Annonce
Læserbrev

Specialskoler. Argumenterne stikker i alle retninger

Læserbrev: Al logik hører op, når de politiske argumenter, der skal retfærdiggøre forringelser for de svageste elever, stikker i alle retninger, modsiger sig selv og samtidig hviler på en yderst tvivlsom rapport: BDOs budgetanalyse. At rapporten indeholder store fejl og mangler, vender vi tilbage til. "Det er sandet til og pengene er røget i et sort hul". Sådan omtaler udvalgsformand for skole, Steen Bundgaard (S), specialskolernes elever mandag i byrådet. Han siger også "at man i mange år har puttet pengene fra den almene folkeskoles budget til specialskole uden virkning og til ingen verdens nytte. Børnene er bare sandet til, og der er ikke kommet noget ud af det". Modsat udtaler direktøren for området tidligere på TV2 Østjylland: "Vi har været for dygtige i Randers kommune". Frank Nørgaard (DF) siger under samme punkt på byrådsmødet, "at alle forældre ønsker det bedste for deres børn - også de, der bare har brug for lidt ekstra, men som jo ikke kan få det, fordi alle pengene jo går til specialskolerne/klasserne. Specialskolerne suger jo pengene ud af almenskolerne. Specialskoler, som der er guldregn over”. Han udtaler også, at DF længe har ønsket sig budgetter, der adskiller folkeskoler og specialskoler. Men DF har fået fortalt, at det er der ikke råd til. Man kan spørge sig selv, om det er styringsmodellen, eller hvor mange penge man afsætter til at drive skoler for, der er problemet. Uanset hvad bliver den politiske logik, at besparelser kan forsvares. Udtalelserne vidner om, at flere politikere stoler blindt på konklusionerne og sammenligningerne i den dybt problematiske BDO-rapport. De vidner også om, at de politiske beslutninger funderer sig mere på tal end på fagpersonalets og forældrenes beretninger om konsekvenserne for de svageste elever. Det er meget bekymrende. BUPL og Randers Lærerforening har påvist fejl og mangler i rapporten, der endnu ikke er rettet. Konsekvensen af den problematiske rapport er fejlagtige sammenligninger og konklusioner. Konklusioner, som stadig anvendes som begrundelse for, at specialskolerne skal forringes igen. Beslutninger truffet på et tyndt og tvivlsomt grundlag, med fokus på fejlagtige tal. Når tal vejer tungere end børns udvikling og tilsyneladende langt tungere end fagfolks og forældres beretninger om konsekvenserne af de foreslåede forringelser, så opleves den politiske diskussion og de demokratiske høringer som nytteløse. Det er altid bekymrende, og i denne sag bliver det særligt hæsligt, når det kan påvises, at tallene i rapporten er fejlagtige.

Læserbrev

Specialskoler. Alt dette må I for alt i verden ikke ødelægge

Læserbrev: Endnu engang må undertegnede ty til tasterne for at få jer i Randers Byråd til at droppe de planlagte besparelser på specialskoleområdet, herunder Vesterbakkeskolen og Firkløverskolen. I politikere har været så heldige (åbenbart), at I ikke har børn med autisme, ADD, ADHD etcetera, for så ville I være så meget mere fornuftige og ville være langt mere oplyst og orienteret om, hvad det er, disse specialskoler udretter i det daglige. Jeg skal for god orden skyld også bekende at, jeg heller ikke selv har børn med disse diagnoser, men jeg har gennem 13-14 år været så begundstiget i mit arbejdsliv, at jeg har været chauffør på en af de skolebusser, der har kørt børnene fra hjem til skole og retur. Alene disse ture af cirka en time varighed beriger en med så megen glæde og humør, så det er noget, I politikere selv burde opleve. At møde alle disse børn, når vi henter den tidligt om morgenen, og se den glæde, de udstråler, for nu skal de i skole og op til alle deres venner, som de har en konstruktiv hverdag sammen med og også det personale, som står og tager imod børnene. Samme glæde møder vi, når vi henter børnene, og de skal hjem til deres forældre, hvor de beretter om al det, de har lært og oplevet i løbet af dagen. Det er fuldstændig utroligt, hvad de skoler og personalet udretter og gør ved disse børn. Den varme og trykhed, de får på deres skole, er fuldstændig uvurderlig. Jeg har oplevet, at når vi skal have en ny elev med til skole, er de selvfølgelig lidt utrygge og usikre, men det forsvinder utroligt hurtigt, og det er kun takket være de kammerater og lærere/pædagoger, de møder. De kan være meget fåmælte, men igen, hurtigt bliver der snakket og grinet på vej til skole, og vi oplever hurtigt en trykhed og forståelse af det at være en del af et fællesskab, hvor de kan være i et varmt og roligt miljø. Når man nu som sagt har mødt alle disse elever igennem 13-14 år, så når de jo selvfølgelig en alder, hvor de ikke længere kan gå på skolen. De kan så komme videre på for eksempel CSV etcetera, hvor de i kraft af deres tidligere skoleophold har fået en hverdag til at fungere og kan komme videre i voksenlivet, hvilket jo kun kan være en gevinst for os alle og ikke mindst samfundet. Kære Randers Byråd: Alt dette må I for alt i verden ikke ødelægge for disse børn (tænk hvis det var jeres eget barn). I vil fuldstændig ødelægge et miljø for disse børn, og omkostningerne vil på langt sigt blive meget større, og konsekvenserne for alle disse familier er totalt uoverskuelige.

Læserbrev

Man kender et samfund på, hvordan det behandler sine svageste

Læserbrev: Det er med stor bekymring, at min familie har læst budgetforslaget om besparelser på specialskoleområdet. Vi har en datter, som går på Vesterbakkeskolen, og som har behov for netop dét, den skole kan tilbyde: en lille klasse (maksimum 8-10 elever) en tilgængelig voksen, der kan guide 80 procent af tiden særligt tilrettelagt undervisning med brug af pictogrammer og TTT undervisning i langsomt tempo og med mange, mange gentagelser over lang tid handicap- og diagnoseindsigt på specialist-niveau særlige faciliteter, som rideterapi, sanserum, specialcykler, balanceredskaber med videre og stort fokus på den motoriske udvikling Rambøll lavede i 2016 en undersøgelse af risiko- og beskyttelsesfaktorer i forhold til udsatte børn. Undersøgelsen konkluderer, at den faktor, der tegner sig for den største beskyttelses-effekt, er en god skolegang. Et handicappet barn har brug for et særligt tilrettelagt skoletilbud for at kunne opnå de mest basale kompetencer som at kunne læse og regne. Opnår barnet ikke det, vil det ikke kunne skrive en indkøbsseddel, læse en busplan, regne ud, om der er penge nok i pungen at købe for og så videre. Livsdueligheden bliver lav, og deraf følger et massivt støttebehov som voksen. Med andre ord; de penge, I sparer nu, kommer vi som kommune til at betale 10 gange, når vores børn bliver voksne og ikke kan de mest basale ting selv. Vores datter er en glad og dejlig pige, og hun fortjener et ordentligt liv - herunder et skoleliv, hvor hun bliver mødt på sine helt særlige præmisser og opnår læring, så hun opnår kompetencer. Der skal specialistviden til og helt særlige rammer, og dem får folkeskolen aldrig. Det er skammeligt, at vi i stedet for at have en specialskole, vi kan være tilfredse med og sætte en ære i det faglige arbejde, der laves der, hellere vil udsulte området, så skolen i stedet bliver et sort hul på kommunekortet. Man kender et samfund på, hvordan det behandler sine svageste - og dette forslag, kære byråd, er en skændsel.

