Annonce
Læserbrev

Corona-nedlukning: Ros til landets elever og studerende

Læserbrev: Mens coronaen hærger, og Danmark er lukket ned, sidder de danske elever i folkeskolen, på ungdomsuddannelserne og de videregående uddannelser bænket ved computeren og modtager online-undervisning i op til otte timer om dagen. Der er stor forskel på, hvilke forhold elever og studerende lever under på hjemmefronten. Det spiller en endnu større rolle i disse uger, og som socialdemokrater er vi særligt opmærksomme på, at kriser kan ramme socialt skævt. Det er vores opgave som samfund at støtte bedst muligt, mens nedlukningen står på men også at have blik for, hvem der har brug for en ekstra hånd for at komme på omgangshøjde, når hverdagen ruller igen. Lige nu er der dog grund til at rose, at de unge klør på med krum hals uanset deres baggrund, som på sin vis bliver meget tydelig nu, hvor alle er hjemme, og man mødes virtuelt og via skærmen får et kig ind i hinandens hjem. Hvad enten det er støjende mindre søskende, mor og far, der arbejder ved køkkenbordet, manglen på et eget værelse, hvor man i fred kan løse opgaver ”sammen med” sine medstuderende, eller for nogle måske endda sociale problemer, der umuliggør den nødvendige arbejdsro eller hjælp til lektierne. Heldigvis er der også unge, der har gode hjemmearbejdsforhold. Men mange unge er rigtig hårdt pressede. Ikke mindst, hvis de snart skal til eksamen. ”Det værste ved det er uvisheden,” sagde en af eleverne i et online-møde på Google Meet. ”Det at man ikke ved, hvor længe det her varer.” Uvisheden er fælles for alle. Ensomheden sniger sig ind hos mange. Det føles tomt, at man ikke kan møde kammeraterne hver dag. Alligevel arbejder de unge benhårdt på at få deres uddannelse på trods af den uvante situation. Vi synes, de unge gør en helt fantastisk indsats. De har, uden at sætte spørgsmålstegn ved situationen, taget udfordringen op. I løbet af ganske få dage satte de sig ind i nye online platforme, nye undervisningsstrukturer og nye kontaktformer, og hver dag sidder de nu og løser opgaver sammen over nettet i mange timer. Og ikke nok med det. De har også lektier, der skal læses, og præsentationer, der skal forberedes. Vi vil gerne herfra sende en kæmpe tak og en meget stor ros til de unges indsats. I er Danmarks fremtid, og den tager I på jer med en fantastisk ansvarlighed. I udviser en sjælden vedholdenhed, som både I og vi kan være stolte af. Danmarks fremtid er i trygge hænder. Tak for det.

Leder

Et sammenhold der varmer

Læserbrev

Genåbning af det danske samfund

Annonce
Læserbrev

Vi står sammen – ved at holde afstand

Læserbrev: Coronakrisen påvirker os alle, og hver dag står vi foran ukendt terræn. Det betyder svære tider for familier, for enlige, for ensomme – ja for alle danskere. Mange har mistet jobbet, og endnu flere er bekymrede for deres fremtidige indkomst. Velfærdsområderne i Randers Kommune er selvfølgelig også påvirkede, da vi kører nødberedskab på mange områder. Det betyder for eksempel lavere bemanding på plejehjemmene og nødpasning af børnene. Men borgere og brugere kan være trygge. Kommunens medarbejdere knokler hver dag for at få tingene til at fungere. Og det fungerer. Stor tak for det. Også en stor tak til alle dem, der knokler på arbejdet hver dag for at bringe varer ud, får maskinerne til at køre, sidder ved kasserne i supermarkedet, renoverer boliger eller noget helt femte. Mange arbejdspladser er ramt – derfor vil jeg opfordre til at handle lokalt – også online. Randers Kommune har også iværksat vores egen hjælpepakke som supplement til de statslige, med eksempelvis fremrykning af vedligeholdelse af de kommunale bygninger. Vi skal i fællesskab alle gøre, hvad vi kan for at holde hånden under beskæftigelsen og trygheden og være klar til tiden efter corona. Tiden lige nu er ekstra svær for vores ældre og ensomme, og nu nærmer påskehøjtiden sig. Derfor håber jeg også, at alle vil sende en hilsen til deres nære og eksempelvis bruge de teknologiske muligheder. På vores plejehjem hjælper personalet gerne med at komme i digital kontakt med de pårørende. Det har heller ikke været nemt at være familie med børn, hjemmeundervisningen har for eksempel krævet sit, og ungerne er efterhånden meget klar til, at der skal ske noget mere. Gå en tur, nyd vores fantastiske natur i hele kommunen. Det er der mange, der allerede gør – og går i store buer udenom hinanden. Det er også netop det, der gør, at smitten bliver begrænset. Stor ros for at lytte til myndighedernes anbefalinger. Det er svære tider, og de næste måneder bliver også vanskelige. Og på den anden side af alt dette vil vi se et Danmark og et Randers, der ikke helt er som tidligere. Vi kan alle være stolte over fællesskabets kraft, og i Randers Kommune kan borgerne være trygge. Vores institutioner fungerer flot på trods af de svære betingelser. Vi står alle sammen – ved at holde afstand.

