Annonce
Debat

Debat: Lad os hylde medarbejderne i sundhedsvæsenet

Et dansk medie lavede for nylig en øvelse, hvor man udnævnte de 100 mest magtfulde mennesker i det danske sundhedsvæsen. Udnævnelsen af magtfulde personer er interessant, fordi den er meget symptomatisk for den måde, som mange ser på sundhedsvæsenet for tiden. Medier og politikere fokuserer på magt, økonomi og antallet af eksempelvis sygeplejersker på sygehusene, og det er selvsagt vigtigt, fordi de strukturelle forhold har stor betydning. Men engang imellem savner jeg, at vi også sætter fokus på dem, det hele handler om: Menneskerne i sundhedsvæsnet i form af det dedikerede personale, der gør en stor indsats for patienterne på sygehusene og i kommunerne. Personalet er ikke bare tal i et Excel-ark, og masser af sygeplejersker, læger og andre i sundhedsvæsenet har stor betydning for patienterne, selvom de hverken er chefer eller har formel magt. Mottoet på det tidligere amtssygehus i Aarhus lød: ”Helbrede, lindre og trøste”. Hvis vi ikke kan helbrede, skal vi lindre, og kan vi ikke lindre, skal vi trøste. De tre nøglebegreber er centrale i ethvert pleje- og behandlingsforløb, og vi bør tale langt mere om de medarbejdere, der i hverdagen gør en indsats for at understøtte og forbedre denne pleje og behandling, end om hvem der er placeret hvor på en magtliste. I virkeligheden burde man lave en liste med de medarbejdere i sundhedsvæsenet, der har haft den største betydning for patienternes pleje og behandling gennem tiderne. Listen kan indeholde personer fra hele landet, der for eksempel har udviklet nye metoder, gjort en stor faglig indsats eller iværksat initiativer, der har betydet meget for patienternes hverdag. På Fyn kan det eksempelvis være de sygeplejersker, læger og IT-ingeniører, der på Odense Universitetshospitals telemedicinske enhed har udviklet en patientkuffert til patienter med kronisk obstruktiv lungesygdom (KOL). KOL-kufferten er en bærbar PC med webcam, og den har givet særdeles gode resultater, som blandt andet kan ses direkte i antallet af genindlæggelser og patienttilfredsheden. I Østjylland kan det være initiativtagerne bag et tilbud om netværksfokuseret sygepleje til unge med kræft udviklet på Aarhus Universitetshospital. Her rustes de pårørende og det øvrige sociale netværk, så de kan støtte den unge med kræft under behandlingsforløbet. Gennem den netværksfokuserede sygepleje skabes rum for den unges normale vækst og udvikling. I Sydjylland kan det være folkene bag et akutteam, som er er oprettet af Esbjerg Kommune i samarbejde med Sydvestjysk Sygehus. Akutteamet sikrer, at borgerne oplever sammenhængende og trygge forløb ved at give borgerne mulighed for at få akut sygepleje i eget hjem, hvilket forebygger unødvendige indlæggelser og genindlæggelser. I det nordjyske kan det være den sygeplejerske på Aalborg Sygehus, som i samarbejde med Region Nordjyllands innovationsenhed Idéklinikken har opfundet en iltsut for at sikre bedre iltbehandling af børn. Sutten er udformet, så den samtidig fører to slanger med ilt op til barnets næsebor og har vakt så stor begejstring, at den sælges til resten af verden. Og på Sjælland kan det være de sygeplejersker og læger, der står bag ordningen med en børneonkologisk udgående sygepleje på Rigshospitalet. Ordningen aflaster kræftsyge børn og deres familier, der i hjemmet kan få besøge af en sygeplejerske, som kan medicinere, tage blodprøve og oplære familien i pleje- og behandlingstiltag. Jeg anerkender fuldt ud ledernes store betydning for de nævnte initiativer og alle de øvrige formidable initiativer, jeg ikke har nævnt. Uden ledelsesopbakning går det ikke. Samtidig er det bare vigtigt at anerkende, at ildsjælene bag initiativerne også har en stor betydning for patienterne i hverdagen. På trods af besparelser, manglende ressourcer og tidspres gør de en stor forskel ved at skabe omsorg, tryghed og pleje, og det er dem og deres resultater, vi bør få frem i lyset, så mennesker andre steder i sundhedssektoren kan lade sig inspirere af deres arbejde. Lad os sammen hylde dem for at understrege den store betydning, som de har for patienterne, for menneskeheden og ikke mindst velfærdsstaten.
Læserbrev

Antallet af ansatte lærere er styrtdykket de seneste 10 år

Læserbrev: Randers Kommune nedlægger lærerstillinger i stor stil. Siden 2009 er antallet af lærere i den randrusianske folkeskole reduceret med 21 procent. Antallet af elever er kun faldet med 12 procent. Samtidig er antallet af timer i skolen for eleverne steget markant. Tal fra Børne- og Undervisningsministeriet viser, at antallet af undervisningstimer for den enkelte elev i gennemsnit er steget med 29 procent siden 2009. Konsekvensen er, at lærerne underviser langt flere timer. Det betyder, at ressourcerne til andre vigtige opgaver skal reduceres. Her taler vi om for eksempel skole-hjem-samarbejdet og forberedelse og efterbehandling af undervisningen. Konsekvenserne er, at lærernes arbejdsmiljø presses voldsomt i negativ retning, og eleverne møder en dårligere eller mindre spændende undervisning. Kort sagt går det ud over kvaliteten i løsningen af skolens kerneopgave. Det er vigtigt, at vi igen får skabt rammer, der kan sikre en god folkeskole og styrke kvaliteten af elevernes undervisning. Alle – både byrådet og på Christiansborg - taler om det, men ord og gode intentioner er ikke nok. Der skal være konkret handling. Ved de kommende års budgetaftaler i Randers Kommune er det nødvendigt, at politikerne viser, at ordene i uddannelsespolitikken og fra valgløfterne er reelle og ikke bare tomme ord uden efterfølgende handling, og på landsplan er det vigtigt, at regering og støttepartier i forbindelse med finansloven viser, at man vil folkeskolen – ikke kun gennem ord, men også gennem reel handling. Støttepartiernes krav forud for finanslovsforhandlingerne på Christiansborg svarer til cirka 1700 flere lærere på landsplan – men hverken nationalt eller den lokale andel af de 1700 stillinger (cirka 34 stillinger) modsvarer de massive stillingsnedlæggelser, der har været i folkeskolen. Det er i folkeskolen, vi lægger kimen til Danmarks fremtid. Undervisning af børn og unge er ikke en udgift, men en investering i vores alles fremtid. Så kære politikere: Vi vil folkeskolen – vil I?

Mest læste

Seneste nyt

Annonce
Læserbrev

Stor tak til Dansk Folkeparti

Læserbrev: Nu er julen reddet efter en ihærdig indsats fra DF. For eksempel er julebollerne reddet, og samtidig har DMI i dag, 21. november, nærmest aflyst vinteren. Det er sikkert også sket efter en strålende indsats fra DF. Jo, vi har meget at takke DF for. Når jeg nu er i gang med at rose DF, vil jeg også sige, at jeg påskønner Peter Skaarup (DF), der på TV talte varmt og længe om, at man ikke burde have bragt et 11 måneder gammelt, forældreløst drengebarn til Danmark fra en flygtningelejr. Peter Skaarup følte sig ikke sikker på, at forældrene virkelig er døde. Godt gået, Peter Skaarup, og "glædelig" jul.
Læserbrev