Læserbrev

Det er dyrt at skære hjørner

Læserbrev: Det er med en knude i maven, at jeg erfarer, at Randers Byråd igen planlægger at spare på kommunens svageste børnegruppe; de handicappede børn på byens to specialskoler. Jeg frygter manglende læring, men mest af alt frygter jeg den uundgåelige mistrivsel, som vil følge med en sådan besparelse. Jeg er mor til fire, og min yngste søn, Sigurd, går på Vesterbakkeskolen. Han har klassisk autisme, er synshæmmet og ensidig døv, og så har han, som skolens øvrige børn, en retarderingsgrad. Hverdagen med et handicappet barn er en konstant balancegang. Der er ikke plads til fejl, og alting 'koster' mere. Ikke bare i penge men også i de omkostninger, det har for barnet og resten af familien, når hverdagen ikke glider. Der er en tynd linje mellem trivsel og mistrivsel for mit autistiske barn. Ændringer giver stressudløste opkastninger, sort tale, gråd og ulykkelige skrig i timevis. Og søvnløse nætter. Mange, lange, søvnløse nætter. I yderste konsekvens oplever vi regression. Altså at Sigurd ikke blot holder op med at udvikle sig men også går tilbage i udvikling. Når hans autismepædagogiske behov ikke er blevet mødt, har vi oplevet frafald af færdigheder, ophør af spisning i ugevis, og/eller at han er blevet ukontaktbar. Han mister simpelthen troen på, at verden er et godt sted for ham at være i. I Randers Byråd synes der at være megen fokus på, hvad ting koster men meget lidt på medmenneskelige omkostninger. For børnene på Vesterbakkeskolen og deres familier vil omkostningerne af besparelserne blive enorme. Disse børn har brug for hænder og nærværende voksne, når de skal undervises og have dækket helt basale behov. Det er en stor opgave at løfte. Det kræver kompetent, professionelt personale, og der skal være nok. Færre hænder kan i yderste konsekvens betyde, at denne gruppe børn bliver omsorgssvigtet. Børn i mistrivsel har både menneskelige og økonomiske omkostninger. Både kortvarigt, når familierne får brug for mere støtte, tabt arbejdsfortjeneste, aflastning/anbringelse, børnebidrag ved skilsmisse, arbejdsløshedsydelser. Men også på sigt, når børnene bliver voksne og bliver en større økonomisk byrde for kommunen, end de kunne være blevet. Svigtede mennesker koster - på alle planer. Forståelse for den berørte børnegruppe og langsigtet planlægning er vejen frem. Det er en lektie, som min Sigurd har lært mig, og som jeg hermed giver videre til Randers Byråd: Det koster dyrt at skære hjørner.

Annonce
Læserbrev

Seniorbofællesskab. Pas på ikke at blive for gammel

Læserbrev: "Det er jeg ikke gammel nok til," svarer de fleste 60-årige, hvis man nævner muligheden for at flytte i seniorbofællesskab. "Nej, men det bliver du," bør svaret lyde, for i virkeligheden er det ikke spor for tidligt, at man begynder at tænke på fremtidens boligform i den alder. I landsorganisationen Danske Seniorer arbejder vi hårdt på at få etableret flere seniorbofællesskaber. En undersøgelse blandt cirka 2000 medlemmer har vist, at næsten hver anden er interesseret i at flytte i seniorbofællesskab, og andre undersøgelser har vist, at omkring 80.000 seniorer ønsker at flytte i bofællesskab de kommende år. Og det tror da pokker: Erfaringerne med denne boform er virkelig gode: Man passer på hinanden i bofællesskaberne. Man holder ensomheden og skrøbeligheden på afstand, fordi man på den gode måde holder lidt øje med og hjælper hinanden. Og de, der har valgt denne boform, er sikre på, de får et ikke bare bedre men også længere liv. Danske Seniorer glæder sig til at være med til at bevise det. Heldigvis er interessen stor, når vi taler for at finde penge til alment byggeri og gode jordarealer, også til de grupper af seniorer, som ønsker at etablere sig i ejerboliger - men vi hjælper også gerne med oplysning om emnet. På Danske Seniorers hjemmeside kan du finde masser af nyttige oplysninger og informationer - og her kommer så også to gode råd: 1: Begynd tidligt med at undersøge og overveje, om denne boform kunne være noget for dig/jer. De fleste mennesker i den arbejdsduelige alder har brug for lidt hjælp, for det er svært at planlægge boligformen som senior i en alder af 58-60 år. Selve pensionsopsparingen har de fleste lært at tilrettelægge, men hvordan seniorlivet skal forme sig, det har de fleste til gengæld svært ved at komme i gang med. Det er de ikke gamle nok til, mener de. Derfor er der mange, der aldrig får mulighed for at komme med i et bofællesskab, fordi de har ventet for længe med at komme i gang. 2: Deltag i Randers Kreds' informationsmøde om "Seniorbofællesskaber - fordele og ulemper" 7. november i Voldum Hallen.

Annonce
Læserbrev

Skal de ældre virkelig betale igen?

Læserbrev: De kommunale budgetforhandlinger er så småt ved at være i gang, og ud fra det fremlagte budgetmateriale, vi har fået udleveret fra vores forvaltning, kan vi se, at det endnu en gang er ældreområdet, der står for skud. Ligeledes skal skoler, daginstitutioner, socialpsykiatri og alle andre områder i kommunen spare, på nær ét område (hvis det står til forvaltningen). Dette område bliver år efter år friholdt fra budgetmaterialet, der fremlægges. Det er naturligvis integrationsområdet. De mennesker indenfor dette område har ikke på nogen som helst måde været med til at skabe den velfærd, vi nyder godt af i dag. De mennesker, der får undervisning, skolegang, lejlighed, møbler, familiesammenføringer, overførelsesindkomster, boligstøtte, friplads med videre i ét væk og i langt højere grad end vores danske borgere. Disse mennesker, som, når der stilles krav, ofte trækker sig og ikke ønsker at tage del i samfundet. Ja, de går fri af besparelser (hvis det står til vores forvaltning). Alt imens vores ældre skal betale endnu en gang, skønt de har været med til at lægge grundstenen for det fundament, vores land er bygget op omkring. Jeg synes, det er skammeligt. Vi må alle bidrage til et samfund i vækst og til et samfund, hvor velfærden for vores børn, svage og ældre er en selvfølge. Dansk Folkeparti vil ikke være med til at spare på ældreområdet blot for at putte flere penge i integration.

Læserbrev

Katastrofalt. Besparelser på specialskolerne rammer hele folkeskolen

Læserbrev: Jeg kunne bare genudsende ét af mine tidligere læserbreve, for historien gentager sig, og katastrofen lurer lige om hjørnet. Men jeg fatter gerne pennen endnu en gang for børnenes skyld. Igen lægges der op til store besparelser på folkeskolen. Alene på specialskolerne taler vi 38 millioner kroner over en fireårig periode. Det er voldsomt. Jeg har netop deltaget i et protestmøde arrangeret af engagerede forældre fra de to store specialskoler. Der måtte hentes ekstra stole til de mange fremmødte, og bekymringerne var mange: Er det mit barn, der ikke får det tilbud, som det har brug for? Skal mit barn tilbage til den folkeskole, som ikke kunne rumme mit barns udfordringer? Hvad kommer det til at betyde for det barn, som er uden sprog, og som ikke kan give udtryk for sine behov? Hvordan kommer det til at gå min familie, hvis mit barn igen kommer i mistrivsel? Hvordan får vi fat i børn med skolevægring? Vil mit barn fortsat få den rette undervisning? Frustrationerne lyste ud af forældre og medarbejdere, og det er med god grund, for hvor henter man 38 millioner kroner over fire år? Det gør man på hænder, altså det pædagogiske personale. Længere er den ikke. Vi oplever et sparekatalog, som intet hensyn tager til den virkelighed, som børn, forældre og ansatte oplever, men som passer fint ind i et regneark. Jeg tror, at det er manglende viden, der er problemet. Så jeg vil gerne opfordre alle med tilknytning til og interesse for folkeskolen til at indgive høringssvar med fortællinger fra virkeligheden: Hvad betyder det egentligt at have et barn med særlige behov? Hvad vil det sige at være det barn, som ingen vil være sammen med? Hvordan er det at være det barn, som skal "rumme" en klassekammerat med udadreagerende adfærd? Der kan være mange andre relevante vinkler. På den måde kan vi måske stoppe besparelserne ved fælles hjælp. På Randers Kommunes hjemmeside oplyses, hvordan man indgiver høringssvar, og send også gerne jeres historie til politikerne på tilbyraadet@randers.dk. Budgetforhandlingerne starter mandag morgen 21. oktober. Besparelserne rammer måske nok specialskolerne direkte, men indirekte er det igen den samlede folkeskole i Randers, der er sat under massivt pres. Det er nu, det gælder. Besparelserne fra sidste runde gør ondt, og nu spændes skruen desværre endnu hårdere.

