Paula Larrain har brugt størstedelen af sit liv på at være vred og kæmpe mod alverdens uretfærdighed, for når man selv har flygtningerødder og er den, der klarede den, skylder man. Sådan føltes det i hvert fald længe, indtil hun indså, at vreden ikke mere er hendes ven, og at det i stedet er kærligheden, der skal bære hende videre, hvilket er sårbart, men også smukt. Det har hun blandt andet erfaret i samtalerne med de mennesker, hun har interviewet til sin nye bog om at være midt i livet.
Annonce