Randers Rutebilstation

Læserbrev: På byrådsmødet mandag besluttede byrådet at ændre pladsen mellem Føtex-bygningen og Trangstræde, hvor den kommunalejede p-plads og rutebilstation i dag ligger, for at få frigivet et byggefelt på den østlige del af pladsen mellem den gamle Shell-grund og Dytmærsken. Randers Amtsavis bragte i torsdagens udgave en beskrivelse og tegning over, hvad der var tænkt med udnyttelsen af området. Jeg er uvidende, om Randers Kommune har en køber til dette byggefelt, og hvis, så må det være til en rigtig god pris, for ændringen af rutebilstationen med nedbrydning af eksisterende bygning, betaling af kompensation til nuværende lejere, rydning af nuværende perroner samt nyt perronbyggeri og asfaltering kommer til at koste et pænt beløb. Ligeledes kommer man til at mangle den årlige indtægt fra p-pladsen, lejeindtægt fra "pølsevognen" samt ejendomsskat for den nuværende ejendom i Dytmærsken, som først skal købes tilbage. Jeg kan se, at parkering i centrum af Randers bliver væsentlig indskrænket med nedlæggelse af parkeringspladserne i Dytmærsken samt den store parkeringsplads langs Trangstræde. Kræver man af køberen af grunden, at der skal være parkeringskælder til erstatning for de nuværende pladser? Hvorfor kan man ikke sælge grunden, hvor den nuværende p-plads er, hvis man har en køber, hvilket ikke vil medføre disse mange udgifter? For efter skitsetegningerne i avisen er Shell-grunden ikke med i projektet, og byggefeltet er cirka det samme, undtagen manglende facade ud til Dytmærsken. Jeg ved heller ikke hvad man vil bruge Shell-grunden til, men byggefeltet her kunne udvides mod nord ind på rutebilstationen, og måske skære noget af perrontaget ned, i det omfang byggefeltet skal være for køber, hvilket vil give kommunen en forhåbentlig god pris. Jeg håber, at Randers Kommune vil genoverveje projektet, for der må være politikere, der har forstand på økonomi, som kan se, at det kommer til at koste penge og ikke indtægt. Hvis man fortsat vil gennemføre projektet, så svar på mine spørgsmål med begrundelser for salg med mere. Jeg møder gerne frem til en snak om sagen.

Seneste leder

Annonce
Annonce
Debat

Debat: Karen Blixen som fransk kok

Mange husker Blixens franske mesterkok Babette. At forfatterinden også selv var en dygtig kok, har været en velbevaret hemmelighed - lige indtil kogebogen fra hendes læretid hos en fransk kok dukkede op. At Karen Blixen kunne noget med mad og vin ved de fleste fra "Babettes gæstebud". Fortællingen handler om den kvindelige køkkenchef, der vinder den store lotterigevinst og efterfølgende bruger alle pengene på ét måltid, som hun serverer for menigheden i en lille norsk by, hvor hun er i huset hos to puritanske provstedøtre. Hvis vi regner kuvertprisen ud i dag, svarer det til i omegnen af 25.000 kroner Undersøger man Babettes menu nærmere, er det indlysende, at den fiktive køkkenchef er en stor gastronom, men det er lige så klart, at Blixen for at skabe en sådan figur, selv måtte besidde en dyb viden om vin og mad. Spoler vi tiden knap 20 år tilbage fra udgivelsen af "Babettes gæstebud", står Karen Blixen ved et vendepunkt. Efter 17 år i Afrika måtte hun i 1931 forlade sin elskede farm, der var blevet solgt på tvangsauktion. Og hendes livs kærlighed, Denys Finch-Hatton, var styrtet ned med sit fly. Hele hendes tilværelse smuldrede. Her ved sit livs skillevej skrev hun til sin bror og delagtiggjorde ham i sine tanker om fremtiden. Hun så to scenarier for sig: Hun kunne tage til Paris og blive kok. Eller hun kunne begynde at skrive. Hun valgte som bekendt forfatterskabet. Men hvordan kunne det være, at baronessen overhovedet så kokkegerningen som en nærliggende mulighed for sin fremtid? Det var et af de spørgsmål, jeg stillede mig selv under arbejdet med min bog, "I køkkenet med Karen Blixen". Den store overraskelse for mig var, hvordan hendes breve fra Afrika er fulde af maleriske beskrivelser af arbejdet med at bygge et køkken op på farmen - et køkken, der endte med at få ry som det lokale Ritz blandt hendes rige venner. Jeg studsede også over Karen Blixens udtalelser til Femina i maj 1961. Her fortalte hun om sin tid som kokkelærling hos en fransk kok på Restaurant Rex i Bredgade under et ophold i Danmark i 1925. Det har stået hen i det uvisse, om denne historie var et udtryk for forfatterindens livlige fantasi, eller om der faktisk var realiteter bag. Som en kulinarisk detektiv gennemgik jeg minutiøst Kraks vejvisere, til jeg fandt restauranten. Det var dog ikke nok til fuld bevisførelse for, at hun skulle have slået sine folder som kokkeelev. Blixen fortalte også i sit interview, at kokken var tidligere operasanger, der øvede skalaer, mens han knaldede æg ud i gryden for at pochere dem. På en måde lød det mere som et udslag af storytellerens lyst til at entertaine end en sandfærdig erindring. Mens jeg studerede hendes kogebøger på Rungstedlund, fandt jeg dog det fældende bevis i form af en notesbog. Den var fuld af håndskrevne opskrifter på fransk og dansk - nogle nedfældet af Blixen, andre med en ukendt, svungen skrift. Jeg følte mig overbevist om, at dette måtte være opskrifterne fra læretiden. Som en slags arkæolog løftede jeg forsigtigt bogbindet af hæftet. Bindet dækkede over en fin découpage med en kok bøjet over en stor gryde og Karen Blixens letgenkendelige håndskrift henover: ”REX”. Hermed blev hendes udsagn om, at hun havde været kokkeelev dokumenteret, og alle tanker om, at det var storytellerens fri fantasi gjort til skamme. Da Blixen vendte tilbage til Afrika, brugte hun opskrifterne flittigt og lærte sin kok Kamante op efter dem. Og det var i denne periode, at hendes køkken for alvor løftede sig. Rygterne om hendes geniale køkken fik da også den senere kong Edward VIII til at invitere sig selv på middag hos Karen Blixen. Han ville have det bedste mad, kontinentet kunne byde på, og middagen til ham blev nok den største præstation i Blixens afrikanske køkken. I "Babettes gæstebud" fik Karen Blixen for alvor forenet sine to livsmuligheder. I fortællingen illustrerede Blixen, at hun betragtede kogekunsten som en ægte kunstart - og at gastronomi kan tale til vores følelser og bevæge os, ligesom musik kan fremkalde tårer, og litteratur kan gribe os om hjertet. Jeg har lavet retterne, som Karen Blixen lader Babette skabe i den berømte fortælling. Blixens oprindelige menu er kostbar og raffineret modsat den menu, de fleste kender fra Gabriel Axels filmatisering. Trumfen i måltidet er en foie gras-farseret vagtel tilberedt i en udhulet trøffel. En ret man ikke lige glemmer. Et mesterværk, der befinder sig på lige så højt gastronomisk niveau, som "Babettes gæstebud" er det litterært.
Læserbrev

Sagsindsigt. Presser ansatte?

Læserbrev: Jeg tænkte nok, det gik galt for journalist Bruno Ingemann igen. Se også Mogens Nyholms læserbrev samme dag (tirsdag) som forsiden om "Nyhuus presser ansattes ytringsfrihed". Det er ikke vores budskaber, der kommer frem. Jeg vil bare gerne have sandheden frem. Derfor ytrer jeg mig også offentligt. Sagen her omhandlede mit tidligere læserbrev, hvor jeg gjorde opmærksom på nogle ansattes undren og kommenterede på dette. Jeg kunne ikke drømme om at presse nogen på deres ytringsfrihed. Det, som journalisten spurgte ind til mange gange, var, hvorfor jeg havde skrevet dette læserbrev, og jeg forklarede ham hver gang (fire gange), at det udelukkende var for at fortælle læserne, at de omtalte personer, der fremstod som nogle, der intet havde med Stjernehus-sagen at gøre, efter min mening selv havde gjort sig til en del af sagen på den måde, som de agerede på. Og det fortalte jeg om. Ytringsfrihed? Det har vel også jeg. Pludselig var vi ovre i, om det var derfor, der var søgt aktindsigt på samme personer. Jeg gjorde ham opmærksom på, at det ikke var mig, der havde søgt aktindsigt, men han spurgte mange gange, om jeg ville have brugt ordene i mit læserbrev som begrundelse for aktindsigt. Igen – det var ikke mig, der søgte aktindsigt, og mit læserbrev var heller ikke på grund af dette - men sagde på forespørgsel, at det kunne være nogle af grundene, hvis jeg selv havde søgt aktindsigt – hvad jeg ikke havde. Men jeg sagde bestemt intet om grunden til den søgte aktindsigt al den stund, at jeg slet ikke kender grunden. Det er direkte usandt, hvad journalisten skriver. Jeg sagde også – væsentligt – at det jo ikke behøvede at være negativt at søge aktindsigt – det kunne også være positivt, men det kom så heller ikke med. Det er ikke i orden, at den nævnte journalist atter fejlciterer og endda lader eksperter udtale sig på baggrund af en virkelighed, som journalisten konstruerer til lejligheden.
Annonce
Læserbrev