Kronik For abonnenter

Kronikken: Tre ømme ligtorne

Disse linjer skal handle om tre ømme ligtorne, der alle under én eller anden form spadserer ind i de kommunale lokaler på Laksetorvet. Der er sikkert her midt i en budgettid flere meget ømme områder, men de tre "sager'', jeg har plukket ud, har alle det til fælles, at de har et væsentligt link til den brede befolkning, som ofte køres ud på et sidespor og ganske enkelt aldrig når ud over det forklaringsniveau, som jeg synes kommunen har i forhold til sine borgere eller måske i situationen mere korrekt vi mange, som betror de vise fædre vore skattekroner. Lad mig tage fat på hele systematikken, der ligger i de tre sager, som er følgende: Sagen om Verdo, den nye idrætshal og ikke mindst den skæbne, begrebet Visit Randers synes at gå i møde. De tre sager fordrer alle, at de bredes ud, så vi skatteydere forstår, hvad der ligger bag de uforklarlige beslutninger, som er truffet, og - tør jeg godt spå - vil blive gentaget. Én ting er, at størstedelen af den randrusianske befolkning for længe siden er stået af eller mere konkret har mistet interessen. Således kan beslutningstagerne jo glæde sig over de kontroversielle sager. Selv de mister interessen. De går ikke i glemmebogen, men de bidrager til både politikerleden, en høj grad af mystik og i det hele taget er kommunalt image, som mange gode kræfter slet ikke har fortjent. Lad os se lidt nærmere på de tre sager, hvoraf de to har direkte adresse til de kommunalt ansvarlige. Når den tredje sag, Verdo, er medtaget, er det ganske enkelt fordi, Randers Kommune er selskabets største kunde og i realiteten den eneste, der kan gå ind og varetage eller forklare, hvad pokker der gennem årene er foregået i netop Verdo. Verdo har for længst mistet sin uskyld og troværdighed, når det handler om os kunder nede på gulvet, og selskabet har ikke formået, ja det er vel nærmest helt og aldeles uegnet til at give sine kunder en troværdig forklaring. Her havde jeg gerne set en helt anderledes aktiv kommunal indsats i forhold til sine borgere lig med Verdos kunder. Det kan da godt være, at Randers Kommune ikke er direkte forpligtet, men moralsk ville det have set fornuftigt ud, om kommunen havde haft en informationsstrategi rettet direkte mod den enkelte borger, der hverken kan finde hoved eller hale i denne sag. Det nytter ikke at henvise befolkningen til de åbne byrådsmøder. Jeg har selv overværet et af disse møder med Verdo på dagsordenen. Det var mere eller mindre volapyk, fordi det fordrede en høj grad af viden om denne sag for overhovedet at kunne følge med. Så skal de handle om Omann-vældets beslutning om at bygge endnu en idrætshal. Den er snart færdig, og ikke en kæft aner på nuværende tidspunkt, hvad hallen skal fyldes med. Økonomien halter, så det vil noget, og en voldgiftsag kan i den forbindelse vende op og ned på tingene. Der er tale om en betydelig investering. Det nytter ikke noget, at Randers Kommune henviser til, at man ikke er bygherre, men erkend nu bare, at uden Omann-vældets magt var dette projekt aldrig blevet til noget. Befolkningen har krav på en forklaring. Hvad er op og ned, hvad koster projektet, hvad skal det bruges til, og kan det virkelig passe, at de mindre idrætshaller i en årrække skal lide under prestigebyggeriets åg. Kom ud af busken og fortæl åbent og ærligt, hvad der er op og ned i den sag. Endelig et par ord om den skæbne, Visit Randers ser ud til at lide. Det er lige nøjagtig, hvad vi i forhold til selvfølelsen bestemt ikke har brug for. Det er fornuftigt at samarbejde selv med storebror syd på, men ikke om alt, og netop turismen er vel et område, som fordrer en vis integritet. Nu er det ikke et område, hvor man er helt uden erfaringer med disse sammenlægninger, som oftest betyder endnu et hak i tuden til lillebror. Tag bare en tur til Sydfyn, hvor man for år tilbage var gennem netop den øvelse i forhold til Odense. Der er stadig ikke nogen ordentlig forklaring på den skæbne, Visit Randers ser ud til at lide. Det kunne man såmænd også forklare en undrende befolkning. Jeg er sikker på, at Randers Kommune ofrer mange tusinde kroner på kommunikation, men rammer informationen rigtig, og med det menes direkte byens borgere? Svaret er nej, så mon ikke man burde revurdere og også her sætte den enkelte borger i centrum?

Læserbrev

Slut med splittelse og så videre

Læserbrev: Kære Axel Præstmark. Din leder i tirsdagens udgave mangler noget –men nu gætter jeg lidt. Du har haft en god snak med de borgerlige før budgetforhandlingerne, og noget skal ud til befolkningen inden. Sammenholdet, skriver du, kunne eksempelvis være sammen med Venstre, Konservative og DF. Enig, men det kunne da også være sammen med SF – og/eller Radikale. Det kan blive svært med listerne, men sådan har det jo altid været i Randers. Men prøve? Og så går du langt ind i forhandlingerne og oplyser – næsten – at hvis der kommer en mindre skattestigning, kan man ikke samle 26 ud af 31 byrådsmedlemmer. Hmm ... Hvor ved du det fra? Hvis der er et flertal for en mindre skattestigning for at forbedre forholdene for blandt andet de ældre (rengøring kun hver tredje uge og så videre), så giver det mening at gøre dette. Det har DF dog trods alt ikke afvist tidligere, hvis det gav mening. Med hensyn til, om der er en kreds omkring mig – eller jeg, der er en del af en anden kreds af socialdemokrater – det må du gerne gætte på – men det har ingen betydning ved budgetforhandlingerne. Socialdemokratiets partiregler siger, at to ting skal der være fælles fodslag omkring – det er budgetforhandling og konstituering. Hvis nogen træder ved siden af her, bedes de forlade partiet. Så det er soleklart, at Torben Hansen indadtil søger bred opbakning både i byrådsgruppe og bagland – og udadtil, når han har fundet den løsning, som han føler at kunne stå inde for, har fuld opbakning – også selv om tingene for nogen kunne ønskes anderledes. Sådan er verden også, kære Axel Præstmark. Og så synes jeg da, at vi alle skal prise, at Socialdemokratiet er så stort og rummeligt et parti, at vi tillader at bruge vores ytringsfrihed – også i politisk henseende. Det har jeg selv tidligere praktiseret – og accepteret. Det ville da være helt forfærdeligt, hvis der bare sad en flok julenisser, der nikkede til alt. Sådan bør det aldrig blive, Axel. Hverken i Socialdemokratiet eller Venstre.

Annonce
Annonce
Læserbrev

Sku' det være velfærd?

Læserbrev: Randers Kommune i en nøddeskal. Endnu en gang er det de handicappede og psykisk sårbare børn og unge, der skal betale prisen for besparelserne, der igen foreligger i Randers Kommune. Det drejer sig om børnenes fremtid. Randers Kommune har lige gennemført en stor millionbesparelse på specialskoletilbuddet, og nu vil de gennemføre en til og denne gang på 38 millioner. En del af valgløftet var, at der ikke skulle spares yderligere på specialområdet. Så hvordan hænger det så sammen? Ja, jeg spørger bare. Dermed forsvinder eneundervisningen, heldagstilbuddet med SFP skippes til fordel for SFO sidst på dagen = dårligere normering. De vil lave et loft over, hvor mange børn der må få et specialtilbud, og derved tabes børn på gulvet, da de bliver tvunget i det almene skoletilbud, som de langt fra kan klare, både børn og skolerne, da de ikke har resurserne til at håndtere disse børn. Det er børn, der har skjulte og synlige handicap, der i forvejen kæmper hver dag med forskellige problemer. Børn, der mistrives, har ADHD, er autister med mere. Børn, der har skolevægring, indlæringsvanskeligheder eller sågar er selvmordstruede, der rammes igen og igen. Børn, der ender med at lande på førtidspension, ender i misbrug eller kriminalitet. I stedet for at investere penge i dem nu, i deres fremtid. I stedet for at bruge penge nu på at skabe en bedre fremtid, hvor disse børn kan blive et aktiv for samfundet og bidrage i stedet for en økonomisk byrde. Nej, det er bedre at tisse i bukserne for at holde varmen og spare penge lige nu. Nej, det er bedre med store prestigeprojekter såsom Randers til vandet, Hal 4 og bruge gud ved hvor mange penge på konsulenter i kommunen. Vores svageste børn betaler prisen igen. Som mor til et barn med autisme græder mit hjerte.