Læserbrev

Udvidelse af E45 kan sætte gang i dansk økonomi igen

Læserbrev: Meget tyder på, at coronakrisen resulterer i en historisk nedgang i dansk økonomi. Beregningerne fra Nationalbanken er i hvert fald foruroligende læsning, hvor det fremgår, at dansk økonomi kan skrumpe med op mod 10 procent. Det skal vi naturligvis gøre alt for at undgå. Derfor er der behov for at skyde nyt liv i dansk økonomi ved at fremrykke offentlige investeringer, således at byggeriet har noget at bestille. Før valget blev de borgerlige partier enige om en stor investeringsplan for nye infrastrukturprojekter. Den er sat i stå af regeringen, men rigtigt mange projekter ligger klar til at blive sat i gang. Dem vil vi gerne have igangsat allerede i år, så vidt muligt. Her er udvidelsen af E45 en af de planer, som ligger klar til at gå i gang med. Dagligt sander trafikken til på E45, og det er en hæmmer for væksten i vores område, at der spildes så meget tid på motorvejen. Samtidig opstår der farlige situationer, når der er kø og for mange biler på vejen. Det problem skal vi have løst, og derfor er det nødvendigt med tre spor hele vejen fra Vejle til Randers. Det er naturligvis ingen hemmelighed, at motorvejen, og den store mængde trafik, skaber støj. Derfor skal der, i forbindelse med en kommende udvidelse af E45, investeres massivt i støjsikring. Mange naboer har i årtier ikke kunnet få ørenlyd i deres egen have. Det problem skal vi løse, samtidig med at vi udvider motorvejen. Jeg har kæmpet for, at den sidste strækning fra Aarhus Nord til Randers skulle med i udvidelsesplanerne. Det er den kommet, men oprindeligt var det meningen, at det ville være et godt stykke ude i fremtiden. Nu er der brug for, at staten træder til og sætter gang i byggebranchen igen, og det er, den ulykkelige situation til trods, en gylden mulighed for at få fremrykket udvidelsen af hele strækningen. Det vil jeg kæmpe for, og jeg opfordrer alle folkevalgte her i Østjylland til at gøre det samme. Regeringen har i et bredt samarbejde med Folketingets partier brugt alle kræfter på at slukke ildebrande. Nu er der behov for, at vi tænker lidt mere frem i forhold til, hvordan vi får gang i hjulene igen. Min opfordring er, at vi holder fast i det gode samarbejde på tværs af partierne, og at vi sætter udvidelsen af E45 på den politiske dagsorden. Det er nu, der er brug for offentlige investeringer, og det er nu, at Finansministeriets pengekasse nærmest står på vid gab. Den mulighed må vi ikke forpasse her i Østjylland.

Annonce
Læserbrev

Giv os alle en chance og sammenhold

Læserbrev: Liva Weel sang under Anden Verdenskrig "Man binder os på mund og hånd". Det var under andre betingelser. Nu gælder "Den binder os på mund og hånd" - på grund af coronavirus. Jeg tror, at mange ikke helt har forstået alvoren i denne virus. Beklagelsen fra folk i dette vidunderlige forårsvejr er, at de ikke må samles i større grupper, som eksperterne advarer imod. Butikker er lukket ned midlertidigt. Du kan ikke handle, som du plejer at gøre, men er det ikke et meget lille bidrag at yde, hvis det kan hjælpe med at dæmme op for smitten? I USA stiger smitten i New York eksplosivt. Er det ikke tankevækkende? De havde ikke tanke om, at den er så dødelig. Den kære præsident sagde til at begynde med, at det jo blot er en virus som influenza. Selv arbejder jeg i et supermarked, hvor vi dagligt bruger engangshandsker og håndsprit. Tager hensyn til hinanden med afstand, og ikke mindst kunderne, og jeg gør det gerne. Hjemme skal jeg tage hensyn til min mand, da hans lunger ikke er de bedste, og vasker hænder konstant. Skal jeg hoste både på arbejdet eller hjemme, foregår det i ærmet. Herregud, vaskemaskinen og vaskepulver fungerer fint. Får man hjemmekarantæne, skal man respektere det og acceptere det af hensyn til os alle, som heldigvis ikke fejler noget endnu. Nu gælder sætningen "jamen, det sker kun for naboen" ikke mere. Tag hensyn til dine medmennesker. Er der nogle af jer tvivlere, der har læst om den sorte pest i 1300-tallet eller den spanske syge i 1920? Hvilke katastrofale konsekvenser der var? Temmelig mange, og dem skal vi lære af for at undgå en større katastrofe. Hele verden er i knæ, lad os alle hjælpe, så godt vi kan.