Hold valgløfter og drop centraliseringen

Læserbrev. I dag får randrusianere genoptræning på Regionshospitalet Randers efter en blodprop i hjernen. Det er sund fornuft, da sådanne patienter kun tåler korte besøg. Det er derfor vigtigt, at de er indlagt på hjemhospitalet tæt på pårørende. Administrationen vil desværre lukke genoptræningsafdelingen i Randers og Horsens og centralisere disse senge til Aarhus. Derved forsvinder funktionen og viden fra de lokale sygehuse, og horsensianere og randrusianere skal fremover være indlagt til genoptræning i Aarhus. Dansk Folkeparti har stillet ændringsforslag om at droppe centraliseringen og i stedet lade genoptræningen fortsætte lokalt. Og hospitalsudvalget i regionen var enige i, at centraliseringen ikke skulle gennemføres og har derfor også indstillet, at centraliseringen droppes. Alligevel har et flertal i forretningsudvalget nu omgjort hospitalsudvalgets indstilling. Flertallet vil lukke genoptræningen på hjemhospitalet i Randers og Horsens og centralisere pladserne til Aarhus. Det vil betyde, at samtlige østjyder fremover skal være indlagt i Aarhus under genoptræningen efter en blodprop i hjernen, ligesom genindlæggelser skal ske i Aarhus. Flertallet vil centralisere på trods af, at det bliver 2,9 millioner dyrere årligt, som så skal spares på andre områder. Og på trods af, at der i høringssvar udtrykkes bekymring for, at nærhedsprincippet bringes i fare, og der advares om, at centraliseringen risikerer at give rekrutteringsproblemer af sygeplejersker, hvis man centraliserer genoptræningspladserne. Må vi minde om, at Aarhus Universitetshospital allerede er presset og får hjælp af nabohospitaler. Men nu tager regionsrådet endnu mere fra hjemhospitaler og propper ind i Aarhus Universitetshospital. I første omgang var der tale om et besparelsesforslag, der skulle spare regionen en million kroner. Men efter høringssvar og spørgsmål fra DF er det nu dokumenteret, at det er 2,9 million kroner dyrere at centralisere pladserne til Aarhus. Det er derfor helt uforståeligt, at forretningsudvalget blæser på hospitalsudvalgets indstilling og i stedet centraliserer genoptræningen, koste hvad det vil. Socialdemokratiet skrev i valgkampen i deres sundhedsudspil: "Det er et politisk valg, om vi vil prioritere nærhed. Det vil Socialdemokratiet". På regionsrådsmødet 27. november vil de i stedet centralisere genoptræningen af patienter med blodprop i hjernen og lukke genoptræningsafdelingen i Randers og Horsens, så man ikke længere kan være indlagt på hjemhospitalet tæt på ens pårørende. Venstre, DF og Kristendemokraterne fastholder hospitalsudvalgets ændringsforslag om at bevare genoptræningen i Randers og Horsens, så man kan fortsat nå at prioritere nærhed og holde valgløfterne.
Læserbrev

Borgerinddragelse betaler sig – lad os rejse os sammen

Læserbrev: Under valgkampen var jeg til et vælgermøde i Langå, hvor jeg i ren frustration rejste mig op og forelagde kandidaterne problemstillingen om overvågning og pasning af personer med handicap i eget hjem efter det fyldte 18. år. De færreste var klar over, at man i Danmark fratager nogle unge handicappede det frie valg – man tvinger dem til at flytte på bosteder og plejehjem, uanset om de er klar eller ej, og uanset om de ønsker det eller ej. Lovgivningen er nemlig indrettet således, at unge handicappede over 18 år, som for eksempel skal overvåges grundet svær epilepsi, pludselig ikke længere kan få lov til at blive det af forældre eller hjælpere i eget hjem – udelukkende fordi de nu er myndige. Folketingskandidaterne, især fra venstrefløjen, viste stor interesse, og det samme gjorde Randers Amtsavis. Min frustration over en ikke tidssvarende og urealistisk lovgivning på handicapområdet blev til møder og samtaler med både lokal- og folketingspolitikere fra V, SF og S samt en ret massiv dækning i de lokale medier. Interessen blev dog kun fastholdt af S og SF, og i dag er det, i samarbejde med handicaporganisationer og stærke borgerkræfter, på få måneder lykkedes en rød regering at få en enigt folketing til at give tilsagn om, at der skal ændres på lovgivningen – noget, den blå regering ikke formåede eller prioriterede. Hurra for det danske demokrati, hurra for at man som menig borger kan møde op, møde engagerede politikere og rent faktisk påvirke dem til handling. Det er ikke sidste gang, jeg rejser mig til et vælgermøde eller på anden måde søger at påvirke vores folkevalgte. Måske vil du næste gang rejse dig op sammen med mig? Vi kan og skal sammen være med til at påvirke samfundet i en mere positiv og retfærdig retning, ikke mindst for dem, som ikke selv er i stand til det.

Seneste plus

Læserbrev

Forsamlingshuse

Læserbrev: I landdistriktsudvalget sætter vi stor pris på vores samarbejde med forsamlingshusene i vores fantastiske landdistrikt. Forsamlingshusene er ofte knudepunkter i vores mindre samfund uden for storbyen og derfor helt centrale i udvalgets arbejde med landdistriktet. Derfor gav det også god mening, at byrådet for nylig besluttede at samle hele forsamlingshusområdet (drift og udvikling) under netop vores udvalg. Det udvidede samarbejde gav anledning til, at udvalget og forsamlingshusene onsdag 13. november afholdte vores første dialogmøde. Og sikke et møde, det var. Sikke en entusiasme, sikke en virkelyst og sikke en opbakning til mødet. Det tegner godt for det fremtidige samarbejde, og jeg kan på udvalgets vegne sige, at vi glæder os enormt meget til vores videre samarbejde, og vi ser frem til, at vi sammen skal arbejde med at bringe forsamlingshusene ind i fremtiden. Jeg kan med sikkerhed sige: "Vi ses derude". For de uindviede kan det nemlig siges, at vi i udvalget kender kommunens 42 forsamlingshuse ganske godt. Ofte foregår vores udvalgsmøder nemlig netop i forsamlingshusene, da vi i udvalget længe har haft for vane at afholde hvert andet udvalgsmøde ude i landdistriktet. Ude, hvor der er højt til loftet, natur i baghaven og mange ildsjæle, der gør en forskel for deres lokalområde.
Leder For abonnenter

Lad os lette på Cimbria-cappen

Det er seks sæsoner siden, at Randers Cimbria for første gang i klubbens historie spillede sig i finalen og vandt DM-sølv i basketball. Siden har det udelukkende været et spørgsmål om, hvorvidt mesterskabet skulle havne i Aarhus eller Horsens. De seneste fem DM-finaler har været et anliggende mellem Bakken Bears og Horsens IC. Men i denne sæson ser Randers Cimbria ud til for alvor at være tilbage som en seriøs finalebejler. Aktuelt ligger de på førstepladsen i basketligaen efter sidste uges sejr over netop Horsens IC. Det er stadig tidligt på sæsonen, der er stadig lang vej til en finaleplads, og Bakken Bears vil med deres enorme budget og erfaring altid være guldfavoritten. Men går Cimbria i finalen, vil det være en langt større bedrift end i 2014. Dengang viste succesen sig at være bygget på en økonomisk luftkastel, der allerede sæsonen efter bragte klubben i så store problemer, at kun et smuthul i reglerne forhindrede en tvangsnedrykning fra ligaen. Historien har i det hele taget været turbulent i Cimbria, der tilbage i 2010 faktisk endte med at gå konkurs og måtte starte forfra i 2. division. Det er spor, der skræmmer, men projektet anno 2019 virker mere solidt. Klubben er stadig personificeret ved erhvervsmanden Morten V. Hansen, der har været med hele vejen op igennem 00erne. Uden ham, intet ligabasket i Randers. Men Morten V. Hansen har de senere år forsøgt at skabe et bredere fundament under klubben ved blandt andet at ansætte den tidligere spiller, Mike Nielsen, som forretningsfører. Det er dog efter sigende stadig opad bakke sådan for alvor at vinde opbakning fra byens erhvervsliv. Det er en skam. For der sker mange gode ting i klubben, der er dygtige til at involvere sig i det lokale liv med blandt andet populære besøg på byens skoler. Der er grund til at lette på cappen og krydse fingre for, at det i denne sæson rækker hele vejen til finalen. Det vil være en tiltrængt succeshistorie for sporten i Randers.
Annonce
Annonce
Læserbrev