Debat

Debat: Nordlige Syrien i brand. Derfor invaderer Erdogan kurderne

Naturligvis har den tyrkiske præsident Erdogan let gennemskuelige motiver til at angribe ind i Syrien: Med tre valgnederlag i træk, en vaklende økonomi og en tilslutning til hans parti (AKP) på under 30 procent er der ikke noget, der kan skabe hjemlig opbakning som en rask lille krig. Når præsident Trump så oven i købet trækker de amerikanske tropper tilbage fra den syrisk-tyrkiske grænse og overlader vore kurdiske allierede i kampen mod IS til deres egen skæbne, ja, så er vejen banet for en tyrkisk intervention. Det tyrkiske angreb burde ikke komme bag på nogen: Erdogan har ved flere lejligheder gennem de senere år bebudet angreb mod de kurdiske stillinger i det nordlige Syrien angiveligt for at sikre Tyrkiet mod terror. Efter tyrkisk opfattelse er den kurdiske YPG-milits i Syrien en terrororganisation og i virkeligheden en forlængelse af Kurdistans Arbejderparti, PKK i Tyrkiet, som kæmper for kurdisk selvstyre i det sydøstlige Tyrkiet. Formålet med angrebet er at skabe en 30 kilometer bred såkaldt sikkerhedszone, som skal løbe 120 kilometer langs grænsen til Syrien. For at imødegå den tyrkiske invasion har de kurdiske styrker i Syrien med Rusland som fødselshjælper indgået en aftale med regeringen i Damaskus. Aftalen indebærer, at kurderne i første omgang afgiver kontrollen over en række byer i det nordlige Syrien - på sigt måske hele det nordøstlige Syrien - til gengæld for at blive beskyttet af den syriske regering. Kurderne henviser til, at den syriske regering har en "forpligtigelse til at beskytte landets grænser og bevare Syriens suverænitet" og nu er klar til at stationere tropper langs den syrisk-tyrkiske grænse. Aftalen markerer et vendepunkt i den syriske konflikt, hvor USA hidtil har samarbejdet med kurderne for sammen at bekæmpe Islamisk Stat og begrænse Ruslands og Irans indflydelse; to lande der bakker op bag den syriske regering. Aftalen er kun indgået tøvende, og alene fordi kurderne er så hårdt presset af tyrkiske bombardementer fra artilleri og fra luften. Den er udtryk for kurdernes desperation, efter de er blevet prisgivet af amerikanerne. For første gang i flere år er de syriske tropper nu tilbage i det nordlige Syrien, og aftalen betyder formentlig en bitter de facto afslutning på det kurdiske selvstyre i den del af landet. Baggrunden for det tyrkiske angreb stikker dybt. Erdogan vil af al magt sætte en stopper for det selvstyre, de kurdiske syrere har haft fred til at indrette gennem tre år i de områder, der grænser op til Tyrkiet. Frygten er, at dette selvstyre i Tyrkiets baghave vil styrke det kurdiske mindretal i Tyrkiet og dets kamp for selvstændighed eller selvstyre. Derfor kan Tyrkiet ikke acceptere en kurdisk autonom enklave i de to syriske provinser Raqqah og Hasakaf. Det er udelukket. De aktuelle begivenheder foregår på det store bagtæppe af ”Sèvres-syndromet”, der refererer til den udbredte mistænkeliggørelse af såvel ydre som indre fjender, som kun ønsker at splitte den tyrkiske republik. Sèvres-traktaten fra 1920 lagde op til at hakke det, der var tilbage af det osmanniske rige i små stykker, så de europæiske stormagter kunne dele rovet. Men efter nogle spektakulære militære sejre og dygtigt diplomati lykkes det Mustafa Kemal (Atatürk) at få forhandlet en langt mere attraktiv fredsaftale i Lausanne i 1923. I denne traktat anerkendes Tyrkiets nuværende grænser. Men Sèvres-syndromet, angsten for en opsplitning af Tyrkiet – for eksempel på grund af den kurdiske befolkningsgruppe - er den dag i dag et nationalt traume. I 1923 stod det klart, at Tyrkiet var en anerkendt stat, og at omverdenen respekterede det tyrkiske territorium. Derimod var det mere uklart, hvad den tyrkiske nation egentlig var for en størrelse. Opbygningen af en nation blev Ataürks store projekt, dvs. skabelsen af et forestillet fællesskab – en myte – om tyrken, der kunne danne grundlag for en nationsopfattelse, som passede til det territorium, der var blevet givet den nye enhed i international politik, staten Tyrkiet. Der var tale om et topstyret eliteprojekt, som kan sammenfattes i det slogan, der stadig kan læses på tyrkiske militærkaserner: "En stat, et folk, et sprog, et land, et flag”. Det er her, kurderne kommer i klemme. Kurderne blev ved overgangen til republikken i 1923 ikke betragtet som en minoritet, men som en del af det muslimske flertal. De nye magthavere med Atatürk i spidsen forfulgte en nationaliseringspolitik, som var inkluderende: Enhver muslim, der boede inden for Republikkens grænser og som accepterede dens grundlæggende principper, blev antaget som tyrkisk statsborger. Der måtte være en udelelig sammenhæng mellem territorium, stat og nationen. Selv om befolkningen grundlæggende bestod af mange etniske og kulturelle grupper, herunder den kurdiske, var der et desperat behov for at skabe en fælles identitet. Enhver ytring om at tilhøre noget andet end den tyrkiske nation blev anset som en afvisning af den tyrkiske enhedskultur og dermed landsforræderi. Atatürk tilbød ikke en løsning til de, der som kurderne ikke var rede til at opgive den identitet, der tidligere havde været væsentligst i deres selvforståelse. Atatürk lagde dermed grunden til den kamp for kurdernes rettigheder, der siden har redet Tyrkiet som en mare. En lang række opstande i det kurdiske område i den sydøstlige del af Tyrkiet i 1920’erne og 1930’erne bidrog til at styrke frygten. Republikkens ledere holdt sig ikke tilbage fra at svare igen med de mest hårdhændede metoder: henrettelser, ødelæggelser af kurdiske landsbyer og tvungen massedeportation til det vestlige Anatolien. Bl.a. blev mange flyttet til den konservative provins Konya i det inderste Anatolien, hvilket er en vigtig grund til, at der i Danmark i dag er et stort antal kurdere blandt tilflytterne fra Tyrkiet – mange danskere af tyrkisk afstamning stammer netop fra denne provins. Efter de kurdiske oprør i 1930’erne faldt modstanden mod staten til ro i nogle årtier. Men grundlæggende forblev den tyrkiske stat dybt skeptisk over for enhver etnisk bevidsthed som konkurrent til nationsprojektet. I 1960-1970’erne fik grupper af yngre intellektuelle fra middelklassen vækket den kurdiske nationalisme. De slog på, at der eksisterede et undertrykt kurdisk folk og myndighederne svarede hårdt igen. Reelt i 1973, formelt i 1978, opstår PKK omkring Abdullah Öcalan. Der var tale om et kurdisk, stærkt venstreorienteret parti, der blev grundlagt på ideen om, at der nødvendigvis måtte føres væbnet kamp for at komme af med de eksisterende strukturer. Ikke blot den tyrkiske regering, men også USA og EU, fra 2002, stemplede PKK som en terrororganisation. De følgende års borgerkrig førte til 35.000 dræbte, flest kurdere. Mere end 3000 landsbyer i det sydøstlige Tyrkiet blev jævnet med jorden og henved 2 mio. kurdere blev drevet på flugt. I 2000’erne vedtog Tyrkiet flere reformpakker i lyset af perspektivet om EU-medlemskab. Selv om reformerne ikke altid blev ført ud i livet, var de med til at lette forholdene for den kurdiske befolkningsgruppe. Den tyrkiske elite indså, at man ikke kom uden om det kurdiske spørgsmål, hvis Tyrkiet skulle gøre sig realistiske forhåbninger om EU-medlemskab. EU-processen så ud til at blive den afgørende variabel, der kunne forandre ligningen i forhold til det kurdiske spørgsmål. Perspektivet om medlemskab satte gang i en forandring af de principper om den tyrkiske enhedsstat, som har været gældende i snart 100 år. Der var tale om dramatiske indgreb i hele den måde, hvorpå tyrkerne definerer sig selv – med en mere åben og moderne fortolkning af begrebet ”tyrker”, der kan rumme landets reelle etniske og religiøse forskelligheder. I slutningen af 2012 lancerede præsident Erdogan en fredsproces, som dog kun fik en kortvarig levetid. Motiverne var da også åbenlyse: Erdogan ønskede at gennemføre en forfatningsændring, der kunne skabe et stærkt præsidentielt styre og havde i den forbindelse brug for nogle stemmer i Parlamentet i Ankara, som det kurdiske parti BDP kunne levere, hvis fredsprocessen kom i gang. Samtidig med at EU-perspektivet fortoner sig, har kampen for kurdernes rettigheder i de senere år været præget af tilbageslag; et skridt frem og to tilbage. I lyset af præsident Erdogans stigende vanskeligheder på den nationale og internationale scene har kurderne været en bekvem syndebuk.