Annonce
Annonce
Redaktøren anbefaler For abonnenter

Vi forsøger at gøre en forskel. Vi er her for hinanden.

Vi har altid sagt om os selv, at vi forsøger at gøre en forskel i det lokalsamfund, vi elsker at være en aktiv del af, og hvis skæbne vi altid vil dele. Vi forsøger at gøre en forskel med konkrete initiativer som Randers Julehjælp, der sikrer julen i hundredvis af økonomisk nødlidende børnefamilier, Kloge Hænder, der bringer lærlinge og læremestre sammen, Videnpanelet, der synliggør Randers som videnby med 69 ungdoms- og videregående uddannelser, samt Politik og pølser, der sætter vælgere og kandidater stævne i et anderledes vælgermøde. Og vi forsøger - først og fremmest - at gøre en forskel ved at være her altid, med vores løbende daglige dækning, der med kritisk og konstruktiv journalistik skal styrke demokratiet og sammenhængskraften i vores lokalsamfund. Den seneste halve måned har vi igen forsøgt at gøre en forskel med et konkret initiativ i vores kronjyske og djurslandske lokalsamfund. Vi har valgt at gøre vores hundredvis af artikler om coronavirus gratis for alle, også for læsere, der ikke har abonnement. Normalt vil artikler af den slags være bag såkaldt betalingsmur og forbeholdt abonnenter. Men netop nu er det vigtigere end nogensinde, at alle ved mest muligt om den fare, vi skal frygte, og de forholdsregler, vi skal følge. For os er det vigtigere end spørgsmålet om, hvem der betaler, og hvem der ikke betaler. Mere end nogensinde er der behov for en lokal avis, der formidler vigtig viden om den mest alvorlige situation i Kronjylland, på Djursland og i resten af verden i dette århundrede, og mere end nogensinde er der interesse for at finde ny viden i netop den lokale avis. Vores læsertal på amtsavisen.dk ligger markant højere end normalt, og den markant største læsergruppe er de 25-34 årige, altså den aldersgruppe, vi altid har haft vanskeligt ved at nå. Det er vores publicistiske forpligtelse at støtte det lokalsamfund, der støtter os. Vi er her for hinanden. Vi fortsætter med at følge coronaen og forklare det, der sker i det mest skræmmende kapitel af verdenshistorien, vi har oplevet i mange år.

Annonce
Læserbrev

En stor ros til alle

Læserbrev: Kære alle Vi står i en helt ukendt situation. Næsten alle er sendt hjem grundet covid-19, og det er endnu uklart, hvornår skoler med mere starter op igen. I stedet laves nødundervisning hjemmefra. En form for undervisning, de færreste – hvis nogen - har erfaring med, samtidig med, at der er stor forskel på, hvordan man bruger for eksempel IT i de forskellige fag. Vi ved, at der er udfordringer i forhold til, at der skal undervises på en anden måde, at de sædvanlige relationer mellem elever og lærere skal plejes via beskeder frem og tilbage på AULA eller Min Uddannelse, at indholdet i undervisningen bliver anderledes, at forældrenes forudsætninger og forventninger til nødundervisningen er vidt forskellige ... Og så har man ikke den umiddelbare reaktion fra eleverne. Har de fanget det? Hvilke justeringer er der behov for? Hvilket IT-udstyr er der? Fungerer de forskellige platforme (hvor lang tid vil man vente på at komme på?)? Feedback skal gives på afstand og ikke umiddelbart i undervisningssituationen, hvilket gør det svært at hjælpe eleverne. Det, vi hører, er, at man gør det bedste, man forsøger og laver om, når tingene ikke helt udarter sig som forventet. Som lærer med en professionel tilgang til professionen gør man sig mest muligt umage for at få det bedst mulige resultat ud af de nuværende forhold. Det betyder, at forskellige tiltag afprøves via de forskellige platforme, via video med mere. Og ja – der bliver begået fejl, men man forsøger hele tiden at tilpasse sig og rette niveauet for undervisningen ind, så den enkelte elevs behov bliver opfyldt bedst muligt. Fokus må altså være på, at man holder færdigheder ved lige. Herfra skal der lyde en stor ros til alle for indsatsen indtil nu – også til forældre og elever for at gøre det bedst mulige under de nuværende forhold.