"Kviklånbandens" budgetforlig

Læserbrev: Skoler, erhvervsskoler og gymnasier fraråder unge at optage kviklån. Dette er blevet en del af undervisningen. Sådanne lån kan føre unge mennesker ud i gæld, som de må slås med resten af livet. Derfor er det med stor bekymring, at forligspartierne De Konservative, Radikale Vestre, Socialdemokraterne, SF og DF optager, hvad jeg vil kalde et kviklån, nemlig en skatteforhøjelse på 120 millioner kroner mod at betale en strafafgift på 17 millioner. Dette giver en rente på cirka 14 procent, da man kun får 103 millioner ud af skatteforhøjelsen. Fremover vil jeg kalde forligspartierne for "kviklånsbanden", idet jeg vil have, at de unge mennesker i Randers skal forstå, at den måde, som "kviklånsbanden" styrer Randers på, ikke er den rigtige. Skattestigningen vil belaste alle i fremtiden, da Randers Kommune hurtigt vænner sig til at bruge flere penge. Byrådsmedlem for Radikale Venstre, Mogens Nyholm, forsvarer i et læserbrev i Amtsavisen fredag 15. november "kviklånsbandens" skatteforhøjelse på 120 millioner kroner, men han glemmer at forklare, hvem det går hårdest ud over i Randers Kommune, nemlig dem med de laveste indkomster, såsom pensionister, kontanthjælpsmodtagere, enlige med børn og andre familier med små rådighedsbeløb. Det er ganske rigtigt, at Venstre i stedet for skatteforhøjelser hellere vil spare. Det mener Venstre er den sundeste indstilling at give byens borgere, at hvis man kan, så klarer man sig med det, man har. Dette gælder også Randers Kommune. Det er også rigtigt, at Venstre i Randers Kommune vil renovere Dronningborg Hallen, vil undgå at nedlægge Dronningborg og Kristrup plejehjem og vil sørge for, at der er penge til at renovere og vedligeholde skoler og skoletoiletter. Det er også rigtigt, at Venstre vil bruge betydelige midler til en ekstra broforbindelse og til en fremkommelighedspulje til cykelstier og færre trafikpropper. I mit læserbrev 11. november påpegede jeg, at der ikke var noget perspektiv i årets budgetforlig. Forskellen på "kviklånsbanden", og hvad Venstre ønsker, er stor. Venstre tænker fremad med broforbindelse og fremkommelighedspulje med videre, mens "kviklånsbanden" ikke har perspektiver for fremtiden. Jeg forstår, at Mogens Nyholm har en uddannelse som cand.oecon., og derfor så jeg frem til at læse hans indlæg og specielt, når han skriver, at han ville give en realøkonomisk viden om Venstres ideer og ønsker for de kommende fire år. Jeg blev slemt skuffet over at læse hans læserbrev, idet det ikke gav en komplet viden men alene nogle løse tanker uden perspektiv. Til slut vil jeg nævne, at Mogens Nyholm på vegne af "kviklånsbanden" fremførte, at de ældre forsat kan gives rengøring hver 14. dag. Det forstår jeg er Mogens Nyholms store sejr. Men han glemmer at fortælle, om man skal visiteres til denne rengøring, eller det bare er noget, alle ældre kan få.
Leder

Hjælp os med at hjælpe andre
Læserbrev

Sagsindsigt er for borgernes skyld

Læserbrev: Skal byrådsmedlemmer altid give ansatte en forklaring, hvis man kigger i deres personlige papirer? Det er læserbrevets problematik. I Randers Amtsavis fredag læses, at jeg siger nej til at give ansatte en forklaring, hvis jeg læser deres personlige papirer. Det er forkert skrevet af journalisten; mit svar var/er, at det vil være situationsbestemt. Hvornår vil du så sige nej, tænker læseren? Jeg giver oplysende eksempler. Tilbage i 1990'erne var der, med Bjarne Overmark (BL) som skarpretter, en række fyringssager, der udviklede sig til en stor politisk skandale, som betød, at daværende borgmesters dage var talte. Hr. Overmark benyttede i sagen sin ret til sagsindsigt. Havde Overmark indledningsvis forklaret sit forehavende til involverede personer – og senere skandaliserede personer – var der så blevet renset ud på personalegangene? Nej. Hvis man forestiller sig, at en lokalpolitiker i Randers Kommune fornemmer eller erfarer mulig magt- og embedsmandsmisbrug og derfor vil undersøge sagen, er det så en god ide, at han/hun indleder med at fortælle den/de ansatte bevæggrunden til sit forehavende? Nej vel? Gør man det, kan vigtige spor slettes. Tænk sig, om der i Randers er en mini Britta, der suger penge ud af de kommunale kasser. Er det så en god ide, at politikeren advarer hende om sit forehavende med agtindsigten? Selvfølgelig ikke. Det er vigtigt at forstå, hvorfor byrådsmedlemmer skal have ret til sagsindsigt. Det drejer sig simpelthen om, at vi byrådsmedlemmer også er valgt til at holde forvaltningen skak. Mere folkeligt formuleret er vi valgt til at være borgernes vagthunde vis-a-vis forvaltningen. Vi skal imødegå, at magt- og embedsmandsmisbrug sker. Ovenstående korte gennemgang viser, at det er godt for borgerne, at byrådets medlemmer har agtindsigt, og fint at der her i Randers er enkelte politikere, der har evner for at påtage sig rollen. Selvfølgelig er det bedst med god tillid mellem politikere og embedsværket, men i Randers ved vi fra den ulykkelige personalesag, for mere end 20 år siden, at politikeres brug af sagsindsigt kan komme på tale i bestemte situationer. Nu har jeg kort uddybet, hvorfor jeg gav Amtsavisen det svar, at det er situationsbestemt, om jeg vil give personalet en forklaring på, hvorfor jeg søger sagsindsigt. Aktuelt i Stjernehus-sagen er det desværre nødvendigt, at vi er nogle byrådsmedlemmer, der kigger forvaltningen i kortene.
Læserbrev

Hvis samfundet vil, er landbruget klar

Læserbrev: Vi danske landmænd har i denne tid en oplagt lejlighed til at skaffe endnu mere indtægt til landet – men der er åbenbart rigeligt med velfærdskroner i kassen … I en periode med flotte svinepriser og enorm mangel på svinekød især i Østen undrede også svinetransportøren sig, da han rullede ind på min gårdsplads forleden morgen: "Vi har seks biler, der skal holde stille på torsdag – hvorfor er der ikke mere gang i den i erhvervet, nu hvor alle muligheder er der?", spurgte chaufføren. Jo, ser I: For få år siden ville produktionen stige forholdsvis hurtigt i takt med højere priser og forbedret økonomi hos landmanden og især svineproducenterne. Men de frie markedskræfter er desværre langt hen ad vejen sat ud af spil. De færreste bønder orker snørklet og bøvlet bureaukrati med langsommelig offentlig sagsbehandling/tilladelser/miljøgodkendelser, hvor man ikke engang efter store faste udgifter kan være sikker på at få lov til at øge sin produktion. Tilladelserne bortfalder i øvrigt hurtigt for stalde, der har stået tomme. Manglende arbejdskraft gør også ondt på mange bedrifter. Det politiske miljø hjælper heller ikke ligefrem: Vi har en regering med ministre, som roser landbruget i høje toner ved enhver given lejlighed ude i landet, når der er en mikrofon i nærheden. Men hjemme på Slotsholmen kræver fødevareministeren flere kvælstof-restriktioner, selv om Landbrugspakken på ingen måde har skabt øget forurening, og miljøministeren vil gøre det sværere for landmændene at få vandet væk fra afgrøderne, når hun med et pennestrøg hæver vandstanden i yderligere 500 kilometer vandløb. "I skal gøre det bedre", lyder det hele tiden fra politikerne. "Der skal mere styr på dit", "I bruger for meget af dut", og "I udleder alt for meget af dat". Vi har forstået det – det er ikke godt nok, og det bliver aldrig godt nok. Hvem vil mon investere i sådan et miljø? Den dag, hvor vi landmænd får lov til at bidrage endnu mere til den danske velfærd, er vi klar. Det kræver holdbare og langsigtede fagligt korrekte rammevilkår frem for "slesk tale og billig portvin".
Leder For abonnenter