Debat

Debat: Udskiftning til elbil er ikke løsning på grøn handling

Miljø: Jeg bliver træt, når lønnede politikere har så indskrænket et syn på grøn handling, som f.eks. Mai Villadsen (MV) og Henning Hyllested (HH) fra Enhedslisten 13/10 i avisen Danmark giver udtryk for, ved at udråbe statsstøtte til el- bilen, som den hurtige hjælp til klimaet. MV og HH’s ønske om ekspresfart på udskiftning af benzin- og dieselbiler til elbiler må være det, som kaldes symbolpolitik, for det har intet med miljøpolitik at gøre. Miljøpolitik må være at anskue og beregne ’livscyklus’ for produktets eller handlingens klimapåvirkning – herunder CO2 aftryk. Elbilen er ikke løsningen på klimaudfordringen, i bedste fald er den en lille del af løsningen – og derfor skal den ikke favoriseres med statsstøtte eller speciel lempelige afgifter. Politisk bør udvikling af alternativer til transportsektorens drivmidler støttes. Det vil dermed inkludere el som drivmiddel, men også udvikling af brint, metanol, etanol, naturgas, biogas m.m. som mulige drivmidler. En støtte, der favoriserer et enkelt drivmiddel vil bremse forskning i andre drivmidler, for ikke at tale om forskning i håndtering af ’affald’ fra anvendelsen af disse drivmidler, herunder brugte batterier. Hvis man i stedet for at give økonomisk støtte, omlagde energiafgiften, så man beskattede det, vi ville reducere – nemlig CO2. Beskatningen skulle ikke kun være på drivmidlets udledning fra f.eks bilen, men også på produktionen af drivmidlet. At anvende el giver ikke mening, hvis det er produceret på træflis eller kul. Forskning og evt. støtte bør i stedet rettes mod lagring af el fra vind og sol, så vi sikrer anvendelse af grøn strøm, frem for at standse vindmøllerne, når der er overproduktion. Når vi nu er ved den grønne energi, så bør den energi, der produceres også beskattes/støttes efter det CO2 aftryk vindmøller og solceller afsætter, når de produceres og opstilles. Vi ser i dag en favorisering af vindmøller, der i en ’livscyklus’ – fra produktion over opstilling og drift til skrotning - er langt mere CO2 belastende end f.eks. solceller. Skal der for alvor snakkes ’grøn handling’, skal blikket også rettes mod genbrug – og endelig ikke ved at vore lønnede politikkere skal afgøre, hvordan der skal genbruges. De bør i stedet sikre, at al produktion beskattes/afgiftsbelægges efter det enkelte produkts CO2 aftryk i en ’livscyklus’. Det vil sætte skub i anvendelse af genbrugsmaterialer og produktion af produkter med lang levetid og høj grad af genanvendelighed efter skrotning. Omkring 70 procent af den råolie, der pumpes op af undergrunden, anvendes til produktion af plastik, der ender som kolossale plastikøer i verdenshavene, eller eksporteres som ’genbrug’ til fattige dele af verden, hvor det bl.a. afbrændes som energikilde i den produktion, vi også har eksporteret for at nå vore ’klima-mål’ for Danmark. Vi skal derfor ikke skifte benzin og diesel iler ud til elbiler i ekspresfart, men i stedet beholde de biler, der er produceret i drift så længe som muligt, for det er produktionen af bilen, der har det store CO2 aftryk. Meget af den ovenfor nævnte produktion ligger ikke i Danmark, så mange tiltag vil blive begrænset eller umuliggjort af EU-regler, men så kæmp kampen der. Det giver også mere mening at fokusere på Europas klima end at se isoleret på Danmarks klima. Sæt nu embedsværket i gang med at producere beregninger af livscyklus på jeres forslag, og giv os og jer selv et reelt billede af jeres miljøtiltag.

Leder For abonnenter

Fejring i kort udgave

I kirkelige kredse hedder det, at man fejrer gudstjeneste. Altså en festlig begivenhed. Lige nu er der en landsdækkende debat om forløbet af en gudstjeneste, her specielt højmessen, også kaldt for folkekirkens flagskib. Den aktualiseres - nok noget uventet - af forlydender om, at Danmarks Radio på et tidspunkt vil skære de ugentlige gudstjenestetransmissioner ned til 50 minutter, så der kan blive plads til tre minutters Radioavis klokken 10 og klokken 11. Det er næppe forkert at konstatere, at der i debatten ikke ligefrem er set ønsker om at gøre gudstjenesterne længere i fremtiden. Tværtimod. Så måske bliver det Danmarks Radios transmissioner, der kommer til at bestemme forløbet af fremtidens gudstjenester. I hvert fald bliver det ganske spændende at høre, hvordan man praktisk vil løse problemet, vel at mærke uden at slå rytmen i fejringen i stykker. Man kan jo ikke - som ved tv-gudstjenesterne om søndagen - bryde af, tage om og redigere. En model kunne faktisk hentes i Randers. Hver søndag klokken 16, juli undtaget, er der som bekendt gudstjeneste i Klosterkirken. Den varer 50-55 minutter, alt efter antallet af altergæster, mod normalt nærmere 65 minutter eller mere. Tidsgevinsten hentes ved at undlade én af læsningerne fra alteret, og desuden anvender præsten det korte ritual før altergangen. Ingen føler sig vist snydt af disse forkortninger i forhold til - udtrykt af en tidligere præst ved de to kirker - "hele udtrækket" i Sct. Mortens Kirke. Man kunne vel også uden skade korte i den ret omstændelige bøn for alt og alle - regering, folketing og kongehus medregnet - efter præstens prædiken. Sandt at sige affyres den oftest noget hurtigt. Det er jo ikke præstens egne ord. Man kan undre sig over, at nogle få minutter fra eller til i et gudstjenesteforløb synes at være så vigtigt. Men man kunne jo også erkende tingenes tilstand og indrette sig. Det sidste er nok klogest, hvis folkekirkens flagskib fortsat skal sejle med rimelig besætning - også på bænkene.

Kronik For abonnenter

Kronikken: Tid til en ny fortælling om Norddjurs

Stoltheden er kolossal og er et kendetegn for fans af Brøndby, selv om de ikke just er blevet forkælet med gode resultater de seneste mange år. Cirka på samme måde har jeg haft det, når jeg det seneste år har sagt, at jeg kommer fra Norddjurs. Det er jeg nemlig også stolt af, men det er ikke mange, der har spurgt til den flotte natur, de stærke landsbyfællesskaber og de spændende kulturinstitutioner. I stedet har reaktionen været at spørge til kommunens økonomiske problemer, og de problemer har i den grad været betydelige. Nu har et flertal i kommunalbestyrelsen så indgået en budgetaftale for 2020. Den viser naturligvis, at økonomien ikke pludselig ser strålende ud, men både tal og ledsagende udsagn viser dog, at situationen er i bedring. Serviceniveauet er fortsat presset, og der er i sandhed brug for en mere retfærdig udligningsreform, men i det mindste ser politikerne sig i stand til at forsøge både at stabilisere serviceniveauet og se fremad med investeringer i eksempelvis byggemodning af grunde i Auning. Derfor håber jeg også, at budget 2020 kan blive første skridt på vej mod en ny fortælling om Norddjurs. Det skal være en fortælling, som gør borgerne stolte af at bo i kommunen. Der har været mange interne konflikter mellem borgerne på den ene side og politikere samt forvaltning på den anden side. De sår heler ikke fra den ene dag til den anden, det kræver tid og dialog. Derfor vil jeg også opfordre politikerne til at tænke sig godt om, inden de eventuelt går i gang med de strukturændringer, der er nævnt med små indirekte vendinger i budgetaftalen. I stedet skal de fokusere på den nuværende retning og skabe den ro, som flere af politikerne har talt om i forlængelse af budgetforliget. Som nævnt bliver der nu byggemodnet grunde i Auning, og det samme sker i Nørager. Det er vigtigt, at der altid er attraktive grunde på hylderne. Her bør man også kigge på, om det er tilfældet i de øvrige byer i området. I eksempelvis Ørsted og Allingåbro har vi set større naturgrunde blive solgt hurtigt, mens nogle mere klassiske villagrunde har ligget længe. Her må vi ikke blot konstatere, at der jo er grunde, hvis nogle vil købe. Vi skal konstant sørge for at have forskellige typer af grunde på hylderne. Aktuelt er troen på stigende boligpriser på det laveste niveau længe. Det taler for, at der er flere kunder til billigere grunde og boliger, og det skal vi udnytte i Norddjurs. Det er muligt mange steder i kommunen at få rigtig meget bolig for pengene, uden at pendlertiden til Aarhus eller Randers er særligt lang. Derfor er det positivt, at Norddjurs nu er i en position, hvor der trods alle udfordringerne også er overskud til at kigge fremad og forsøge at udvikle kommunen. Det er nu, at vi skal begynde den nye fortælling om Norddjurs, og det handler ikke om dyre brandingkampagner, der ifølge en lang række undersøgelser alligevel har meget lille effekt hvis nogen overhovedet. Den store effekt kommer, hvis vi borgere, tilflyttere og politikere står sammen om at fortælle om alle de fantastiske ting, der rent faktisk sker i vores kommune. Fortæller om de mange mennesker med de mange ideer og initiativer. Fortæller om vores natur. Fortæller om vores fællesskaber. Ja, fortæller om det, der gør, at netop vi synes, at Norddjurs er et godt sted at bo. Vi skal selvfølgelig ikke lukke øjnene for de udfordringer, der bestemt stadig er. Dem skal vi også løse sammen. Det kræver blandt andet en sikker og rolig hånden på styret fra politikerne, så vi ikke igen ender i uoverskuelige problemer. Men den sikre hånd skal også sikre ro til at kigge fremad, så vi ikke står i konstant usikkerhed og interne kampe mellem kommunens forskellige institutioner. Og så håber jeg virkelig, at særligt de lokale medlemmer fra Socialdemokraterne og Venstre kan skubbe til deres landspolitiske kolleger, så vi kan få justeret udligningsreformen. Det er svært ikke at undre sig over, at Københavns Kommune kan bruge millioner på at flytte en skulptur få meter, mens vi i Norddjurs glæder os over at kunne sende en enkelt million kroner ud til vores trængte plejecentre. Men dette skulle netop ikke være en klagesang. I stedet håber jeg, at jeg og mine norddjurske medborgere kan bruge budget 2020 som afsæt for at skabe en ny fortælling om Danmarks bedste sted at bo. Det er der brug for, og vi har faktisk en hel del at have stoltheden i.