Læserbrev

Børnefamilierne skal trygt gennem krisen

Læserbrev: I disse uger gennemlever Danmark den største krise siden besættelsen. Landet er nærmest lukket ned, og vores liv har ændret sig voldsomt. For nogle har krisen betydet, at indtægten i deres virksomhed er forsvundet. Andre er blevet sendt hjem fra deres arbejde. Med andre ord er det pludselig blevet svært at få enderne til at mødes, når regningerne skal betales. Tiltagene er nødvendige for at få bugt med covid-19, og over hele kloden ses, at tilsvarende midler bliver taget i brug. En stor udgift for mange børnefamilier er den månedlige udskrivning til daginstitution eller dagpleje. For en gennemsnitlig LO-familie med to børn er det hele otte procent af den disponible indkomst, som går til netop dette. Imidlertid er daginstitutionerne lukket, men forældrebetalingen fortsætter. Det var rimeligt nok i den første del af nedlukningen, hvor vi alle må bidrage, men nu er der behov for, at forældrebetalingen bliver sløjfet, således at man ikke skal betale for noget, man ikke får. Derfor vil Venstre foreslå regeringen, at forældrebetalingen bliver sat i bero indtil videre. For Venstre er det dog afgørende, at regningen ikke bliver tørret af på kommunerne. I stedet må staten bære udgiften ved at droppe forældrebetalingen, ikke blot for daginstitutioner men også for friskoler, privatskoler og efterskoler. Det er nemlig vigtigt, at krisen ikke betyder nedskæringer på kernevelfærden i kommunerne, og det vil det komme til, hvis kommunerne selv må finansiere den manglende forældrebetaling. Det ville hurtigt presse børneområdet her i Randers, og det vil vi ikke være med til. Det er vigtigt, at den krise, vi står midt i, ikke kommer til at gå ud over de mindste i samfundet. Vi må derfor finde andre måder at finansiere krisetiltagene på end ved at svinge sparekniven over børneområdet. Vi står i en vanskelig situation. Heldigvis er Danmark godt polsteret, således at vi har muligheden for at holde hånden under børnefamilierne. Det er vigtigt, at der midt i en urolig tid er tryghed omkring børnefamiliernes økonomi, således at vi kan bruge kræfterne på at være der for familien i stedet for at bekymre os alt for meget om røde tal på kontoudtoget. Venstre er klar til at tage ansvar for at bringe Danmark igennem krisen, og derfor er vi også parate til at samle regningen op.

