af maven, efter at patienten først har fået injektion af kontrastvæske. Patienter i Danmark, der ikke opfyldte kriterierne for at indgå i lungekræftpakken, eller som de praktiserende læger af forskellige årsager ikke finder relevant at henvise til den store pakke (typisk fordi mistanken er for lille) får i stedet i meget stort omfang foretaget røntgen af lungerne, som der foretages ca. 2000 af om dagen. I 2016 erstattede man i Silkeborg almindelig røntgen af lungerne med lavdosis-CT-skanninger (LDCT), som dokumenteret er en langt mere sikker undersøgelse af brystkassen (lungerne), og som ikke kræver ret mange flere ressourcer at lave. Konverteringen kunne således foretages, uden at det kostede flere penge. Silkeborg har delvis udfaset røntgen af brystkassen/lungerne, der overser mange ting. I stedet laves LDCT, der er en langt bedre undersøgelser. 70% af alle billederne af brystkassen i Silkeborg er nu CT-skanninger (LDCT og HDCT+k), hvilket er langt højere end andre steder i regionen, hvor røntgen endnu bruges i stort omfang. De praktiserende læger i Silkeborg kan henvise til LDCT i stedet for røntgen, hvis lungekræft blot har været en lille del af mange overvejelserne omkring diagnosen, men langt fra den mest sandsynligt (fx skuldersmerter, åndenød, og der har været en beskeden overvejelse om lungekræft). Alle hvor praksislægerne finder indikation for en fuld udredning i lungekræftpakken henvises naturligvis til dette, hvilket praksislægerne bekræfter. Røntgen overser 25% af lungekræft, LDCT overser 5% og HDCT+k overser 1 % af lungekræfttilfældene. Resultatet har været, at Silkeborg siden har diagnosticeret flere med lungekræft i de tidlige stadier (hvor de fleste overlever) og signifikant færre i de sene stadier (hvor kun få overlever) end noget andet sted i landet. Fra april 2019 indførte Sundhedsstyrelsen lempeligere retningslinje for, at patienterne kunne indgå i lungekræftpakken. Der anføres uændret en række symptomer (inkl. fx åndenød og skuldersmerter), hvor lægen ”bør overveje” at henvise til kræftpakkens højdosis CT-skanning. Senere er der kommet en tillægstolkning, så man ikke længere må skelne mellem stor og lille mistanke om lungekræft -enten har man mistanke eller også har man ikke mistanke. Hospitalsledelsen og den øverste ledelse i regionen (og Styrelsen for Patientsikkerhed på de foreliggende oplysninger) ønskede imidlertid, at de nye kriterier skulle fortolkes således, at såfremt patienten havde blot ét af de symptomer, der står i retningslinjerne, skulle patienten henvises til lungekræftpakken med højdosis CT-skanning, også selv om hverken den praktiserende læge eller den, der på sygehuset visiterede henvisningen, fandt indikation herfor. Hos hovedparten af de patienter, der henvises til røntgen af lungerne (eller LDCD i Silkeborg) har den praktiserende læge overvejet lungekræft. Det gælder hos alle rygere, eller hvis patienten har svage eller ukarakteristiske symptomer fra brystkasse inkl. Lungesygdommen KOL. Der laves ca. 2000 røntgenundersøgelse af lungerne om dagen. Af denne grund blev Silkeborg pålagt at genindkalde alle de patienter, der havde fået lavet en lavdosis CT-skanning i stedet for røntgen, til en supplerende højdosis CT-skanning, hvis de opfyldte Sundhedsstyrelsen nye tillægstolkningen, hvor mistanke er lille. Derfor havde Silkeborg to uafhængige specialister (en lungemediciner og en røntgenlæge) til at gennemgå alle henvisninger til lavdosis-CT og kigge journalerne igennem for at kvalificere henvisningen og vurdere, om patienten opfyldt blot ét kriterie til højdosis-CT. De to specialisters vurdering var så forskellig, at det stort set svarer til at slå plat eller krone. I en patientgruppe med 2,5% sandsynlighed for lungekræft er forskellen på en lavdosis-skanning og en højdosis-skanning så beskeden, at man skal udføre 1000 højdosis-skanninger for at diagnosticere én ekstra med lungekræft. Erfaringen viser, at hos stort set alle over 40 år henvist til røntgen af lungerne (eller i Silkeborg lavdosis-CT) har