Læserbrev

Hvorfor er velfærden ikke en del af udviklingen i Randers Kommune?

Læserbrev: Det er som om, at når man taler om udvikling i Randers Kommune i 2019, så er det lig med prestigeprojekter. Elitære bebyggelsesprojekter såsom "Byen til vandet" og "Hal 4" er det eneste, der for byrådsflertallet bestående af Socialdemokratiet, Venstre og Dansk Folkeparti betyder udvikling. Derimod er det så som så med en anden type udvikling. Nemlig udvikling af vores fælles velfærd. Vores fælles goder og fællesskabets omsorg for hinanden. Vil vi være en kommune, der er kendt på flotte facader til domiciler og ejerlejligheder til de rigeste? Eller vil vi være kendt for at være en kommune, der tager sig af sine borgere og giver dem et liv, der er rigt på indhold og velvære? Netop de varslede besparelser på ældreområdet og specialskolerne, for blot at nævne de to områder, der er i farezonen for de største besparelseskrav, er glimrende eksempler på, hvad man vil. På trods af den sundeste økonomi i mange år, ja så vil man hellere kaste penge efter prestige til de få. "Byen til vandet" er åbenbart vigtigere end vores fælles velfærd. Jeg er med på, at vi selvfølgelig som kommune skal sikre os, at bygninger ikke falder fra hinanden, at veje ikke er hullede, og at vi kan tiltrække mennesker med arbejde til byen, så vi kan få nogle skatteindtægter. Nu er jeg dog ganske overbevist om, at hvis man vil have mennesker til at flytte til Randers Kommune, så skal vi tænke udvikling på en anden måde. Velfærden, med alt hvad den rummer af social sikkerhed og kultur, skal udvikles og udbygges. Der skal være ordentlige daginstitutioner, folkeskoler, plejehjem, biblioteker og så videre. Der skal være et rigt kulturliv. Og her tænker jeg ikke kun på turistattraktioner men derimod vores mange kulturtilbud i det daglige liv. Biblioteket er blot et af de væsentligste eksempler på dette. Det henvender sig til hele befolkningen og ikke kun dem med pengepungen i orden. Det er som om, kultur kun bliver tænkt som turisme, men kultur er det liv og det fællesskab, der dyrkes i det daglige liv. Det skaber sammenhængskraft. Så kære byrådsflertal, Socialdemokratiet, Venstre og Dansk Folkeparti, vil I ikke godt være søde at tænke udvikling som udvikling af vores fælles velfærd og fælles kulturliv. Så drop jeres prestigeprojekter, der, selvom de er betalt af fællesskabet, kun er beregnet til de rigeste. Drop "Byen til vandet" og fokusér på at udvikle vores fælles velfærd og kultur.

Læserbrev

Jeg tog fejl

Læserbrev: Torsdag 10. oktober cykler jeg ind til demonstration på Rådhuspladsen. Solen skinner, og luften er skarp og kølig. Der er efterår i luften på den gode måde. Mens jeg cykler, tænker jeg tilbage på det forløb, jeg har været vidne til det seneste års tid i forhold til truslerne om at lukke plejehjem i Randers. Jeg tænker på den samtale, jeg havde sidste år med Torben Hansen på Dronningborg Plejehjem. Torben fremstod som en troværdig og lyttende borgmester. Han havde en varm udstråling og venlige øjne. Sidste års kamp var ikke forgæves – måske på grund af en troværdig borgmester? Jeg ankommer til Rådhuspladsen og sætter mig i solen, mens folk langsomt ankommer og hilser varmt på hinanden, der er både beboere, personale og pårørende. Min bror kommer også, han bor i Rønde, men er kørt hertil i dag, fordi han håber at se den borgmester, jeg så varmt har omtalt. Vejret skifter, det begynder at regne. Vi får at vide, at det nu drejer sig om lukning af to plejehjem, lukning af aflastningspladser og lukning af ældreboliger med kald. Vi får også at vide, at forslaget har været til 1. behandling, og at der er flertal for forslaget med Venstre, Socialdemokratiet og DF. Stemningen på Rådhuspladsen ændrer sig markant. Da Torben Hansen kommer frem, buher og pifter folk ad ham. Jeg kigger på den borgmester, jeg mindes som en venlig og imødekommende mand. Sådan virker han ikke i dag. Han modtager de mange protestunderskrifter og forsvinder ind på rådhuset uden at sige noget. Folk er tavse, selvom initiativtagerne opfordrer til sang og slagråb. Da jeg cykler hjem i silende regn, er jeg ked af det. Jeg tog fejl denne gang. Jeg så ingen tegn på håb om en god afslutning på dette års trussel. Hvad skal jeg svare mine børnebørn, når de spørger, hvorfor oldemor ikke længere må bo der, hvor hun er tryg? Jeg kan kun svare: "Jeg tog fejl af de mennesker, der har lov til at træffe skæbnesvangre beslutninger."

Læserbrev

Regeringen skaber ubalance i Danmark

Læserbrev: Socialdemokratiet har valgt i deres finanslovsudspil at sløjfe den vigtige bredbåndspulje. Puljen var blevet oprettet sådan, at danske hjem og virksomheder i dårligt dækkede områder kunne søge om støtte til at få etableret bedre bredbåndsforbindelser i deres lokalområder. Bredbåndspuljen skulle sikre, at omkring 100.000 danske husstande og virksomheder skulle have denne mulighed. Men denne mulighed skal ikke længere være der med regeringens finanslovsudspil. En efter min mening utrolig kritisabel og mærkværdig prioritering. Dette udspil kommer til at ramme de små håndværkervirksomheder rigtig hårdt. De vil blive mindre konkurrencedygtige, fordi de ikke i samme grad som deres konkurrenter kan bestille materialer eller sende tilbud til kunder. Den måde, som socialdemokratiets udspil er struktureret på, giver håndværkere og andre små virksomheder i områder med god bredbåndsdækning en større konkurrenceevne end områderne med dårligere dækning. Denne ubalance fastholder regeringen med deres udspil, hvor de nu fratager yderområderne mulighederne for at kunne komme på samme niveau som deres konkurrenter. Regeringen har altså igen valgt at slå en kile ned mellem land og by og bidrager igen til et Danmark i ubalance. Et Danmark i balance var et af statsministerens hovedpunkter i hende åbningstale. Det er bestemt ikke, hvad dette finanslovsudspil lægger op til. Socialdemokraterne vælger kun at fokusere på deres vælgere i metropolerne. Når regeringen går ind og fjerner bredbåndspuljen i finanslovsudspillet, fratager de muligheden for udvikling i de små hjem og virksomheder i yderområderne. Man har altså fra regeringens side valgt at fastlåse en stor del af befolkningen i fortiden, mens man forgylder metropolerne i fremtiden. Så fællesskabet kommer til at få et ordentligt hak i tuden, og socialdemokraterne fortsætter med at skabe splittelse mellem land og by.

Annonce
Læserbrev

Budget 2020 i Mariagerfjord Kommune

Læserbrev: SF er godt tilfreds med budget 2020, som netop er indgået med Venstre, Socialdemokratiet, Radikale, Konservative og DF. I en forhandling skal man give og tage, for at alle kan se sig selv i et budget, og det er lykkedes i år. Dette budget er det grønneste, mest bæredygtige og klimavenlige set længe, og det er SF Mariagerfjord glade for. Slut med at bruge roundup i kommunale bede og på fortove senest inden udgangen af 2020 er en sejr for vores vandmiljø i kommunen. Det har SF kæmpet for i en årerække, og vi er stolte af, at det nu bliver virkelighed. Også flere grønne indkøb er kommet på dagsordenen, og vi har fået en pulje til mere biodiversitet og forgrønning af vores byer. Stopper det her? Nej, vi er også blevet enige om at klippe grøftekanterne mere nænsomt, og i indeværende år er vi på SF's foranledning blevet bi-venlig kommune. Selv landbruget har ændret mindset og efterspørger poser med bi-venlige frøblandinger. SF er tilfredse med, at vi i budget 2020 har forhandlet os til, at det er slut med besparelser på skoler og daginstitutioner, som er pressede i forvejen. Derimod tildeler vi to millioner til mere personale i vores børnehaver og 500.000 til de skoler, som mangler penge på grund af tildelingsmodellen. Skatten er uændret og betyder, at budgettet også holder i 2021, uden vi skal ud i flere sparerunder. Af anlæg er vi i SF meget glade for de 14 millioner, der er fundet til cykelstien fra Mariager til Skellerup, en million til det nye saltbad i Mariager Saltcenter, aktivitetsbanen til tre millioner ved Mariagerhallen og en nedrivningspulje til udtjente gamle bygninger, som bare står og forfalder, for eksempel det gamle plejehjem i Mariager eller den gamle børnehave i Arden. Også skolerne får et løft. Assens Skole får syv millioner til nye faglokaler, Havbakkeskolen får 12,5 millioner, og der er sat lidt flere penge af til renovering på Mariager Skole (selvom jeg personligt tror, vi kommer til at bruge flere penge, hvis vi vil have god kvalitet og bæredygtigt byggeri). I Hobro sættes forundersøgelser i gang vedrørende et nyt sundhedshus og også et kommende kulturhus. Så alt i alt er SF Mariagerfjord glade for at have påvirket budgettet.