Kronik

Kronikken: En prædiken, som den kunne have lydt i Sct. Mortens Kirke 22. marts

Ok. Ikke et ord om danskernes forhold til faste og hamstring af toiletpapir og rugbrød. Men vi befinder os i fastetiden. Den tid, hvor vi i kirken forbereder os til påsken og hele påskens drama; med indtoget i Jerusalem palmesøndag, disciplene og Jesu sidste måltid sammen skærtorsdag; korsfæstelsen langfredag og opstandelsen påskedag. Traditionelt har forberedelsestiden været en tid, hvor man frivilligt led afsavn. Det vil sige, at man afholdt sig fra den gode mad og overholdt strikse regler for, hvad der måtte spises i tiden mellem fastelavn og påskedag. Jeg må indrømme, at jeg ikke selv praktiserer fasten. I al fald ikke ved at lide afsavn. Jeg lægger nærmest lidt til og nyder at lytte til fastemusik i form af især Bachs store musiske værker over påskebegivenheden. Og vi er generelt ikke ret gode til at lide afsavn. Vi vil have det hele, og vil have det nu. Vi vil have valget mellem 12 mærker vaskemiddel. Vi vil have adgang til underholdning, ikke mere end tre klik væk. Og vi vil have det i hænder og jakkelomme. Vi vil have køleskabet og fryseren fyldt op og kaffe nok til, hvis der skulle komme uventede gæster. Vi vil have oplevelser. Derhjemme og på rejsen. Og vi vil ikke have forsinkelser. Og vi gider ikke kø i morgenmadsbuffeten. Vi vil have vores på det tørre. Vi vil have lov til at skilte med det. Vi vil sige vores mening; også når ingen har spurgt; og især hvis den forarger eller sårer. Vi vil have alting. Og vi vil have det nu. Vi er ikke ret gode til at lide afsavn. Og slet ikke frivilligt. Nu står vi i en ret alvorlig situation. Ikke bare som land og nation. Vira kender ikke til grænser. Men herhjemme, og i mange andre lande i Europa og andre steder, er samfundet sat mere eller mindre i stå. Ud over den umiddelbare sundhedsrisiko, som denne virus udgør, så følges den i halen af alvorlige økonomiske konsekvenser. Nogle er allerede blevet ramt, andre kan se en mørk horisont nærme sig og er truet på deres levebrød. Der er altså medborgere, der allerede nu må sande, at de må lide afsavn. Aldeles ufrivilligt. Der er familier, hvor bekymringer kommer tæt på. Bekymringer, som vi for få måneder siden ikke kunne have forudset. Og det er både helbredsmæssige og økonomiske konsekvenser, jeg her tænker på. Det kunne for nogen måske være fristende at henvise til Johannes-evangeliet denne søndag, hvor Jesus siger: "Arbejd ikke for den mad, der forgår, men den mad, der består til evigt liv". Men det vil være taktløst i en situation, hvor nogle frygter at miste deres arbejde. Det er noget nemmere at betænke det evige liv med fyldte maver. Og det er noget nemmere at tage sig af sine kære, når man ikke lever med en latent frygt for i morgen. Men hvordan vi end er stillet, så er vi tvunget til at forholde os til en ny virkelighed. Vi er tvunget ikke kun af lovgivning og retningslinjer. Men vi er tvunget af kærlighed til vore medmennesker. For at beskytte hinanden fra en sygdom, der for nogle kan have fatale konsekvenser. Vi er tvunget af kærlighed til, paradoksalt nok, at holde afstand til hinanden. Vi er tvunget til at lide afsavn. Og det kunne minde os om, hvad der er pointen med fasten. At ved at afstå fra nogle af livets største gaver lærer vi at sætte pris på dem. Når vi til stadighed får alting, og får det nu, så mister gaverne sin smag og duft. De blegner. Når vi køber appelsiner og jordbær året rundt, så går noget af fortryllelsen væk. Så måske kan denne faste, under coronavirusskyggen, lære os noget om medmenneskelighed. Noget om næstekærlighed. Når vi en periode ufrivilligt må holde afstand til hinanden. Hvor skoleelever og studerende må mødes over computeren eller i selskab to og to. Hvor kontorer lukker. Og hvor altså også præsten må afsondres fra sin menighed. Vi er tvunget af kærlighed. Det er måske det vigtigste at huske sig selv på. At det er i omsorg for hinanden, at vi må afsondre os. For en tid. Fasten er at forberede påskens drama. Og også påsken har sit afsondringstema. Da Jesus rider ind i Jerusalem og kommer ind på tempelpladsen, oplever han, at folket er afsondret fra Gud, i deres praksis. Jesus afsondrer sig selv, frivilligt, i Getsemane. Afsondringen bliver ufrivillig, da disciplene falder i søvn, og han tages til fange. Afsondringen mellem Gud og verden bliver total langfredag, da Gud, i Kristus, selv dør på korset. Men påsken handler først og fremmest om det modsatte. Nemlig foreningen, påskedag. Påskedag forenes Kristus med Gud, i opstandelsen. Og med den forenes Kristus med disciplene. Og mennesket forenes med Gud, i Ånden. Fastetiden, her op mod påske, har i året været meget anderledes. I skrivende stund er der stadig mange ubesvarede spørgsmål. Men en ting er altid den samme. Håbet om og tilliden til foreningen. At afsondringens tid snart afløses af en ny forening. I mellemtiden kan jeg fra mit kontor kigge ud på en tom Erik Menveds Plads. Og måske nynne påskesalmen for mig selv. Med mindst en halvanden meter til nærmeste medmenneske: "Som fuglekor i mark og lund Lovsynger vår i allen stund Med deres toner søde, Så alle tunger trindt om land, Lovsynge dødens overmand I påske-morgenrøde".