mistanken om kræft været med i den praktiserende læges overvejelser. Alligevel er man i Silkeborg kun blevet pålagt at genindkalde godt 100 af de 625 patienter, der har fået foretaget lavdosis-CT til en supplerende højdosis-CT. I påbuddet fra hospitalsledelsen slås det fast, at ansvaret for valg af den rette undersøgelse 100% påhviler den læge, der visiterer henvisningen på sygehuset, skønt den praktiserende læge som den eneste kender, har undersøgt og talt med patienten. Viser det sig efterfølgende, at patienten kunne have været henvist til kræftpakkens højdosis-CT, er det den visiterende læger, der er juridisk ansvarlig og kan retsforfølges. Hvis de nye ”Silkeborg-kriterier” for visitering af henvisninger fra de praktiserende læger skal gælde i hele landet, hvad de nødvendigvis må, vil det have meget store konsekvenser for samtlige røntgenafdelinger i landet. Fremadrettet er det nødvendigvis røntgenlæger, der må visitere alle henviste til røntgen af lungerne (eller lavdosis-CT) og ved hjælp af journalgennemgang kvalificere henvisningen fra de praktiserende læger med henblik på, om blot ét kriterie til lungekræftpakken med højdosis-CT er opfyldt, så undersøgelsen kan ændres. Det er også visiterende afdeling, der informerer patienten og sikrer, at der ikke var en specifik grund til, at henvisende læge (eller patienten) havde fravalgt denne mulighed. Hvis den visiterende læger overser blot ét ”adgangsgivende” symptom, har den visiterende læge bragt sig i en situation, hvor patienten skal vejledes i at indgive en klage mod den visiterende læge. Alle de genindkaldte bliver udsat for en ny bestråling med risiko for supplerende skanninger, vævsprøvetagning gennem brystvæggen eller via kikkerundersøgelser af lungerne, kontrastinjektion med belastning af nyrerne og risiko for overfølsomhedsreaktioner og ikke mindst den frygt, det skaber at gå til kontrol i op til et år, fordi tilfældige fund skal kontrolleres. Patienter, der henvises til højdosis-CT på mistanke om lungekræft, skal informeres om lungekræftmistanken i henhold til Sundhedsstyrelsens retningslinjer. Patienterne skal naturligvis også informeres om, at sandsynligheden for at få påvist lungekræft ved højdosis-CT efter en normal lavdosis-CT som i Silkeborg blot er én tusindedel (!), lige som de har krav på information om de ovennævnte potentielle bivirkninger. Patienterne i Silkeborg, der blev genindkaldt til højdosis-CT fik ingen af disse informationer, og de ansvarlige valgte ikke at inddrage praksislægerne (der plejer at stå for informationen). I stedet valgte man at sende patienterne et indkaldelsesbrev med oplysninger om, at de havde fået en forkert undersøgelse og med information om klagemuligheder. De ansvarlige var gentagne gange af mig gjort opmærksom på det tilfældige udvælgelsesprincip, den meget lave risiko for lungekræft, de potentielle bivirkninger og først og fremmest problematikken om den manglende information af patienterne og de praktiserende læger. Denne advarsel medførte en anklage om ”illoyalitet” og ”modstand mod at medvirke til genoprettelse af patientsikkerheden”. Jeg kontaktede Styrelsen for Patientsikkerhed med tilbud om information, og det medførte ligeledes en anklage om ”illoyalitet”. Man har bevidst trods gentagne advarsler udsat patienterne, der dokumenteret er udvalgt på et fagligt mere eller mindre tilfældigt grundlag, for en række potentielle risici for at blive undersøgt for lungekæft, hvor sandsynligheden blot er én tusindedel! Alt sammen uden at den nødvendige information er givet til patienterne, så de på et oplyst grundlag (gerne i samråd med deres egen læge) kunne have truffet beslutningen om at tage mod tilbuddet eller ej. Man undgår derfor næppe mistanken om, at patienterne er taget som gidsler i en ”anden sags tjeneste”. I givet fald er det en af de største forvaltningsmæssige skandaler i regionernes historie, som nødvendigvis må få alvorlige konsekvenser for de ansvarlige, og hvor det næppe rækker kun at involvere Styrelsen for Patientsikkerhed.

Annonce