Kronik

Kronik: Visit Randers Byråd - og få en foruroligende dårlig oplevelse

Med fare for at blive skudt i skoene, at jeg er præget af min fortid som turistchef i Randers, vover jeg alligevel at kommentere byrådets Visit Randers-beslutning med efterfølgende punkter, der er baseret på mine erfaringer gennem mere end 40 år dels som tidligere kongreschef i Aalborg, turist- og kongreschef i Odense, adm. direktør i Destination Himmerland og eventchef men ikke mindst som adm. direktør i et af turismeerhvervets markedsførings-distributions- og udviklingsselskaber, ejet bl.a. af Legoland, Djurs- og Faarup Sommerlande. Det er mit klare indtryk, at byens politikere og kommunens forvaltning ikke har været godt nok nede i essensen af organisationsændringen. De har ikke været i tilstrækkelig kontakt med Visit Randers bestyrelse og ledelse med henblik på at finde den mest optimale løsning for Randers på baggrund af det lovsæt og anbefalinger, som regeringen og kommunernes landsforening har spillet ud med på turismefremme området. Der er overhovedet ingen nyhed, at Randers involveres i et turistmæssigt destinationssamarbejde. Randers har faktisk siden 70erne på uformel plan samarbejdet godt med turistbureauerne i Østjylland om fælles markedsføring i ind- og udland. Men nu kræver staten et mere formaliseret og kontraktbaseret destinationssamarbejde. Det vil altid give gnister, når der indlægges restriktioner, og økonomien berøres. Siden 70erne har der været et godt og velfungerende samarbejde mellem turistbureauerne i Østjylland både omkring turistinformationer og omkring den samlede turistmæssige markedsføring af Østjylland. Turismen i Østjylland har altid forstået, at det er nødvendigt at samle erhvervets begrænsede markedsføringskroner, og at et tæt samarbejde er den rigtige vej for at få størst mulig effekt ud af det. Aarhus Amt ydede dengang tilskud til dette samarbejde til markedsføringstiltag. Nu har staten spillet ud med et lovsæt om erhvervsfremme på turismeområdet, og der stilles 40 millioner kroner i udsigt til fordeling mellem 15-25 destinationer, vel og mærke, såfremt man deltager i den nye organisation. Som direktør i det attraktionsejede markedsføringsselskab med Legoland m.v. i spidsen, har jeg selv været kraftigt involveret i etablering af naturligt sammenhængende destinationer som f.eks. Toppen af Danmark, Himmerland, Østjylland, Vestkysten, Søhøjlandet, Limfjordlandet osv., med henblik på at samle og bruge de begrænsede markedsføringskroner på en mere effektiv måde. Turisterne vælger suverænt selv, hvor de vil lægge deres ”æg” ud fra deres interesser m.v. Turismebranchen i Danmark har via store analyser et meget detaljeret og dybdegående billede af sine ”turisme-kunder”. (Alder, interesser, bevægelsesmønstre, ønsker). De er fløjtende ligeglade med kommune- og destinationsgrænser. Faktisk er Danmark set fra udlandet én destination med underliggende store og mindre destinationer. Det er efter min mening OK og sundt, at turistbureauerne til stadighed søger nye veje og opdaterer sin organisation og arbejdsform for at effektivisere og udvikle. Det er jeg også helt sikker på, at Visit Randers bestyrelse og ledelse har øje for og er villig til at debattere vejen fremover. Men hvorfor har Randers Kommune og Visit Randers ikke i den forbindelse fundet hinanden, debatteret grundigt og stillet krav til det lovgivningsbaserede turistfremmeudspil? I den timelange debat blandt politikerne blev jeg som tilhører stærkt foruroliget, idet kun få af politikerne – efter min mening – har sat sig tilstrækkeligt ind i stoffet, mulighederne men også i konsekvenserne med en ny organisation: Politikerne var i debatten alt for lidt nede i essensen af det foreliggende Visit Aarhus udkast og KLs anbefalinger. Jeg savnede informationer om, hvorvidt Visit Randers og Randers Kommune har haft en dybdegående kontakt og dialog herunder også konkrete udmeldinger om, hvilke konsekvenser, byrådets beslutning vil have for Visit Randers og byen, samt hvilke krav, Randers kunne stille. Nogle politikere fremstod som om, at de overhovedet ikke havde sat sig ind i sagerne. For dårligt! Og andre fulgte blot flertallet, som ” måtte være det rigtige”. At byrådspolitikerne sammenligner projektet med en fodboldkamp, er under al lavmål. Det er projektet for vigtigt til. Det vil efter min mening være en god idé for Randers at stille krav om nedsættelse af et fagligt-teknisk udvalg og en bestyrelsespost med kompetente personer fra Randers. Og Visit Østjylland vil efter min mening være den naturlige titel for samarbejdet. Jeg synes, det IKKE ER GODT NOK, når byens politikerne ikke kan præstere bedre, men også en uværdig afslutning på turistkontorets indsats gennem 113 år. Det sluttede faktisk på byrådsmødet. Når man læser udkastet til resultatkontrakten mellem Visit Aarhus og Randers og Randers Forvaltnings indstilling herom via udviklings- og økonomiudvalget, så er det ikke småting, som Visit Aarhus skal gennemføre og leve op til i mål-kontrakterne! Tilbage står en række spørgsmål bl.a.: Kan den nye organisation betjene, servicere og informere de mange forskellige former for turister fuld ud lige så godt som eller i bedste fald – overgå den afgående organisation: Sports- og idræts turister, møde- og kongresturister, event-turister, lystfisketurister m.v.? Hvem skal varetage opdatering, vedligeholdelse og indhentning af alle mulige turistrelaterede oplysninger til brug i den digitaliserede verden? Hvem skal opsøge og holde kontakten til turistguider og de frivillige ”turistmedarbejdere”? Hvem skal tage sig af udviklingsprojekter fra turisme-projektmagere og turisme-iværksættere i Randers? Hvem afvikler arrangementer for de lokale turister og turistambassadører i Randers? Agter man i den forbindelse at gøre noget for at bevare det nuværende personale i den forbindelse? Det her var slet ikke godt nok kære politikere og embedsværk! Jeg håber, at det næste turistmøde i byrådet afspejler en bedre oplevelse om turismens udvikling og ikke afvikling i Randers.

Leder For abonnenter

Statsministeren vil overvåge hele Danmark: Grundlovens fædre ville sige nej

Grundlovens fædre skrev ikke noget om kameraovervågning. Det var ikke så aktuelt i 1849. Der er dog ingen tvivl om, at de ville have hadet statsminister Mette Frederiksens plan om at plastre Danmark til med kameraer. Hele ånden i Grundloven er at begrænse statens muligheder for at trænge sig ind på borgeren. Vores breve er hemmelige. Vi må sige, hvad vi vil. Vores ejendom og personlige frihed er ukrænkelige. Grundloven ville, hvis det var muligt dengang, helt sikkert have bestemt, at man skal være meget varsom med at bruge overvågning. Alligevel vil Mette Frederiksen give politiet lov til efter eget valg at opsætte yderligere 300 kameraer, øge mulighederne for at overvåge frit tilgængelige områder og lade kommunerne opsætte kameraer i for eksempel restaurationer i nattelivet. Statsministeren taler i Berlingske om bander, bomber i hovedstaden og vanvidskørsel som eksempler på, at ”utrygheden sætter sig i vores folkekultur” og at ”vores samfundsmodel er på spil”. Det er ikke rigtigt. Kriminaliteten falder år for år, og vi har ingen grund til at være voldsomt utrygge. Alligevel er ambitionen om at opklare mere hård kriminalitet selvfølgelig rigtig og sympatisk, men det kan og skal gøres ved at målrette indsatsen mod de få, der er problemet, frem for at ramme alle danskere med mere end den ret massive overvågning, vi allerede har. Kameraer på udvalgte steder, fokus fra politiet, hårdere straffe og flere udvisninger er mulige veje at gå. Bare gå til dem. Vi har ret til privatliv og skal som udgangspunkt ikke overvåges. Hvert lille skridt i den retning, og vi har allerede taget mange, er et skridt på glidebanen mod det totale overvågningssamfund, hvor vi ved fødslen får chippet en GPS ind under huden, en mikrofon i ganen og et go pro-kamera i panden. Alle registreringer gemmes af politiet, og så ville alle forbrydelser kunne opklares. Men – og det er derfor, Grundlovens fædre var så kloge - det ville også være et samfund, vi ikke ønsker at leve i.