Læserbrev

Viden er nøglen til en bedre psykiatri

Læserbrev: Flere og flere mennesker får brug for hjælp i psykiatrien. På syv år er der sket en fordobling af børn med psykiske diagnoser som ADHD, autisme, depression eller angst. Også antallet af patienter i voksenpsykiatrien er steget markant. Viden er helt afgørende, når patienter med psykiske lidelser skal udredes og behandles, og vi skal hele tiden undersøge, hvordan vi kan sætte endnu bedre ind. Derfor er det enormt positivt, at Danske Regioner byder ind i debatten med en række anbefalinger, der skal styrke forskning i psykisk sygdom. Anbefalingerne har fem overordnede budskaber: - Nuværende forskning skal fastholdes og udvikles. - Muligheden for forskning skal styrkes. - Patienter og pårørende skal involveres mere. - Viden skal hurtigere nå patienterne. - Kræfterne skal forenes og koordineres. Alt sammen for at sikre mere og bedre forskning på psykiatriområdet. Helt konkret anbefaler Danske Regioner blandt andet at gøre det mere attraktivt at forske, for eksempel ved at tilbyde medarbejderne flere stipendier, talentspor og deltidsstillinger. Samtidig vil man undersøge muligheden for et mere landsdækkende samarbejde på forskning- og psykiatriområdet. Psykiske lidelser er alvorlige folkesygdomme helt på linje med kræft og hjerteproblemer. Derfor skal vi naturligvis også have de samme høje ambitioner for vores samarbejde om psykiatrisk forskning, som vi har på eksempelvis kræftområdet. Vi kan ikke løse alle udfordringer i psykiatrien med et snuptag fra den ene dag til den anden, men Danske Regioners nye anbefalinger er et godt initiativ og et skridt i den rigtige retning.

Annonce
Annonce
Leder

Det er nu, vi skal vise styrke

Læserbrev

Dobbelt straf for corona-forbrydelser – og det haster

Læserbrev: Næsten hele Danmark står sammen i kampen mod coronavirussen. Men kun næsten. For der er mennesker, som i stedet for at yde et bidrag til alle andres kamp for at sikre danskernes liv og helbred spekulerer i at udnytte krisen til egen berigelse. Mennesker, som er klar til at begå grov kriminalitet. Der er mennesker, der udnytter svage og sårbare ældres usikkerhed for sygdommen til at give sig ud for sundhedspersonale - og tømme beboernes ejendomme for værdier, når de er kommet inden for dørene. Eller simpelthen tyveri af livsvigtigt udstyr og hospitalssprit fra vores hospitaler, som i forvejen har hænderne fulde af vigtige opgaver med patienter. Det er kommet så vidt, at hospitaler må hyre vagtværn for at sikre, at hospitalssprit og andre livsvigtige remedier ikke stjæles: Søndag aften – mens læger og sygeplejersker fortæller, der mangler hospitalssprit og andet livsvigtigt sundhedsudstyr under corona-epidemien – stjæler en ung mand 27 dunke med hospitalssprit fra Aarhus Universitetshospital i Skejby, som betjener hele Østjylland. På Regionshospitalet i Randers konstaterer man, at en beholder med hospitalssprit er tømt for sprit – og fyldt med vand. Det er så groft og kynisk at udnytte en krise, der har sat hele samfundet i nødværge, til at begå kriminalitet, som kan få både de alvorligste fysiske og psykiske omkostninger for andre mennesker. Og det skal stoppes. Derfor foreslår vi i Venstre, at vi indfører en dobbelt straf for at udnytte en udfordrende krise til at begå kriminalitet. Venstre stod for seks år siden i spidsen for indførelsen af dobbelt straf for rocker- og bandekriminalitet. Det var under rocker- og bandekonflikterne i landets storbyer, hvor andre menneskers liv blev bragt i fare - og det har virket. Vi bliver nødt til at forsvare både vores sundhedsvæsen og vores syge, udsatte og ældre borgere i en krise, som den vi står i nu. Ikke desto mindre fortæller hver dag om nye ofre for kyniske kriminelle, som hellere vil udnytte krisen til egen vinding. Vi er nødt til at sende et klart og konsekvent signal – og få buret de kriminelle inde, så de ikke kan gentage deres kriminelle aktiviteter. Derfor foreslår vi i Venstre, at forslaget om dobbelt straf bliver hastebehandlet, ligesom vi i Folketinget de seneste uger har hastebehandlet hjælpepakker og andre krisetiltag. Det er desværre nødvendigt – og det haster.