Han er ikke Pep, men han er en garant mod slingrekurs

Randers FC er lige nu den bedst præsterende klub i Superligaen, når man måler de sportslige resultater op imod økonomien, De ligger aktuelt i top 6, og de gør det i selskab med AGF, OB, Brøndby, FC Midtjylland og FC København, som alle har markant større budgetter at gøre godt med. Derfor var det ikke den store overraskelse, at klubben i den forgangne uge forlængede kontrakten med cheftræner Thomas Thomasberg helt frem til 2023. Den har ligget lige til højrebenet. Ikke blot på grund af det flotte øjebliksbillede. Vigtigere er det, at holdet har udviklet sig i den rigtige retning under Thomas Thomasberg. Randers FC har i dag både bedre spillere og et bedre hold, end de havde for halvandet år siden. Det har Thomas Thomasberg ikke alene æren for. Men en stor andel har han. Thomas Thomasberg bliver aldrig hverken Kasper Hjulmand eller Pep Guardiola. Snarere en moderne udgave af Ove Pedersen eller Ove Christensen. Han er ikke fodbold-æstetiker. Han er den taktiske håndværker, der leder efter den mest effektive måde at skabe resultater med det materiale, han nu engang har til rådighed. Den del har han altid været dygtig til. Men set fra denne stol er en lidt overset forklaring på hans succes i både Hobro og Randers FC også, at han er blevet bedre til den del af trænergerningen, som handler om mandskabehandling, end han var i de tidlige trænerår. Interessant er det, at kontraktforlængelsen kommer på et tidspunkt, hvor Randers FC offentligt har meldt ud, at klubben er til salg. Normalt ville det betyde, at man sendte de store beslutninger til hjørnespark. indtil nye ejere var på plads. Men belært af erfaringerne fra forhandlingerne med Pathway Group for fire år siden vil man utvivlsomt gerne undgå at skabe for meget usikkerhed i og omkring Randers FC. Den del kan man næppe helt undgå, men så længe man forsøger at drive forretningen, som man ellers ville have gjort, kan man håbe at undgå den værste slingrekurs. Til den strategi finder man ikke en meget bedre garant end Thomas Thomasberg.
Debat

Debat: Dannebrog er kærlighedens flag
Debat

Debat: Nairobi Summit - kvinder og pigers skal bestemme over egen krop

Nargis, en 16-årig pige fra Bangladesh, gik indtil for to år siden i skolegården og drømte om at læse jura. Hendes yndlingsfag var fysik. I dag lever Nargis sammen med sin 27-årige ægtemand og arbejder på den lokale fabrik for at spare penge sammen til hendes søns fremtidige uddannelse. I år er det 25-året for vedtagelsen af Kairo-handlingsplanen. Planen var skelsættende, da 179 lande gik sammen og satte retten til at bestemme over egen krop allerøverst på den internationale dagsorden. Placerede kvinder og pigers rettigheder i hjertet af bæredygtig udvikling. Danmark er i denne uge vært for Nairobi Summit sammen med Kenya og FN’s Befolkningsfond (UNFPA). Håbet er at få skabt fornyet dialog om kvinder og pigers rettigheder og danne nye alliancer på tværs af lande, organisationer og generationer. Som politikere har vi en vigtig rolle i at arbejde for netop det. Kairo-handlingsplanen har været selve rammen for arbejdet for kvinders og pigers rettigheder siden 1994 – og vi er på den ene side nået langt. Men på den anden side oplever vi lige nu markante konservative kræfter ude i verden, der trækker udviklingen den forkerte vej. Så kampen er langt fra forbi. Mødredødelighed er faldet med 40 procent omskæring af piger er faldet med mere end en tredjedel i de 24 værst ramte lande. Det er godt, men vi er langt fra i mål. For 232 millioner kvinder i udviklingslande har stadig ikke adgang til moderne prævention. 33.000 piger bliver hver dag giftet bort. Det er 12 millioner kvinder om året, der ikke selv bestemmer, hvem de vil giftes med. Hvem de vil have børn med. Hvordan de vil forme deres liv. Det er helt og aldeles uacceptabelt. Og udviklingen bekymrer os. Og kalder på, at vi som land fortsætter kampen og arbejdet. De seneste år har konservative kræfter nemlig sat et massivt pres på for at begrænse kvinder og pigers ret til at bestemme over deres egen krop. Særligt, når det kommer til at bestemme, hvornår de ønsker at danne en familie. Og hvor mange børn de ønsker at få. Det er dybt bekymrende, at for eksempel retten til abort er under angreb i lande, hvor abort har været mulig i mange år. For en ting er, at man ikke kan få abort, selvom man ønsker det. Men det har flere konsekvenser. Måske lever familien i forvejen under sultegrænsen. Måske bliver pigen smidt ud af skolen. For to år siden besluttede USA at trække støtten til internationale organisationer, der informerer om eller tilbyder kvinder abort. Som modreaktion gik Danmark sammen med andre ligesindede lande og skabte bevægelsen ”SheDecides”, der gik op mod USA’s beslutning. I dag gives stafetten som Danmarks SheDecides Champion videre fra en udviklingsminister til den næste. Vi er enige om, at stafetten altid skal holdes højt og være højt hævet over partifarve. Som tidligere og nuværende minister for udviklingssamarbejde har vi mødt alt for mange kvinder og piger, der på daglig basis har været udsat for seksuel og kønsbaseret vold. Er blevet omskåret. Eller blevet gift væk som børn. Vi har talt med dem og hørt deres historier. Hver og én har de ret til et godt liv og en tryg fremtid på lige fod med alle andre. Vi skal blive ved med at kæmpe for den ligestilling. Som 14-årig blev Aïssa fra Burkina Faso truet og voldtaget af hendes skolelærer efter en eksamen. Hun blev gravid. Hendes forældre aftalte med skolelærens forældre, at hun skulle bo hos dem, så de kunne forsøge hende. Hendes far ønsker nu ikke at se hende længere. I dag bor Aïssa igen hos sin mor sammen med hendes datter Fati. Danmark står i helt front, når det gælder kvinder og pigers lige rettigheder og muligheder, og det skal vi blive ved med. Vi bliver lyttet til og set som et af de mest progressive lande, når vi taler om kvinder og pigers ret til at bestemme over egen krop. Ligesindede lande ser til os, når vi forhandler i FN eller EU. Vi vil kæmpe sammen for kvinder og pigers rettigheder. Og vi vil fortsætte den kamp, indtil vi er helt i mål. Først den dag, hvor alle kvinder og piger bestemmer et hundrede procent over deres egen krop, deres eget liv og deres egen fremtid, kan vi tillade os at læne os tilbage.
Debat