Debat

Debat: Godt at Mette Frederiksen har øje for den kritiske situation på medicinske afdelinger

I det udmærkede radioprogram ”Slotsholmen”, der sendes på Danmarks Radios P1 og handler om politik, kunne man forleden høre et langt og interessant interview med statsminister Mette Frederiksen. Særlig interessant ud fra et sundhedsperspektiv var den del af interviewet, som handlede om sygehusenes medicinske afdelinger. For statsminister Mette Frederiksen har helt ret, når hun peger på, at de medicinske afdelinger er pressede. ”Den ældre medicinske patient, der kommer ind på en afdeling på sygehuset oplever, at medarbejderne løber stærkt, og at de løber for stærkt. Det kan vi godt gøre bedre,” slog statsministeren fast, da hun blev interviewet om sin åbningstale af Folketinget. Det er godt, at hun har fokus på problematikken. Det er der også behov for – ikke mindst med tanke på den befolkningsudvikling, vi allerede har taget hul på, og som vil præge samfund, sundhedsvæsen og ikke mindst de medicinske afdelinger i mange år frem. Det er nemlig sådan, at der år for år i de kommende årtier er udsigt til flere ældre og flere patienter med behov for mere behandling og pleje. Alene frem til 2025 kommer der 33 procent flere borgere i aldersgruppen 80-89 år. Det er naturligvis glædeligt, at flere lever længere, men vores sundhedsvæsen har i dag slet ikke de nødvendige ressourcer til at kunne behandle de mange flere borgere, særligt ældre, som får brug for lægehjælp. Og lige præcis den ældre del af befolkningsgruppen har ganske ofte brug for behandling på netop de medicinske afdelinger. Så når der i dag er medicinske afdelinger i hver eneste af landets fem regioner, der er ramt af overbelægning, er det nok for intet at regne i forhold til, hvad fremtiden bringer for de mange ældre medicinske patienter. Sandsynligheden taler for, at det vil gå fra slemt til værre, hvad overbelægningen angår. ”Det kan vi godt gøre bedre”, som statsministeren slog fast, og jeg er meget enig. Vi skal kunne byde ældre medborgere bedre end overbelagte afdelinger med pressede sygeplejersker og læger. Desværre er det sådan, at medicinske afdelinger med pres og overbelægning langtfra er en enlig svale. Sundhedsvæsenet er generelt presset af en stor opgavemængde og ressourcer, der slet ikke slår til. Psykiatrien er nødlidende efter mange års politisk underprioritering, og mange steder i sundhedsvæsenet mangler der speciallæger, sygeplejersker og social- og sundhedsassistenter. Derfor er der behov for et langsigtet løft af vores sundhedsvæsen. Vi anbefaler på baggrund af en tilbundsgående analyse af sundhedsvæsenets økonomi fra VIVE - Det Nationale Forsknings- og Analysecenter for Velfærd at investere to procent ekstra i sundhedsvæsenets økonomi hvert år frem til 2025. I rene tal svarer det til cirka tre milliarder kroner mere næste år, mens det skal stige til godt fire milliarder kroner i 2025. Det er - sammen med mere prioritering - faktisk, hvad der skal til, hvis ikke patienterne skal opleve et gradvist ringere sundhedsvæsen. Sat på spidsen er regeringens forslag om, at pengene skal følge med, når der kommer flere ældre, jo kun en garanti for, at overbelægningen ikke bliver meget værre. Dertil kommer, at vi dag for dag og år for år ser nye og bedre behandlinger, som kan forbedre liv for ikke mindst ældre. Den sundhedsgevinst vil vi jo gerne give vores ældre, men det kan vi kun, hvis der er et økonomisk løft, som er udover demografien. Det håber jeg, at statsminister Mette Frederiksen vil tænke ind i arbejdet med at gøre sundhedsvæsenet bedre for patienterne og for os, der arbejder i det.

Læserbrev

TV2 Østjyllands overskrift er direkte forkert

Læserbrev: På TV2 Østjyllands hjemmeside er overskriften på en artikel bragt 30. september 2019: "Kommune får 100 mio. kr. – men de vil ikke dele med de hårdt ramte skoler". Denne overskrift er direkte forkert, og i selve artiklen lykkes det ikke at rette op på en forkert overskrift. Norddjurs Kommune får godt nok 100 millioner kroner mere i indtægter i 2020, hvoraf de godt 62 millioner kroner er et engangstilskud begrundet i en bloktilskudspulje til kommuner med faldende befolkningstal. De 62 millioner kroner er vi på ingen måde sikre på kommer næste år. Derfor skal de ikke lægges ind i skolernes drift, fordi så risikerer vi at skulle skære dem væk næste år. I stedet bruger vi de 62 millioner kroner til at afdrage ekstra på vores gæld med de 40 millioner kroner og undlader at låne 21 millioner kroner, som vi havde budgetteret med, før vi kendte indtægtsgrundlaget endeligt for 2020. At afdrage ekstra på gælden betyder, at vi kan bruge knap en million mere i 2020 til drift og investeringer. Mere interessant er det, at beløbet vil stige i 2021, 2022 og ender i 2023 med 11,5 millioner mere til drift og anlæg. Det kommer til at gavne blandt andet skolerne i de kommende år. Der er så 38 millioner kroner tilbage af de 100 millioner kroner. TV2 Østjylland nævner ikke dette tal men lader det indtryk fortsætte fra overskriften, at det er alle 100 millioner kroner, der bruges til at afdrage gæld. Dette beløb indgår imidlertid i de forbedringer af drift- og anlæg, som aftalen indeholder. På børne- og ungeområdet kunne vi se nye og truende besparelser foran os i 2020. I forliget har vi valgt at fjerne sparekravet i 2020-2023 fra BUU i alle årene, så vi undgår nye besparelser – udover den nedgang i midlerne til skolerne, som følger af et lavere elevtal. Der sker heldigvis noget på det område, som især havde fokus i indslaget. Budgetforliget øger bevillingerne til bygningsvedligehold, vinduer, tage og energiforbedringer. Vi finansierer renovering af tagflader på Auning Skole, vandskaden på Vestre Skole (som vi måtte udskyde i 2019), bevilliger de ansøgte beløb til specialklasser på Søren Kanne Skolen (Vestre Skole), afsætter penge til faglokaler og udendørs inklusionsfaciliteter, afsætter penge til læringsrum og ekstra strøm på Åboulevarden. Det ville være dejligt, om vi kunne bevæge os yderligere op. Det må være ambitionen næste år, og måske finansloven også hjælper os på folkeskoleområdet.

Læserbrev

Budgetforhandlingerne kan ske at blive en gyser

Læserbrev: I SF er vi forfærdede over at se embedsværkets sparekatalog. Der peges på store besparelser, som rammer velfærden fuldstændig urimeligt hårdt. Det er konsekvenserne af de besparelser, de borgerlige partier og socialdemokraterne vedtog ved sidste års budget. Det bliver dog aldrig SF-politik, at ældre, udsatte, syge, børn og unge skal betale for overflødigt byggeri, for skattelettelser eller for den sags skyld for nedsættelse af dækningsbidrag for erhvervslivet. Derfor vil vi i SF gøre, hvad vi overhovedet kan for at bide os fast i forhandlingsbordet. SF vil nemlig gerne tage ansvar sammen med andre partier og lister. - Men det kræver, at alle er villige til at give og tage. Kompromis er aldrig let, men vi skylder vælgerne at prøve. Velfærden er vores første prioritet, og derfor vil vi kæmpe, hvad vi har lært, for at bremse de værste besparelser og løfte velfærden, hvor det er absolut nødvendigt. Det forudsætter blot to ting: Nemlig at Socialdemokratiet ønsker at holde deres løfter forud for valget 2017, og at alle har viljen til at bøje hovederne mod hinanden. Viljen til kompromis skal være til stede, også når det kan gøre en smule ondt. Nøglen ligger hos borgmesteren og socialdemokraterne. De bør gøre op med sig selv, om de ønsker endnu et rent borgerligt budget med alle de besparelser på ældre, specialskolerne, udsatte og syge, som sådan et forlig vil indeholde. Eller om de vil imødekomme SF og gerne andre partier/lister med en mere rød velfærdsdagsorden. Så kære socialdemokrater, I står overfor et skæbnevalg her.