Annonce
Kronik

Kronikken: Nyt håb i en svær tid

Kronik: Det er en dyster tid, stedt i corona-vånde som vi er. En tid fyldt af svære dilemmaer og tunge beslutninger. Den ene gang efter den anden går statsministeren på skærmen for at indskærpe alvoren, samtidig med at hun søger at appellere til vores sans for fællesskab og indgyde håb. Det er selvsagt en vanskelig øvelse. Så til at beskrive vores nye komplekse virkelighed bruger Mette Frederiksen det, man i talekunsten kalder et oxymoron. Det er en stilfigur, der kombinerer to begreber, som er hinandens modsætning. "Vi står i en helt ekstraordinær situation," siger hun. "Og den kræver ekstraordinært sammenhold. Hver for sig." At vise sammenhold hver for sig. Det er paradoksalt, nærmest ulogisk, men altså nødvendigt. Som de fleste forstår jeg jo godt, hvad hun mener. Men indrømmet – jeg har svært ved at føle, at det er rigtigt. For mig sygner håbet lidt hen i denne abstrakte form for retorik. Hvordan skal vi dog finde sammen, når vi ikke længere kan mødes i den virkelige verden, der er under dramatisk forandring? Men så lad mig give et handlingsmættet og håndgribeligt eksempel fra min egen verden, gymnasieskolen, til inspiration. Da statsministeren forleden onsdag aften gik på fjernsyn for at lukke alle skoler og gymnasier, kunne hun næppe vide, at hun samtidig åbnede for en kreativitet af en anden verden. Men det gjorde hun. I gymnasieskolen sagde det i hvert fald pling! Ligesom i barndommens tegneserier, når helten fik et godt indfald, og det blev illustreret ved en lysende glødepære over hovedet. Min klare fornemmelse er, at den måde, vi på gymnasiet i Paderup håndterede situationen på, er typisk for sektoren. Lige efter statsministerens pressemøde rådslog jeg over telefonen med min ledelse om, hvordan vi dagen efter skulle foretage en kontrolleret nedlukning af skolen og gribe den kommende tid an. Nu skulle eleverne undervises hjemme via computeren. Pling! sagde det nærmest. På ingen tid blev en masse mennesker grebet af en ubændig handletrang. Dagen derpå tog det for eksempel kun to timer for nogle lærere og ledere samt en it-supporter at stable en brugbar digital undervisningsplatform på benene. Og samtidig formåede de at udtænke gode ideer om online undervisning. Straks derefter var alle gymnasiets lærere indkaldt til et møde om det nye elektroniske system og de første pædagogiske tanker med det. På behørig fysisk afstand af hinanden, forstås. Og lynhurtigt bredte der sig en stemning af, at nu gælder det. Undervisning er en uhyre kompliceret proces, så den kan man ikke bare sådan digitalisere fra den ene dag til den anden, hvis den fortsat skal være udbytterig for eleven. Heller ikke selv om man er en garvet lærer. Men alle gik på med krum hals og begyndte at planlægge den første undervisning på de nye præmisser. Mandagen efter var første virtuelle skoledag. Ikke bare i Paderup men på mange gymnasier kastede lærerne derhjemme sig modigt ud i at afprøve nye digitale platforme. Med en sådan ihærdighed, at systemerne blev overbelastet, og med ikke få frustrationer til følge. Men hvilken fantastisk oplevelse, når de virkede. Selvfølgelig skete der en masse fejl i begyndelsen, tekniske som menneskelige. Men på dag to blev det lidt bedre. Og dag tre og fire endnu en my bedre. Så pyt med en fejl 40 hist og her. Ja, vi har endda haft overskud til at joke lidt med det. "Vi skifter hjul, mens vi kører," som vi siger. Under normale omstændigheder en temmelig tåbelig foreteelse, men situationen er langtfra normal. Overskriften til denne kronik er hentet fra dronningens fine, personlige og nærværende tale til os alle sidste tirsdag aften. Her rettede majestæten den varmeste tak til alle, der holder de nødvendige funktioner i vores samfund i gang. Sundhedspersonale, beredskab, forsvar og politi, begribeligvis. Men også butiksansatte, chauffører og alle, der passer deres arbejde under vanskelige forhold. Hyldes dem, der hyldes bør! Jeg føler mig overbevist om, at denne tak også gælder landets lærere. De er sendt hjem, men arbejder derfra for fortsat at give børn og unge den bedst mulige undervisning i en periode, hvor deres skole og gymnasium er lukket på grund af smittefare. De fleste lærere har ikke prøvet at arbejde virtuelt før, i hvert fald ikke i det massive omfang, vi ser her. Alligevel knokler de kreativt på. Pæren over deres hoveder gløder om kap med den computerskærm, der er blevet det nye klasselokale. De afprøver nye ideer og sparrer med hinanden og med eleverne i et væk. For nogles vedkommende endda samtidig med at de også skal sørge for hjemmeundervisning af egne børn. Så ja, jeg istemmer med dronning Margrethe, når majestæten hylder alle dem, der på bøvlede vilkår stadig passer deres arbejde og holder hjulene i gang. Ikke mindst fordi mange af dem er nødt til at være så opfindsomme, at de kan skifte dem, mens vi kører. Se, det vækker nyt håb i en svær tid. Et håb om, at vi kan finde nye former for fællesskab og sammenhold, når vores virkelighed radikalt forandres. Og et håb om, at vi vil formå at bære denne kreativitet med ind i tiden derefter. Tak for det.