Debat: Om at blande sig i debatten om integration og kultur

Jeg har ofte fornøjelsen af at tage i rundt i landet og holde foredrag. Jeg fortæller om min egen baggrund og om det arbejde, jeg har med etniske minoriteter. I sidste uge var jeg for eksempel i Vestjylland. Et af de spørgsmål jeg fik – og det er et spørgsmål jeg ofte får - var, hvordan det er er at være debattør med flygtningebaggrund og samtidig have stærke holdninger til flygtninge/indvandrerpolitik og en kritisk tilgang til æresbegreber i etniske miljøer? Jeg tror ikke altid, at jeg får svaret helt klart på spørgsmålet. Derfor vil jeg gerne forsøge på skrift. For, hvis jeg svarer lidt vagt, så skyldes det, at det faktisk har en pris at være politiker/debattør med mellemøstlig baggrund. Man skal være tykhudet for at blande sig i integrationsdebatten. Specielt hvis man gerne vil have en nuanceret tilgang til debatten. Det er ikke alle, der accepterer, at virkeligheden er i farver og nuancer. Der er én fløj – mange kalder dem for det yderste højre - som decideret har en angst for fremmede og problematiserer alt og alle med fremmed baggrund. De mennesker ser ”spøgelser”, de overfortolker og deres tilgang skaber kun splid i stedet for integration. I et nyligt eksempel postede en politiker et billede af en gruppe unge mænd med ikke-vestlig baggrund samlet ved et hus i sådan et typisk dansk parcelhuskvarter. Overskriften blev: ”Bandekonflikten breder sig til andre bydele”. Et faktatjek afslørede dog at, selvom billedet var rigtigt nok, så var der tale om et helt almindeligt polterabendselskab, som hentede den vordende brudgom i hjemmet. Ingen af de unge mænd på billedet havde nogensinde begået nogen form for kriminalitet. Jeg anfægter ikke, at der kan fortælles mange negative – men sande - historier om unge ikke-vestlige mænd. Men hvorfor så sprede usande historier? Den slags kan kun skyldes, at der er mennesker med angst for fremmede – og med et ønske om at sprede den frygt. Så er der en anden fløj som består af både etniske danskere og personer med udenlandsk herkomst. Jeg tror endda, der er flest etniske danskere i blandt. Den fløj mener, at alt er samfundets skyld. Det er ofte højt uddannede mennesker, som sagtens kunne integrere sig – ofte endda har gjort det – men som blot sætter en ære i at kritisere samfundet. Gode eksempler fra den debat så jeg, da vi diskuterede burkaer eller kønsopdelt svømning. I forbindelse med sidstnævnte læste jeg blandt andet følgende ”guldkorn”: "Langt de fleste sportssvømmehold er kønsopdelt i Danmark. Det er således helt normalt, at kvinder i Danmark går til kønsopdelt svømning. Vi skal vise dem respekt og give dem mulighed for at udfolde sig, som de selv ønsker det. Alt andet er i bedste fald ineffektivt, og i værste fald fører det til mere racisme" Det er jo absurd at sammenligne sportssvømmehold med den kønsopdeling af svømmehaller, som visse islamister ønsker. Og det er overhovedet ikke racistisk at påtale, at vi altså lever i et land, hvor det er et væsentligt princip, at kvinder og mænd er lige og derfor kan gå i svømmehallen sammen. Den tredje fløj er det, som jeg vil kalde ”baglandet” – det vil sige andre flygtninge/indvandrere, der – ligesom jeg og alle andre – egentlig blot vil prøve at skabe et godt liv for dem selv og deres børn. Den fløj er delt i dem, der faktisk er enige i mine holdninger, men som ikke tør stå frem. Fordi de oplever et stort socialt pres fra den gruppe, som ikke deler mine holdninger – som oplever integration som noget skræmmende og derfor ønsker at holde fast i gamle normer. Alle de tre grupperinger presser mig i forskellige sammenhænge. Nogle skriver negativt på sociale medier, andre sender deciderede trusler og nogle fravælger mig bare i mere private sammenhænge. Helt ærligt, så ville jeg da ønske, at der var mere opbakning blandt specielt danskere. Der burde være større vilje hos de tolerante danskere til at tage dialogen om, at visse medbragte traditioner er der ikke plads til i det danske samfund. Kvinders ligeberettigelse og frihed for eksempel. Hvorfor accepterer vi, at muslimske kvinder bliver holdt væk fra arbejdsmarkedet? Det er berøringsangst, og det er en bjørnetjeneste, som skaber polarisering, fordi den får flere danskere til at distance sig fra flygtninge og indvandrere og blive angste og få de her overdrevne forestillinger om, at den danske kultur er truet. Det er ikke "tolerance" at lukke øjnene for problemerne. Tolerance er at acceptere andre, men samtidig at turde opdrage dem til at følge de normer, der gælder i det danske samfund.
Læserbrev

S, SF, K, R og DF prioriterer alligevel ikke børn og unge

Læserbrev: Flertallet i byrådet har vedtaget et budget. Forligspartierne prioriterede kommunens midler men lagde også et budget, hvor man bevidst vælger et utrolig sort og negativt syn på fremtiden. Der var og er penge, der kunne bruges til at sikre mere og bedre velfærd i kommunen. Penge, der med rette kunne have været anvendt til daginstitutioners normeringer, skoler og specialskoler, som i forvejen mangler ressourcer. Desværre prioriterer forligspartierne ikke børnene højt nok. Forliget betyder forringelser for børnene, i deres daginstitutioner, skoler og specialtilbud. Konsekvensen af budgetforliget betyder, at normeringerne på daginstitutionerne udhules, skolernes og specialskolernes budgetter udhules – også i årene, der kommer. Forligspartierne er nemlig blevet enige om at fortsætte den i basisbudgettet indlagte "effektiviseringsprocent" på 0,5 procent pr. år, altså en årlig gentaget besparelse i hvert af alle overslagsårene. Embedsværket fremlagde et basisbudget, hvor man efter mange års manglende prisfremskrivning ville påbegynde at fremskrive økonomien igen. Forligspartierne blev desværre enige om, at de også ville fortsætte denne rammereduktion i årene, der kommer. Når man ikke fremskriver økonomien i forhold til varernes aktuelle priser, betyder det kort sagt, at der ikke er råd til at købe de varer, man har brug for. Konsekvensen er, at pengene til papir, mælk, toiletpapir med videre må tages fra normeringer og timer til børnene – altså en indirekte forringelse af undervisning, nærvær, dannelse, omsorg og normeringer. Når man roser sig selv for at tilføre skoleområdet penge, og man samtidig vælger at fjerne flere penge fra området, end man giver, er det lig en forringelse. Når man forlader sig på, at "der kommer penge fra regeringen til minimumsnormeringer" men samtidig sparer flere penge med dette budget, end der kommer fremover, gør man lokalt normeringsproblemet endnu større. Vi er ekstremt skuffede over, når forligspartierne i både valgkamp og efterfølgende har bekendtgjort, at man ville prioritere børnene, skolerne, daginstitutionerne, den tidlige indsats samt de mest ressourcesvage børn, at man så ikke i handling lever op til ordene. Vi konstaterer desværre, at forligspartierne ikke længere har en sådan holdning. Deres handlinger viser det modsatte. Forligspartierne prioriterer desværre ikke børnene højt nok, på trods af de mange fine løfter. Det noterer vi os med skuffelse.
Leder For abonnenter

Fri vilje er et fremmedord: 3F's tankegang er totalitær

Menneskers ret til at træffe frie valg om egne forhold burde ikke være til diskussion. Det er den så alligevel. Fagforbundet 3F tror for eksempel på det modsatte, nemlig det såkaldte kollektivs ret til at tvinge lønmodtagere og arbejdsgivere ind i 3F's overenskomster. Det så vi i al sin grufuldhed, da medarbejdere i SAS Ground Handling i Københavns Lufthavn mobbede en kollega og nedlagde arbejdet, fordi han foretrak ingeniørernes fagforening frem for 3F. Næstformanden i bagagearbejdernes klub blev på en lydoptagelse afsløret i at overfuse og true kollegaen, og det var jo ikke så heldigt, når 3F nu påstår, at sådan opfører man sig aldrig. DR har også dokumenteret tidligere og lignende udskamning af medarbejdere i lufthavnen, som fravalgte 3F. Nu ser vi så i Vestjylland en sag, der ikke er identisk, men som rummer akkurat samme tankegang fra 3F's side: Vi alene ved, hvad der er bedst for lønmodtagerne i Danmark, og får vi ikke vores vilje, kan det blive ubehageligt. Som avisen Danmark skrev forleden, er en anlægsgartner fra Borris ved Skjern og hans 30 medarbejdere glade for overenskomsten med Kristelig Arbejdsgiverforening, men da 3F's folk ser gartnerens bil på byggepladsen ved det nye supersygehus i Gødstrup ved Herning, får gartneren fem dage til at skrive under på en overenskomst med 3F, hvis han ikke vil rammes af konflikt. Han skriver under, men medarbejderne er utilfredse med 3F og vil hellere tilbage til den kristelige overenskomst, så nu har gartneren opsagt hos 3F igen. Nu er det spændende så, om 3F starter en konflikt mod gartneren, som kan koste hans virksomhed livet og medarbejderne jobbet. Det er utåleligt, at vi i 2019 skal have den diskussion. Fagforbundene har gjort og gør meget værdifuldt for deres medlemmer, men det må og skal være en frivillig sag for både arbejdsgivere og lønmodtagere, hvor de vil organisere sig. Hvis de altså vil. Sådan er dansk lov. 3F's tankegang, som sætter kollektivet over individets frie valg, er og bliver totalitær.
Annonce
Læserbrev