Debat

Mine naboer er hverdagens helte. Jeg mærker en klump i halsen, når jeg læser deres dagbog

Mine børn, min kone og jeg er så heldige at have de flinkeste naboer, vi kan forestille os. De er imødekommende, opmærksomme, oprigtige. Vores børn leger sammen dagen lang, når de har fri fra skole. Vi arver deres aflagte børnetøj. Vi låner alt muligt af hinanden. Vi hjælper hinanden. Vi nedsvælger en øl, når hækken er klippet, og græsset er slået. Vi har altid set vores naboer som gode og ordentlige medmennesker, som det giver stor værdi at bo ved siden af. Men vi har aldrig set vores naboer som hverdagens helte. Før nu. Pludselig er sygeplejerskerne Anita og Jakob inde i nummer 3 rykket op i en særlig samfundsklasse af netop hverdagshelte, som i yderste konsekvens betaler med deres egen sikkerhed og sundhed for at redde verden og alle vi andre fra den corona-pandemi, der i disse måneder lukker vores velkendte verden ned og forandrer den fuldstændig for en periode. Pludselig står vores naboer sammen med andre sygeplejersker, læger og andet sundhedspersonale i forreste frontlinje i kampen mod hele verdens fælles fjende, det absolut eneste, der i øjeblikket virkelig betyder noget for verdenssamfundet. De er nervøse. Deres børn er nervøse - og hjemsendt fra skole med heraf følgende nye prøvelser for familielivet. Men de vakler ikke. De snakker i stedet om styrket følelse af fællesskab blandt sundhedspersonale verden over. De er så seje og stærke, at jeg mærker en klump i halsen, når jeg læser deres dagbog i vores avis i disse dage. De skriver beundringsværdigt åbent om deres hverdag og deres følelser på arbejdspladsen og i familien. Vi ser ind i deres familie i den vanskeligste situation, den måske nogensinde har stået i. Sådan et overskud har de også, mens de venter på arbejdsdage og døgn, som ingen endnu kan forestille sig. Ved siden af os alle - eller overfor eller nedenunder - bor der en sygeplejerske, en hverdagshelt, som mere end nogensinde er værd at beundre, hjælpe og passe godt på i dagene og månederne, der kommer nu.

Leder For abonnenter

Randers HK står stadig på skrøbelig grund

Randers HK er, som Randers Amtsavis i denne uge kunne fortælle, endelig sluppet væk fra Dansk Håndbold Forbunds sorte liste over klubber, der ikke må indgå nye kontrakter. Det er en vigtig nyhed. På det symbolske plan betyder det, at Randers HK nu kan sætte det officielle punktum for det drabelige kapløb mod konkurs, som klubben var igennem i efteråret, hvor det lykkedes at redde eksistensen med det yderste af neglene. Randers HK kan nu kigge fremad, hive spillerkontrakterne op af skuffen og offentliggøre den trup, som i næste sæson skal repræsentere klubben i kvindernes håndboldliga. Så langt, så godt. Men Randers HK står stadig på skrøbelig grund. De tre millioner kroner, som klubben hentede i aktiesalg, kan kun bruges én gang. Får Randers HK ikke vundet mange af de sponsorer tilbage, som klubben har tabt under de seneste års kommercielle og sportslige slingrekurs, svinder pengekassen hurtigt ind igen. Der skal ganske enkelt genskabes et solidt indtægtsgrundlag, før Randers HK igen kan kigge ind i fremtiden med en vis ro i maven. Det kræver opbakning og tålmodighed fra byens erhvervsliv, der skal være villige til at investere i Randers HK, selv om det på den korte bane ikke har samme kommercielle værdi som i klubbens storhedstid. Det vil være en investering med hjertet og en investering i en klub, som bedre end nogen anden håndboldklub på kvindesiden i Danmark har formået at gro dygtige håndboldspillere i egen baghave. Det er ingen ringe investering. Men det gør det ikke alene. Hvis Randers HK på den lange bane skal kunne tiltrække og fastholde sponsorer, kræver det, at klubben får udviklet en klar strategi. En strategi for, hvordan Randers HK i fremtiden vil udvikle talenter helt oppe i samme klasse som Katrine Fruelund, Camilla Dalby og Mie Højlund. En strategi for, hvordan Randers HK igen bliver en storklub, der kan jagte medaljer og sikre sponsorerne en platform for eksponering og store oplevelser. Så ja, Randers HK er fri af den sorte liste. Men arbejdet for en stor fremtid er kun lige begyndt.

Annonce