Gravskænderi og chikane

Læserbrev: I søndags kunne man høre dette læst op fra alteret, i Paulus' brev til menigheden i Efesos: "Tag derfor Guds fulde rustning på, for at I kan stå imod på den onde dag, overvinde alt og bestå. Så stå da fast, spænd sandheden som bælte om lænden, og ifør jer retfærdighed som brynje, og tag som sko på fødderne villighed til at gå med fredens evangelium". Efter søndagens gudstjeneste kunne jeg, som så mange andre, konstatere, at der havde været udført hærværk på den jødiske begravelsesplads i større stil som en del af en større koordineret chikane på landsplan. Natten til søndag var, ud over jubilæumsdag for murens fald, således også dato for Krystalnatten 51 år tidligere. Jeg vil tro, at mange af os blev ramt af en målløshed. Det var vanskeligt at finde de rette ord. På de sociale medier blev der gjort forsøg. Mange af os kunne ikke komme længere end at tænke og måske skrive "svineri". Og det er svineri. Men der må og skal også siges mere. Målløshed er i denne situation ikke nok. Denne aktion, som fandt sted natten til søndag, havde for øje at chikanere vore jødiske medborgere. Denne aktion har rod i antisemitisme. Og næres af en nazistisk ideologi. Og dette skal vi tale imod. Og reagere imod. Det er ikke bare drengestreger. Vi vinder ikke noget ved at tie det ihjel. Antisemitisme, nazisme og enhver form for racisme må og skal tales imod. Det skylder vi vore medborgere, og det skylder vi de mennesker, der har betalt en høj pris under besættelsen, og det skylder vi de familier, der har lidt under konsekvenserne. Opfordringen må derfor lyde, at vi ruster os, står fast og er villige til at tale dette imod.
Læserbrev

Så stikker antisemitismen igen sit hæslige ansigt frem ...

Læserbrev: Da jeg hørte de ubehagelige nyheder om overmalingen af 80 gravsteder på den jødiske kirkegård her i Randers, tog jeg straks derover for at se det med egne øjne. Det fylder mig med vrede og stærk afsky over, at noget sådant kan finde sted - og så lige på 81-året for krystalnatten, hvor 100 jøder blev dræbt, 7500 jødiske forretninger smadret og 267 synagoger nedbrændt i Hitlers Tyskland. På kirkegården mødte jeg en kvinde, som var lige så oprørt som jeg, og som var i færd med at forme et hjerte af nedfaldne blade og deri lægge en buket blomster og tænde to lys. Kære randrusianere - lad os ikke bare se stiltiende til, men lad os vende os imod antisemitismen i tale og skrift, hvor end vi møder den.
Debat

Debat: Muren faldt og frihedens klokke kimede - vi skal huske murens fald

9. november 1989 står brændt i min hukommelse. Tiden i efteråret 1989 var og bliver det største min generation kommer til at opleve. Befolkningerne i de kommunistisk styrede lande i Østeuropa hørte frihedsklokkerne ringe efter mange år bag Jerntæppets mørke. For mange i dag kan det sikkert være svært at forestille sig, hvor lukket og uhyggeligt den del af Europa var, men det var det sande kommunismes ansigt og virkelighed. Os der var unge på det tidspunkt, husker det sikkert tydeligt. Dengang var verden bare mere enkel. Der var undertrykkelsen, kommunismen og dens ondskab i øst og de frie demokratier i vest. Jeg husker klart, hvordan jeg som politisk aktiv i den ungkonservative bevægelse, gang på gang, med blodet løbende hurtigt i mine årer, diskuterede forholdene i de kommunistiske diktaturer, og hvorfor vi skulle være på amerikanernes side fuldt og helt. Det var dengang, der fandtes politikere i Danmark, som i mange år havde forsvaret og støttet regimerne i øst, og ment at det var den rigtige samfundsmodel for Danmark. Jeg har aldrig kunnet forstå, hvordan mennesker, der lever i en fri og oplyst verden, har kunnet tale positivt om kommunismens styre i Østeuropa. Tænk på, hvad adskillelsen gjorde ved familier. Berlin som et skrækkeligt eksempel. Fra den ene dag til den anden blev familier adskilt, og mange så aldrig hinanden igen. Alt imens store dele af venstrefløjen herhjemme så til og bildte sig ind, at vi skulle beundre dem. Jeg har besøgt Berlin flere gange, og hver eneste gang tager jeg mig selv i at blive så rasende over, at det har været Europas virkelighed. Tænk sig at have en styrende ideologi, der mener, det er rigtig at spærre sit eget lands borgere inde, så de ikke kan rejse frit og forlade landet. Hvis kommunismen er så smuk, så ville folk sikkert blive boende. Men nej, mennesker blev overvåget og holdt i et jerngreb, og familier blev splittet på kryds og tværs. Denne historie skal fortælles. Denne del af historien skal alle elever i vores skoler kende til, så de ved, hvad den virkelige historie bød på for kun tre årtier siden Men frihed har det heldigvis som vand. Det finder altid en sprække, og pludselig kan murene ikke holde mere. Selvom det var lange, trange og tunge år, så lykkedes det endelig at blive frie. Folket pressede på, og selvom mange af de gamle mænd i diktaturerne holdt fast, måtte regimerne bryde sammen. Kampen blev blandt andet utrætteligt kæmpet af daværende præsident Ronald Reagan i USA, som gjorde alt for at bekæmpe kommunismen, og alt det frygtelige den stod for. Jeg glemmer aldrig klippet i tv, hvor han stod ved Brandenburger Tor og i sin tale til folkemængden den 12. juni 1987 sagde de så kendte ord til Sovjetunionens præsident: ”Mr. Gorbatjov – tear down this wall”. Der skulle stadig gå mere end to år, inden friheden kom til befolkningerne i Østeuropa, men snebolden med frihedens styrke havde begyndt sin tur ned ad bakken, uden den kunne stoppes. Det hører også med og bør bestemt anerkendes, at Gorbatjov med sin glasnost og perestrojka havde indledt rejsen mod mere åbenhed og en anden økonomisk tænkning – som de to russiske ord udtrykker. Men regimerne i øst blev presset til det af stærke frihedskræfter i vesten, og de stadig modigere befolkninger i mange af de kommunistiske lande. 9. november 1989 skete det så endelig. Vi kunne på tv se, hvordan østtyskerne i deres trabanter kørte over grænsen ved Brandenburger Tor, og alle blev hilst velkommen af vesttyskerne. Genforeningen ventede godt anført at den karismatiske kansler Helmut Kohl, der nåede sin største politiske bedrift med genforeningen af de to tysklande i 1990. Der skulle stadig vise sig at være mange opgaver og overvindelser for de østeuropæiske lande på vejen mod en ny verden og en ny tid. Vi har i dag et nyt Europakort med flere lande, hvor den dominerende styreform er demokratiet. Der er bestemt steder, hvor der er grund til bekymring, og hvor vi skal være opmærksom på ikke at begå fortidens fejl. Men frihed er det bedste guld. Det skal vi huske denne dag, selvom der unægteligt stadig er mange udfordringer – også i den del af verden. Kommunismen tabte – friheden vandt. Og jeg vil aldrig glemme den tid i mine sene teenageår, hvor jeg fik den gave at opleve frihedsklokkerne ringe for millioner af mennesker.
Debat

Debat: Skat på Facebook kan betale for digital ombudsmand

Ligesom andre private virksomheder er Facebook underlagt lovene i de lande, de opererer i. Det betyder, at de skal overholde de forskellige landes lovgivning. Det betyder også, at de selvfølgelig nyder den beskyttelse, der følger af lovgivningen, for eksempel retten til at drive virksomhed og retten til ikke at blive diskrimineret til fordel for indenlandske virksomheder og så videre. I Danmark og en del andre lande udmærker lovgivningen sig ved at være vedtaget demokratisk. Desuden skaber lovgivningen nogle fælles spilleregler for de forskellige aktører, til gavn for konkurrencen. Myndighederne må så sørge for, at lovgivningen efterleves. Pt. sker det ikke i forhold til Facebook. Anklagemyndigheden er først for nylig er begyndt at retsforfølge strafbare handlinger, der foregår på sociale medier og andre steder på nettet. Men Facebook inddrages aldrig. Sådan som jeg har forstået Umbrella-komplekset – de mange sager med ulovligt billedmateriale på nettet, herunder sex med mindreårige – var materialet tilgængeligt på Facebook i flere år. Efter straffeloven kunne Facebook være medansvarlig, men det er tilsyneladende ikke noget anklagemyndigheden har overvejet. Facebook ser heller ikke ud til at overholde GDPR, EU’s persondataforordning fra 2018. Her er ret skrappe krav til behandling af personoplysninger, og Facebook ser ikke ud til overholde dem. Det gælder især kravene til samtykke. Facebooks ”terms” er temmelig uoverskuelige, og den accept, man skal afgive for overhovedet at komme på, lever ikke op til lovgivningens krav. Man bør derfor overveje, om der er behov for ny lovgivning, således at demokratisk vedtagne regler kan håndhæves, også når det drejer sig om sociale medier som Facebook. Man kunne her forestille sig, at Facebook og andre sociale medier forpligtes til at slette strafbart indhold. Hvorvidt noget er strafbart, afgøres efter gældende lovgivning. For Danmarks vedkommende altså efter demokratisk vedtagne regler, der allerede har indregnet hensynet til ytringsfriheden. Dette vil selvfølgelig betyde, at det er lidt forskellige ting, der skal fjernes i forskellige lande. Lidt besværligt, ikke 100 procent effektivt, men klart ladsiggørligt. Og klart bedre end nu, hvor lovgivningen ikke følges, og vi er overladt til Facebooks noget skiftende og tilfældige standarder. Man kunne endvidere forestille sig en kort frist til fjernelse af ulovligt indhold. Fristen kunne tælle enten fra upload eller fra det tidspunkt, hvor det sociale medie bliver opmærksom på ulovligheden. Og det er muligt, at man skulle sondre mellem meget grove ulovligheder som fx at vise mord, grov vold, børneporno, halshugninger med videre, der skulle fjernes med det samme, og andre mindre grove ulovligheder som for eksempel trusler, injurier, nøgenbilleder, der blot skulle fjernes efter 12 timer. Hvem skulle så afgøre, om et billede på Facebook er ulovligt? Svaret må i første omgang være, at ligesom i alle andre tilfælde må vi selv overveje lovligheden af vores handlinger, ligesom andre naturligvis kan gøre os opmærksomme. Ved uklarhed eller uenighed har vi i en retsstat altid domstolene, men en retssag tager lang tid, og man kunne derfor forestille sig en Digital Ombudsmand, der på linje med for eksempel Folketingets Ombudsmand og Forbrugerombudsmanden hurtigt og kvalificeret kunne tage stilling til, om lovgivningen er overtrådt. Fordelene er ved en sådan ombudsmand er klare: Det kan gå hurtigt og i hvert fald hurtigere end ved en domstol. Vurderingen foretages af en uvildig instans og ikke bare af den ene part. Vurderingen foretages efter dansk, demokratisk vedtagen lovgivning regler og ikke efter Facebooks interne, uklare og vekslende standarder. Endelig kunne man forestille sig, at ordningen kunne finansieres ved en annonceskat på for eksempel en procent af annonceindtægterne genereret fra danske annoncører.
Leder

Det er hjertegribende. Det er rørende
Læserbrev

Selvforskyldt

Læserbrev: Den ekstremt høje vandstand nedstrøms Tangeværket kan forklares. Udover at vi har haft rekordstor mængde nedbør her i efteråret, har Gudenåcentralen eller Tangeværket også lukket ekstra store mænger vand ud af den opstemmede Gudenå, også kaldet Tange Sø. På en tur onsdag 6. november kunne jeg lidt overraskende konstatere, at Gudenåcentralen oven på en uge med næsten konstant nedbør har sænket vandstanden i Tange Sø med omkring 30 centimeter. Altså er der lukket langt mere vand ud af søen, end der er løbet ind. Helt sikkert en handling, der har resulteret i en ekstraordinær høj vandstand fra Bjerringbro og nedstrøms. Mere nedbør og højere vandstand som følge af klimaforandringerne samt en øget grødevækst som et resultat af næringsstoffer fra især landbruget giver forhøjet vandstand i Gudenåen. En vigtig del af løsningen må være at fjerne opstemningen ved Tange, hvor Gudenåen har et fald på 10 meter. En fritløbende Gudenå er en forudsætning for opfyldelsen af vandrammedirektivet. Den hurtigt strømmende Gudenå vil også give naturen og biodiversiteten et løft. Modsat vil en opgravning og uddybning af Gudenåen være den værst mulige løsning.
Læserbrev

Årets budgetforlig i Randers Kommune er perspektivløst

Læserbrev: Skoler skal vedligeholdes, ellers forfalder de hurtigt. Den tidligere borgmester fik sammenlagt skoler og opnåede en forbedring af deres vedligeholdelsestilstand. Denne forbedring forsvinder med budgetforliget, idet man sparer 40 millioner kroner på vedligeholdelseskontoen. Denne besparelse er ganske kortvarig. De fremtidige vedligeholdelsesomkostninger vil stige markant, da skolerne forfalder. Der, hvor manglende vedlighold først rammer, er skoletoiletterne. Børn skal kunne føle sig sikre og have rene forhold, når de skal på toilettet på skolen. Dronningborghallen er i forfald, og der kræves en stor investering for at redde den. Venstre foreslog en investering på 50 millioner kroner her og nu, så faciliteterne bliver tidssvarende. Hallen ligger i et område, hvor nye lejligheder bygges på tidligere industriområder. Her kommer masser af nye familier, der har behov for ordentlige idrætsfaciliteter til deres børn og dem selv. Forligspartierne afsætter et beløb, der langt fra er tilstrækkeligt. Skatten forhøjes med 120 millioner kroner. Denne skatteforhøjelse bliver sanktioneret af staten, som tager de 17 millioner kroner som strafafgift for forhøjelsen. Det er 17 millioner kroner, der forsvinder ud i den blå luft. Forhøjelse af kommuneskatten rammer desværre hårdest på familier med lav indkomst, herunder pensionister og enlige med børn. Den ekstra skat udgør en større del af deres daglige økonomi, end den gør for familier med høje indkomster. Skatteforhøjelser holder ikke i lang tid, budgetterne bliver bare højere og kræver nye skatteforhøjelser. Befolkningen bliver ældre, og kravene til plejehjemspladser stiger og vil stige i fremtiden. Derfor er det ikke hensigtsmæssigt at nedlægge både Dronningborg og Kristrup plejehjem. Derimod vil det være meget mere hensigtsmæssigt at beholde disse velfungerende plejehjem med ordentlig vedligehold og udbygge antallet af plejehjemspladser med nye plejehjem. Der er ikke fremtidsperspektiv i budgetforliget, udgifter bliver skubbet ud i fremtiden, hvor de har vokset sig større. Samtidig giver man ikke det incitament til, at familier flytter til Randers, som kan udbygge skattegrundlaget og giver mulighed for, at vi kan tage os ordentligt af de ældre. Hvem vil flytte til en kommune, hvor skatten stiger, uden at man sikrer fremtiden men derimod blot skubber problemerne foran sig. Byrådet skulle have kigget på Venstres budget, der peger fremad og er til gavn for byen og dens kommende indbyggere og erhverv. Venstre er imod skatteforhøjelsen.